Dansk Biografisk Leksikon

Povl Søndergaard

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Povl Søndergaard, Povl Goltermann Olsen Søndergaard,  4.6.1905-19.9.1989, billedhugger. Født i Ringsted, begravet i Allerslev. S. stod i stenhuggerlære 1920–24 og fortsatte efter Teknisk skole på kunstakademiet hvor han blev elev af E. Utzon-Frank 1927–33. Her mødte han med erfaringer fra arbejde på Svend Ratsachs søfartsmonument årene forud. S. udstillede første gang på Kunstnernes efterårsudstilling 1929 og er fra 1930 at finde på Charlottenborg, 1932 med Pige der sætter sit hår for hvilken han vandt megen anerkendelse. Den havde året før bragt ham akademiets guldmedalje, blev bestilt i bronze af Ny Carlsbergfondet og 1933 skænket kunstmuseet i Maribo. Han modtog i disse år flere legater, dels fra kunstakademiet hvormed han foretog en studierejse til Italien og Grækenland, og 1935 A. Kaufmanns legat som bragte ham til Frankrig og Spanien. Hans næste store arbejder Siddende pige, 1932 (Vejle bibliotek) og især Mand og Pige, 1934 (Genforeningspladsen Kbh.) er med sit let stiliserede bevægelsesmotiv karakteristisk både for ham og for tiden. S. fulgte ikke Utzon-Franks manieristiske stil, men er snarere beslægtet med Kai Nielsen hvilket bl.a. føles i portrætbusterne af kollegerne Knud Nellemose, 1935 (Statens museum) og Hans W. Larsen, 1943 (sst.), begge udført i granit, det materiale der blev hans foretrukne. -S. har løst flere store udsmykningsopgaver, monumentet for de faldne 29. august og 19. september 1944 på Bispebjerg kirkegård, monumentet for besættelsestidens ofre, 1950 (Kolding) og 1963 Knud Rasmussen-monumentet på Kystvejen i Charlottenlund. En buste af samme havde han 1958 udført til børnesanatoriet i Jakobshavn (gave fra Ny Carlsbergfondet). S. har repræsenteret Danmark på adskillige udstillinger i udlandet, og retrospektive udstillinger har været afholdt i Kolding 1950 og i Kunstforeningen i Kbh. 1971. S. har desuden haft mange tillidshverv; 1959–66 var han således medlem af bestyrelsen for Dansk billedhuggersamfund, 1959–65 af styrelsen for Statens kunstfond og 1943–55 af akademirådet. 1953 modtog han Kai Nielsens mindelegat, 1964 og 1980 Viggo Jarls legat. I de seneste år har han sammen med Johan Galster løst opgaven med restaurering af Marmorbroens relieffer.

Familie

Forældre: maler Ole S. (1876–1958) og Georgine C. Goltermann (1878–1951). Gift 1.5.1935 i Kbh. (b.v.) med Rigmor (Risse) Margrethe Berntsen, født 29.11.1909 i Kbh., død 11.11.1994, d. af ingeniør Anders B. (navneforandring fra Hansen 1896) (1868–1934) og Cecilie Margrethe Folkmann (1880–1966).

Udnævnelser

R. 1963.

Ikonografi

Afbildet på familiemal. af faderen 1925–31. Foto.

Bibliografi

Interview i Politiken 10.11.1931. – O. V. Borch i Samleren XII, 1935 178–82. Henrik Bramsen i Tilskueren LV, 1938 I 267f. J[an] Z[ibrandtsen] i Nationaltid. 20.8.1947. Katalog for udstill., Kunstforen., 1971.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Povl Søndergaard
Povl Søndergaard
1905-1986, dansk billedhugger, uddannet stenhugg ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Charlottenlund
bykvarter i Gentofte Kommune nord for Københav ...Artikel i Den Store Danske
Jakobshavn
by i Vestgrønland, se Ilulissat Kommune . ...Artikel i Den Store Danske
restaurering
(af lat. restaurare , se restauration ), fagkynd ...Artikel i Den Store Danske
billedhugger
skulptør , kunstner, som arbejder med skulptur ...Artikel i Den Store Danske
Johan Galster
1910-1997, dansk billedhugger. Efter stenhuggerl ...Artikel i Den Store Danske
Carlsbergfondet
fond, stiftet i 1876 af brygger J.C. Jacobsen , ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
EFabr
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki