Peder Griffel, Peder Italien, Petro Crivelli eller Graville, før 1615-efter 1622, billedhugger. Da møntmester Nicolaus Schwabe i maj 1615 blev sendt til Prag for at forhandle om Adrian de Vries' brønd fik han også ordre til at skaffe en erfaren stukkatør med hjem. Formentlig er det ved denne lejlighed G. er kommet til Danmark. 24.12.1615 fik G., "Stucator och Billdhugger aff Italien", bestalling som posserer fra 3.10.s.å. at regne med den anselige årsløn af 300 rdl. foruden kostpenge. Han fik sin afsked 20.4.1622, sin restløn 7.5. og pas til Italien sommeren s.å.; i september ses han at være rejst. Der betaltes betydelige beløb til gips til hans værk-' sted i Møntergade, og Christian IV købte engang spejle af ham. Af hans virksomhed nævnes desuden en række statuer der blev stafferet af hhv. Frantz Cleyn (18 ansigter og to hoveder), og Reinholdt Thim (ni billeder, omtalt i forbindelse medi arbejder i Rosenborg have). Herudover udførte G. fem forme til liggende billeder, en gipsafstøbning af dronning Dorotheas portræt, samt to billeder "det ene siddende, som holder begge hænder på en fod" (måske en kopi af den antikke torneudtrækker), "det andet et billede af Matherie". Ingen af disse arbejder synes bevaret, og enhver tilskrivning til G. må derfor bygge på formodninger. I den periode han opholdt sig i Danmark tilbød der sig ved de kongelige byggerier, først og fremmest på Fr.borg og Rosenborg, talrige udsmykningsopgaver i form af stukkaturarbejder og udførelse af modeller til enkeltfigurer i metal, sten og gips. Francis Beckett tilskriver ham figurerne af Diana og Apollon på porttårnet, Fr.borg der vidner om kendskab til Michelangelo's Medicigravmæler i Firenze; desuden relieffet over køkkenbrønden sst. og gruppen af hesten og løven i Rosenborg have (nu dog arkivalsk sikret som et værk af Peter Husum). Endvidere har alabasthovedet af-Christian IV (Nationalmus.), formentlig et fragment af kongens 1647 ødelagte gravmæle, været tillagt ham. Senest er G.s navn blevet knyttet til bronzegruppen af Venus og Cupido på køkkenbrønden, Fr.borg (originalerne på Drottningholm).

Bibliografi

Kong Chr. IVs egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I, 1887-89 (fot. optr. 1969). – F. R. Friis: Saml. til da. bygnings- og kunsthist., 1872-78 37 367. Samme: Bidrag til da. kunsthist., 1890-1901 18. H. Petersen i Tidsskr. for kunstindustri, 1890 102. Frederiksborg, udg. Fr. Beckett II, 1914 100f 120 127 261. H. C. Bering Lüsberg: Rosenborg, 1914. Samme i Hist. medd. om Kbh. VI, 1917-18 561-75. Fr. Beckett: Kr. IV og malerkunsten, 1937 43 133. L. O. Larsson i Münchner Jahrbuch der bild. Kunst III. F. XXVI, München 1975 190-92.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig