Johann Meno Haas, 6.4.1752-16.10.1833, kobberstikker. Født i Hamburg, død i Berlin. Ligesom sin bror Georg H. fik H. sin tidligste undervisning af faderen og videreførte uddannelsen i 1770erne på akademiet hos J. M. Preisler. 1773 vandt han her den lille og 1774 den store sølvmedalje. 1778 fik han hvervet som universitetets kobberstikker efter faderen. H. fulgte 1782 sin brors eksempel og rejste til Paris hvor også han opnåede at blive elev hos grafikeren N. Delaunay. 1786 forlod H. imidlertid Danmark for at rejse til Berlin hvor han blev knyttet som kobberstikker til det kongelige preussiske kobberstikofficin. Foruden talrige vignetter og bogillustrationer, bl.a. til C. Niebuhr: Reisebeschreibung nach Arabien, 1774–78 og P. Forsskål: I cones Rerum Naturalium, 1776 har H. udført flere portrætstik efter værker af malere som Cornelius Høyer, Erik Paulsen, Jens Juel og Chr. Hornemann. Af stikserien Kronprins Frederiks (VI) barnelege (1771–72) tilskrives H. kun et enkelt blad, Kronprins Frederik og hans kammerat ved legetrappen efter tegninger af P. Cramer og J. E. Mandelberg.

Familie

Forældre: kobberstikker Jonas H. (ca. 1720–75) og Anna Rosine Fritsch. Gift okt. 1778 i Kbh. med Birgithe Cathrine Hortulan, født ca. 1758, d. af kgl. skuespiller Marcus Ulsøe H. (1722–83) og Elisabeth Catharine de Rous (ca. 1725–1803). – Bror til Georg H.

Ikonografi

Tegn. (St. mus.). Tegn. af Chr. Hornemann udst. 1815 og 1836.

Bibliografi

J. Sthyr: Dansk grafik 1500–1800, 1943 (fot. optr. 1970). V. Thorlacius-Ussing i Kunstmuseets årsskr. XXXI-XXXII, 1944–45 142f 196f. T. Holck Colding: Cornelius Høyer, 1961.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig