Theodor Bierfreund

Theodor Bierfreund, Lorentz Christian Theodor Bierfreund, 17.3.1855-16.5.1906, litteratur- og kunsthistoriker. Født i Odense, død på Skodsborg sanatorium, begravet i Odense. Efter at have taget præliminæreksamen 1871 fra Schneekloths skole gik B. over i praktisk virksomhed idet han blev uddannet i provinsen som maskinkonstruktør og senere arbejdede som sådan i Amerika 1876–78. Hans stærke kulturhistoriske og litterære interesser førte ham dog snart ind på den akademiske løbebane; han blev student 1880 (privat dimitteret), tog magisterkonferens i engelsk sprog og litteratur 1890 og erhvervede 1891 den filosofiske doktorgrad for afhandlingen Palemon og Arcite, en kritisk undersøgelse af det Shakespeare tillagte skuespil Two noble Kinsmen. 1892 udgav han sit stort anlagte arbejde Kulturbærere, i hvilket han i lettilgængelig form giver en fremstilling af forrenæssancen i den europæiske poesi med Dante, Petrarca, Boccaccio og Chaucer som hovedfigurer. Hertil sluttede sig den 1898 udkomne litterære monografi Shakespeare og hans Kunst der fortrinsvis havde sat sig til opgave at klarlægge Shakespeares autentiske oeuvre og delvis var polemisk rettet mod Georg Brandes' tre år ældre skrift om samme emne. B. der i nogle år var lærer ved de Brockske handelsskoler kæmpede med sygdom og små kår; for at vinde midler til at gennemføre sit kunst- og kulturhistoriske forfatterskab skrev han 1893–98 fire romaner, af hvilke den betydeligste er den selvbiografiske skildring Ira, 1897. Den hovedopgave han havde sat sig, at give en samlet fremstilling af Michelangelos personlighed og kunst, nåede han ikke at fullføre; sine forstudier dertil over florentinsk jttrocento udnyttede han 1901 i Florens. Monumenter og Mennesker og 1903–04 i Florens. Billedkunst I–II. Et lidet betydeligt arbejde om Rembrandt havde han offentliggjort 1900. Kort før sin død deltog B. aktivt i debatten om projekterne til det 3. Christiansborg slot hvor han var medophavsmand til det forslag som arkitekterne Carl Brummer og K. Mørk-Hansen offentliggjorde 1905. Herom udgav han s.å. det polemiske og stærkt personligt farvede indlæg Det danske Slot. Kongens. Rigets. Rettens. Folkets. I B.s mere litterært omskrivende end æstetisk og stilhistorisk indtrængende kunstvidenskabelige produktion er hans mangel på skoling særdeles følelig og hans formelle kultur og personlige indstilling over for kunstværker ofte usikker. Sikkert har dog hans kulturhistoriske skrifter der er stærkt præget af hans skønhedsglæde og levende humanisme haft ikke ringe betydning som folkeopdragende læsning.