Kurt Isenstein

Kurt Isenstein, Kurt Harald Isenstein, 13.8.1898-3.2.1980, billedhugger. Født i Hannover, død i KM., begravet sst. (Mos. Vestre). I. voksede op i Berlin hvortil forældrene flyttede ved århundredskiftet. Hans udvikling var nøje forankret til Berlins kunstliv sådan som det udfoldede sig før Hitler. Dér var hans rod. Han blev 1917 optaget på kunstakademiets skulptur-skole og fortsatte – afbrudt af militærtjeneste i Flandern – igen på akademiet fra 1919. Han modtog 1923 som stipendium den tyske Staats-preis og udstillede jævnlig på Berliner-Sezessionen. Allerede som ung nåede han at blive en kendt skikkelse i Berlin inden han 1933 tvunget af de politiske omstændigheder drog til Danmark, det land han efter flygtningeårene 1943–45 i Sverige atter valgte at bo og arbejde i. Han blev 1947 dansk statsborger. Hans evne og særpræg som billedhugger fremgår klart af statuetter og portræthoveder fra 1920erne. Enkelte af dem repræsenterer noget af det betydeligste han har skabt. Det gælder hans Kvindehoved i bronze fra 1923, stilistisk beslægtet med den tyske billedhugger Wilhelm Lehmbruch. Busterne af Edwin Fischer, 1923, og Albert Einstein, 1924, hører til I.s fineste og mest træfsikre portrætfortolkninger. Det blev også i de kommende år den psykologiske indlevelse der stærkest prægede I.s resultater. Den plastiske helhed underordnedes som oftest den primære søgen efter modellens individuelle udtryk. I. skaber ingenlunde altid lutret kunst, men ofte en interessant portrætdokumentation. Der er dog adskillige eksempler på at form og indhold er i god balance. Mellem I.s heldigste værker må regnes det holdningsfulde hoved i mørk bronze af en ung afrikaner, udført 1930. Han følte sig draget af store personligheder, videnskabsmænd, kunstnere, politikere, og inspireredes ved mødet med dem. Det gælder også meget af hans produktion i Danmark hvor han 1934 udstillede som gæst på Den frie udstilling og bl.a. afholdt flere separatudstillinger. Blandt hans arbejder kan nævnes portrætbusterne af Niels Bohr, Georg de Hevesy og Karen Blixen. Endvidere hans flygtningemonument i Helsingborg stadspark, et relief fra 1945, samt mindesmærker for norske jøder der blev Hitlers ofre, opstillet i Oslo (1947) og Trondheim (1948). I.s vitalitet og initiativ gav sig udslag på flere måder. Mange lærte ham at kende som pædagogen. Allerede i Berlin ledede han en kunstskole. Denne gerning tog han i vid udstrækning op i Danmark. I radio og TV henvendte han sig specielt til ungdommen. Rundt om i Danmark, Norge og Sverige afholdt han stærkt besøgte kursus, en særlig form for skulpturundervisning med ler som materiale. Vinteren igennem underviste han i sit københavnske atelier både i malerkunst og billedhuggerkunst. 1. behøvede den nære kontakt med mennesker, og hans hovedformål var en fortsat fordybelse i det menneskelige.