J. Fr. Clemens

J. Fr. Clemens, Johann Friderich Clemens, 29.1.1748-5.11.1831, kobberstikker. Født i Gollnow ved Stettin, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Ass.). C.s far indvandrede til Danmark da sønnen endnu var ganske lille og levede i Kbh. under vanskelige økonomiske forhold; i de senere år skaffede sønnen ham en stilling som spindemester ved Almindelig hospital. Drengen måtte altså tidligt arbejde for brødet som malerlærling samtidig med at han fra 1761 blev elev på kunstakademiet. Han vandt her et par medaljer og begyndte derefter at uddanne sig som kobberstikker hos J. M. Preisler. Han blev imidlertid malersvend og fik arbejde hos Johan Mandelberg hvor han bl. a. lærte Nicolai Abildgaard at kende. Omkring 1770 kom han i forbindelse med Johannes Wiedewelt der havde brug for en kunstner til at stikke sine tegninger til pragtudgaven af Holbergs Peder Paars. Arbejdet blev overdraget C. og efter dets fuldførelse fik han ad forskellige veje midler til at foretage en større udenlandsrejse hvis mål - selvfølgeligt for en kobberstikker - var Paris. - I eftersommeren 1773 rejste han fra Kbh., og ved introduktion fra Preisler kom han i forbindelse med fremtrædende grafikere som J. G. Wille, N. Delaunay og C. N. Cochin d.y. I de tre år han blev her arbejdede han flittigt både med modeltegning og kobberstikning og nåede da også så vidt at han uden tvivl var blevet medlem af det franske akademi hvis ikke den danske regering ved et utidigt pres havde tvunget ham til at rejse hjem. Han fik dog lov til at lægge vejen over Geneve hvor den schweiziske naturfilosof C. Bonnet gjorde ham til medarbejder ved en pragtudgave af sine værker til hvilke han bl.a. stak Jens Juels kendte portræt af Bonnet. Efter en lykkelig tid her i samliv med Jens Juel og andre danske kunstnere vendte han i slutningen af 1778 tilbage til Kbh., blev agreeret af kunstakademiet og udnævnt til hofkobberstikker. Medlem af akademiet blev han først 1786.

I årene efter hjemkomsten udfoldede han en rig virksomhed, først med tavlerne efter Wiedewelt til Peder Topp Wandalls Jægerspris-mindes-mærker og illustrationer efter Abildgaard til Ewalds værker, siden hen med illustrationer, ligeledes efter Abildgaard, til Jens Baggesens oversættelse af Holbergs Niels Klim, først og fremmest dog med en mængde enkelt-blade, portrætstik efter Jens Juel, Sokrates og Ossian efter Abildgaard. I sommeren 1781 rejste han til Paris og giftede sig med sin første hustru som han havde lært at kende under sit tidligere ophold der, og med hvem han nu vendte tilbage til Kbh. Han fik i hende en hustru der i høj grad delte hans kunstneriske interesser og selv i en række tegninger og stik har vist sig som en kunstner med betydelige evner.

1787 fik C. en ærefuld indbydelse til at tage ophold i Berlin for at udføre et stort stik efter E. F. Cunninghams maleri af Frederik den store der rider hjem efter en revy ved Potsdam. Med kongelig tilladelse modtog han indbydelsen og rejste fra Kbh. i foråret 1788; først 1791 havde han fuldendt det store arbejde. Opholdet i Berlin var måske økonomisk fordelagtigt og bragte æresbevisninger som udnævnelse til medlem af kunstakademiet i Berlin 1788 men blev ellers en skuffelse for C; da han tilmed 1791 mistede sin kone der døde af brystsyge, byttede han gerne Berlin med London hvorfra han fik opfordring til at stikke et stort blad efter den nordamerikanske maler John Trumbulls billede Montgomerys Død; han fik atter kongelig tilladelse hertil, og 1792-95 var han nu bosat i London og fuldt optaget af det nye kæmpearbejde. Her giftede han sig 1795 anden gang og vendte endelig sommeren s.å. tilbage til Danmark som han ikke mere forlod.

Forholdene hjemme blev dog ikke synderlig gunstige for hans arbejde, og akademiet viste sig mærkelig vrangvilligt over for ham ved 1810 at forbigå ham ved et professorvalg; først 1813 blev han professor i kobberstikkunst og 1818 da han var 70 år gammel professor ved modelskolen. I århundredets første tiår døde begge de malere, Juel og Abildgaard, der havde stået ham særlig nær, og efter hvis billeder han havde udført sine bedste stik; men det er et smukt vidnesbyrd om hans levende sind at han endnu sluttede sig nær til de bedste af den yngre generation, navnlig C. W. Eckersberg efter hvem han også har stukket forskellige, dog ikke særlig fremragende blade. Bl.a. gennem sit venskab med Johan Bülow på Sanderumgård kunne han give de yngre mangen håndsrækning. - For personlige sorger var han ikke blevet sparet, de tre børn af første ægteskab døde alle tidligt, og af de fire i andet ægteskab overlevede kun de to ham; 1824 mistede han sin anden kone; endnu ved denne tid udførte han nogle svage arbejder, det sidste 1827.

C. har frembragt enkelte originaltegninger af værdi, navnlig det indtrængende portræt af Johannes Ewald (i Kobberstiksamlingen); men hans egentlige arbejde er det reproducerende stik som derfor er nøje knyttet til de kunstnere hvis værker han gengav. Den hurtigt stigende linie i hans tidlige produktion, fra 1770ernes begyndelse, viser at hans evner var betydelige, stikkene fra Paristiden, fx Blome og de seks kongelige portrætter, at han hurtigt kunne tilegne sig den ypperlige teknik, der var at lære i Paris; især blev det dog i arbejderne efter Juel og Abildgaard at han fik lejlighed til at udfolde sine bedste egenskaber, en sikker følelse for formen, en fin sans for de maleriske valører og en god smag der holdt ham tilbage fra de fristelser i retning af teknisk bravour som ofte vildledte den tids kobberstikkere. Til de bedste af hans portrætter efter Juel hører kronprins Frederik og Louise Augusta (1784 og 1785); i en lignende behersket rolig stil er det store blad efter Abildgaards Sokrates (1786) gennemført, medens stikkene til Niels Klim (ca. 1786-88) og det af Abildgaards Ossian (1787) smukt viser hans sans for det koloristiske og malerisk livfulde. De store i udlandet udførte arbejder af hvilke det efter Trumbull i og for sig er overordentlig dygtigt, har mindre interesse, og vi har følelsen af at de for bestandigt har givet C. en vis træthed i arbejdet; dog bør det store blad fra ca. 1802-05 af Slaget på Reden endnu nævnes for dets fine holdning i lysets toner. Foruden liniestikket har C. enkelte gange forsøgt andre grafiske metoder, således i de senere år den litografiske som han trods sin alder tilegnede sig med forbavsende sikkerhed. Hans værker er udtømmende repræsenteret i Kobberstiksamlingen.