Emil Hannover, Emil Viggo Hannover, 27.9.1864-8.3.1923, kunsthistoriker. Født i Kbh. (Mos.), død sst., urne på Vestre kgd. H. ville oprindelig være maler og arbejdede som ganske ung (1879-83) på akademiet, fulgte også nogle år Jul. Langes undervisning, men hans veje som kunstbetragter skiltes snart fra lærerens. Mere anlagt for kunstnerisk indføling og æstetisk vurdering end for videnskabelig historisk granskning søgte han sin uddannelse gennem frie studier og på lange rejser, fortrinsvis i Frankrig, Tyskland og England. Hans interesse var i de tidlige år delt mellem nyere billedkunst, dansk og fremmed, og 1700-tallets kunst. Under et studieophold i Tyskland 1885 fængsledes han – til Langes fortrydelse – af folk som Arnold Bocklin og Max Klinger, og om Anselm Feuerbach og Hans v. Marées skrev han essays i Tilskueren (1890, 1891). Den engelske prærafaelisme og dens udløbere mødte han med åben forståelse (artikler om Edward Burnes-Jones og Aubrey Beardsley i Kunstbladet 1898), ikke mindst retningens bestræbelser inden for kunstindustri og bogkunst der førte til en symbolistisk "denaturering" (hans eget udtryk) af det dekorative formsprog. Om Gustave Moreau skrev han, betegnende nok, med sympati (Kunstbladet 1898), også om Kate Greenaway. Denne H.s vide modtagelighed for de nyromantiske stilstrømninger var ingenlunde blot en følge af en aktuel kunstindstilling, men helt og fuldt udtryk for det centrale i hans anlæg og hans opfattelse, for hans sære og forfinede smag, hans nervøse intelligens, hans instinktive finfølelse for nuancer og for ornamentale og illustrative værdier. Inden for dansk kunst hævdede han sine udpræget moderne synspunkter i udstillingsanmeldelser, bl.a. i Tilskueren og i Politiken; selv udgav han Kunstbladet 1898.

Sine studier i 1700-tallet havde H. indledet 1887 med en afhandling i Tilskueren om Zwinger i Dresden, 1888 kom hans smukke, noget sentimentale bog om Antoine Watteau, "de galante Festers Maler" (tysk udg. 1889). Med dette sidste skrift havde han, ikke blot i Danmark, stillet sig i første geled blandt de kritikere der kæmpede for en revideret, mere retfærdig opfattelse af rokokoen i videre forstand. Hertil sluttede sig et supplement i Zeitschrift für bildende Kunst XXIV, 1889, endelig også to afhandlinger, Louis XVI.s Stil og dens Møbelkunst (Tidsskr. for Kunstindustri, 1887) og Af Empirestilens Forhistorie (sst. 1890) der varsler hans senere forskergerning som kunstindustrihistoriker. Jævnsides med disse arbejder indledede H. i 1890ernes begyndelse sit betydelige forfatterskab om Danmarks malerkunst i 1800-tallet. 1893 udgav han Maleren Christen Købke der i lige grad er udmærket ved følsomhed i opfattelsen, ikke mindst af de koloristiske problemer, og af smidighed i karakteristikken; med stor sikkerhed har han fornemmet og fastholdt både tidens og miljøets danske tone. Den store monografi af Eckersberg (1898), i biografisk henseende særdeles fast opbygget, også psykologisk fintmærkende, er præget af samme klarhed i demonstrationen, dog forekommer placeringen af kunstneren i den europæiske udvikling ret usikker og vil næppe vise sig holdbar. Noget bredere i anlægget er skildringen af Constantin Hansen (1901) der er båret af varm sympati med hans kunst. Disse tre kloge og fornemme bøger fra H.s unge og yngre år vil længe kunne hævde sig blandt de betydeligste skrifter om dansk kunsthistorie. Nogle oversigtsarbejder om vor malerkunst i 1800-tallet fremkom i de følgende år: afsnittet Europæerne i den af Karl Madsen redigerede Kunstens historie i Danmark, 1901-07, indledningen i Ch. Beens Danmarks Malerkunst I-II, 1902-03, Dänische Kunst im 19. Jahrhundert, 1907 og Danish Art in the Nineteenth Century (i Scandinavian Art, 1922). Af hele Europas kunsthistorie i samme århundrede som H. allerede havde skitseret 1909 i "Verdenskulturen" gav han endelig 1918 en fyldig og aldeles fortrinlig sammenfattende fremstilling (i Det nittende Aarhundrede XXVI, red. Aage Friis). Det er måske H.s ypperste skrift. Af ringere betydning er Svensk Kunst, 1916.

H.s virksomhed som kunstskribent er lige fra første færd blevet øvet samtidig med – for en stor del også i intim vekselvirkning med – en udstrakt og energisk gerning som museumsmand. 1894 blev han knyttet til det nylig oprettede Kunstindustrimuseum hvis bibliotek og billedsamlinger han grundlagde; som kender af gamle bogbind var han blandt de første herhjemme (Om at samle paa Bøger, (i Forening for Boghaandværks Tidsskrift 1891), Kunstfærdige gamle Bogbind indtil 1850, 1907). Efter Pietro Krohns død blev han 1906 museets direktør. Han var født til den stilling – kenderen par exellence i kraft af sin sikre kvalitetssans og sit skarpe blik for detaljens særpræg, den stille, lidenskabelige samler, også den aldrig trættede ordner. Det lykkedes ham da, skønt han i begyndelsen kun rådede over beskedne midler, at tilføre sit museum meget betydelige værdier, ja at skabe helt nye afdelinger, bl.a. den østasiatiske samling og den italienske renæssancesamling. På den Frohne'ske auktion 1910 havde han held til at gøre anselige erhvervelser, således H. Gudewerths Ahlefeldtkiste; 1915 hjemforte han en smuk glassamling. Når det danske Kunstindustrimuseum blandt de mindre europæiske museer af denne art nu indtager så hæderlig, på visse områder endog så fremskudt en plads, skyldes det for størstedelen H.s dygtige og vidtskuende arbejde; men skønt han nærede en aktiv interesse for sin egen tids kunstindustri havde museet unægtelig i nogen grad skiftet karakter under hans ledelse og forskudt sit oprindelige hovedformål: at være "et moderne arsenal for udøvende kunstnere og håndværkere" (Anker Kyster). 1919 opnåede H. at Emil Glückstadt skænkede Frederiks hospitals bygninger til museet; han gjorde forarbejder til det nye museums indretning, men døden hindrede ham i at føre værket ud i livet. Siden 1906 udgav han årlige beretninger om Kunstindustrimuseets virksomhed, småskrifter der fremlægger et stort og instruktivt videnskabeligt stof i en knap form, 1920 tillige en redegørelse for museets historie i de første 25 år. – Også Den Hirschsprungske samling, hvis direktør H. blev 1912, nød godt af hans fine kenderskab og store museumstekniske indsigt; den blev mønstergyldigt ophængt og katalogiseret; om denne ordning og dens principper skrev han i Det nye Kunstblad (1910-11). For det kollegiale samarbejde mellem skandinaviske museumsmænd viste han sin interesse ved 1915 at stifte Skandinavisk museumsforbund.

I de første år efter ansættelsen ved Kunstindustrimuseet trådte H.s videnskabelige syssel med kunsthåndværkets ældre historie tilbage for hans studier over billedkunst, men han offentliggjorde dog flere mindre arbejder om kunstindustrielle frembringelser – foruden de nævnte boghistoriske skrifter og afhandlinger om dekorationskunst – fx De spanskmauriske og de første italienske Fayencer (Tidsskr. for Kunstindustri 1894-96), Rundskue over Europas Kunsthaandværk paa Verdensudstillingen i Paris 1900 (sst. 1900) og Émilie Gallé (Tilskueren 1904). Da han blev museets direktør, medførte det en stedse mere vidtstrakt og intens opdyrkning af de anvendte kunsters historie; i særlig grad specialiserede H. sig i keramik og opnåede efterhånden på ydette område en indsigt der sikrede ham en europæisk anset position som kender og historiker. Resultatet af disse forskninger nedlagde han i Keramisk Haandbog I-II, 1919-24, et monumentalt værk der forelå delvis udgivet og fuldt afsluttet i manuskript ved hans død.

Familie

Forældre: professor, senere etatsråd A. H. (1814-94) og Ida S. Fridericia (1838-1920). Gift 1. gang 22.11.1887 i Kbh. (Mos.) med Alice Johanne Ruben, født 27.4.1866 i Kbh. (Mos.) (gift 2. gang med læge Poul William Kuhn Faber, 1865-1912, gift 3. gang med læge C. E. Bloch, 1872-1952), død 18.7.1939 i Egebjerg, Holbæk amt, d. af etatsråd, fabrikejer Bernhard Harald R. (1829-96) og Ida Coppel (1845-1913). Ægteskabet opløst 1894. Gift 2. gang 15.5.1897 i Kbh. (b.v.) med senere keramiker Karen Anna Topsøe (Karen H.), født 27.10.1872 i Kbh. (Helligg.), død 30.1.1943 sst., d. af forfatter Vilhelm T. (1840-81) og Augusta P. K. Petersen (1846-1901). – Bror til H. I. H.

Ikonografi

Mal. af J. P. Wildenrath ca. 1883. Tegn. af A. V. Larsen, 1883 og af Eva Kalkau ca. 1892 (begge Fr.borg). Mal. af J. Rohde, 1893 (Hirschsprung). Mal. af Halfdan Strøm, 1899 (Nasjonalgalleriet, Oslo). Tegn. af bl.a. Fr. Andersen, 1910 og Johan Rohde (Kgl. bibl.). Mal. af V. Johansen, 1912 (Kunstindustrimus.), forstudier hertil. Plakette af E. Utzon Frank og Mogens Bøggild, 1923. Buste af Gunnar Nylund udst. 1931. Foto. – Mindesten af Utzon Frank i Kunstindustrimus. gård, 1926.

Bibliografi

Bibliografi. Merete Bodelsen: E.H.-bibliografi, 1884– 1923, 1942.

Kilder. E.H.: Erindringer I: Min barndom, 1914. E.H.: Erindringer fra barndom og ungdom, udg. H. P. Rohde, 1966. Breve fra Julius Lange, udg. P. Kobke, 1902. Lit. Vilh. Slomann i Tidskr. för konstvetenskap VII, Lund 1923 117-20. Johan Rohde i III. tid. 18.3. s.å. Svend Dahl i Årbog for bogvenner VII, s.å. 99-103. Anker Kyster i Skønvirke IX, s.å. 17-19. Carl G. Laurin i Tilskueren XL, s.å. 1 274-79. Politiken 9.3. s.å. Papirer i Kgl. bibl., i Hirschsprungs saml. og i Kunstindustrimuseet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig