Steen Bjarnhof, 28.5.1925-26.9.1997, konservator. Født i Køge. Efter endt skolegang i folkeskolen kom B. allerede som 14-årig i lære som konservatorelev på Statens museum for kunst, og siden supplerede han uddannelsen på Peter Bøyesens malerskole og med ophold på Louvre i Paris 1948 og Laboratoire Central des Musees de Belgique i Bruxelles 1954-56. En tid lang vaklede B. mellem at vælge den skabende kunst som han kendte hjemmefra, og den bevarende, men det var den sidstnævnte der sejrede. 1957-62 var han ansat som malerikonservator på Frederiksborgmuseet, og 1963 blev han chefkonservator på Statens museum for kunst. 1965-70 var han desuden lektor ved kunstakademiet i København. 1973 blev han leder af kunstakademiets nyoprettede konservatorskole, 1977-80 med rektortitel, hvorpå han blev afdelingsleder for skolens kunstlinie. Forinden havde han indlagt sig international hæder som leder af Centro Nordico del Restauro i Firenze hvor han 1969-70 var i spidsen af den skandinaviske afdeling for restaureringsarbejdet af de kunstskatte der led stor overlast under flodbølgen da floden Arno gik over sine bredder. B. fremtræder i dag som en af primusmotorerne inden for moderne europæisk kunstkonservering, og meget betegnende for hans natur deltog han 1983 i maleren Per Arnoldis tv-kunstquiz. Af B.s skriftlige arbejder er der grund til at omtale Om det moderne maleris teknik, Signum, I, 1961, Om restaureringen af Geddes eleverede kort over København, s.m. Ole Alkærsig i Hist. medd. om Kbh., 1964, Beretning om konserveringsvirksomheden, Statens museum for kunsts årsskr. LIII-LVII, 1970, samt kompendiet Polykrom skulptur og maleri på træ, 1982 (medred. s.m. Verner Thomsen).
Forældre: forfatter Karl B. (1898-1980) og Marie Kirstine Christensen, adopt. Gjerulff (1897-1960). Gift 3.5.1959 i Tårnby med konservator Mette Mollerup, født 25.4.1938 på Amager, d. af lektor Gudmund Henrik Bruhn M. (1903-61) og Gertrud Sadolin Elling (født 1916).
R. 1975.
Tegn. af Hans Lollesgaard (Kgl. bibl.). Foto.
Interviews i Politiken 3.6.1957, Information 14.11.-15.11.1959 samt Berl. aften 13.6.1970.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki