Eigil H. Brünniche, Eigil Robert Hirschsprung Brünniche, 10.4.1906-29.3.1995, kunsthistoriker, museumsdirektør. Født i Kbh. (Skt. Hans). Efter studentereksamen 1924 studerede B. jura nogle år, men valgte kunsthistorie. 1933-39 var han assistent ved Thorvaldsens museum i Sigurd Schultz' direktørtid, en udmærket skole for orden og systematik i museumsarbejde. Det kom B. til gode da han 1938 blev direktør for Den Hirschsprungske samling. I 40 år bestred han denne honorarlønnede stilling og bestræbte sig for i pietet over for sin morfars, Heinrich Hirschsprungs samling så vidt mulig at bevare Emil Hannovers ophængning der var præget af hvorledes malerier hang i et velhavende borgerligt hjem fra århundredskiftet. Orden, renlighed og agtpågivenhed over for kunstværkernes tilstand, men også mange nyerhvervelser prægede B.s arbejde. Samlingen forøgedes med småskulpturer og tegninger samt med 80 malerier, herimellem hovedværker af Michael Ancher, P. S. Krøyer og Kristian Zahrtmann. B. nyordnede det betydelige brevarkiv, tilvejebragte et håndbibliotek, passede administration, korrespondance og ugentlige aftenomvisninger alene uden faglige medarbejdere. 1968-73 var han tillige direktør for Skagens museum og fra 1953 kunstkyndig konsulent for kunstmuseet i Ribe. B. har været medarbejder ved flere store udstillinger: P. S. Krøyer 1951 og Vilhelm Hammershøi i Oslo og Kbh. 1955. B. har ajourført Den Hirschsprungske samlings kataloger, skrevet Alfred Bramsen som Kunstsamler, 1933, og udgivet J. Th. Lundbyes "Trolddom og Huletanker", 1953 samt artikler til leksika, tidsskrifter og dagbladskronikker.
Forældre: læge, dr.med. Einar B. (1866-1932) og Ellen Frederikke Hirschsprung (1870-1948).
R. 1961. R1. 1978.
Tegn. af Otto Christensen, 1938. Tegn. af H. Bendix. Foto.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki