• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jonas Haas

Oprindelig forfatter ErZa
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jonas Haas, Jonas (1759 kaldet Johann Jürgen) Haas, ca. 1720-10.4.1775, kobberstikker. Født i Nürnberg, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri). Efter i en del år at have arbejdet i Hamburg fandt H., som flere andre nürnbergske kunstnere, vej til Kbh. hvortil han ankom 1752. Skønt han kun var en middelmådig kunstner – den ingenlunde kræsne eller forvænte B. C. Sandvig kalder hans Christian IV i 8° "et hæsseligt Stykke" – slog han dog godt an herhjemme, fik flere opgaver og blev ikke længe efter sin ankomst hertil udnævnt til universitetets kobberstikker (1755). I større format ytrer hans evners beskedne omfang sig i en kejtet og tør udførelse; således virker portrættet af Juliane Marie efter C. G. Pilo. Heldigst virker han når han arbejder efter et mere betydeligt forbillede – således Poul Løvenørns portræt efter A. Brünniches maleri. Her er der givet en vis vulgær kraft i helheden, og den næsten hjælpeløst forvrængede opfattelse af visse detaljer gør sig derfor mindre gældende. Foruden en stor mængde mindre portrætter af samtidige eller afdøde personer stak han til L. de Thurahs Bornholm, til C. J. Pontoppidans Danske Atlas, vignetter til Fr. Nordens rejse m.m.

Familie

i Hamburg med Anna Rosine Fritsch, d. af kobberstikker Johann Christian Gottfried F. (ca. 1720–1802 el. 03). – Far til Georg H. og Johann Meno H.

Ikonografi

Miniature.

Bibliografi

N. H. Weinwich: Maler-... kunstens hist. i Danm. og Norge, 1811 142. Nyeste skilderie af Kbh., 1830 738. J. Sthyr: Dansk grafik 1500–1800, 1943 (fot. optr. 1970). Dsk. boghåndværk gennem tiderne, 1949.