Ida de Bombelles

Ida de Bombelles, Adelaide Caroline Johanne de Bombelles,  20.9.1792-23.11.1857, mimisk-plastisk og musikalsk kunstner. Født på Sophienholm ved Frederiksdal el. i Kbh. (Petri), død i Wien, begravet 18.12. i Kbh. (Holmens). B. røbede allerede som syvårig et mimiskplastisk talent, og hendes evne til i attituder at genskabe figurer fra billed- eller digtekunstens verden uddannedes, såvel som hendes sangstemme, gennem målbevidst arbejde ledet af moderen der i "Idas ästhetische Entwickelung" (tillæg til "Wahrheit aus Morgenträumen", 1824) selv har givet en skildring af denne udviklings forløb.

B. kom til at tilbringe størstedelen af sit liv uden for Danmarks grænser; 1801–03 og 1805–10 ledsagede hun moderen på hendes store rejser til Tyskland, Schweiz og Italien, og kort efter giftermålet forflyttedes hendes mand fra Kbh. til Dresden, akkrediteredes derefter forskellige italienske hoffer og endte sin diplomatiske løbebane som gesandt i Bern. Overalt hvor B. kom, ved hoffer, i private selskaber, blandt kunstnere og digtere, vakte hun stor begejstring ved sine attituder og sin smukke sang. Af hendes kunst får man ikke noget stærkt indtryk i de tegninger (af C. H. Kniep) hvori hendes attituder er foreviget, men den europæiske samtid nævner hende jævnsides med de største dyrkere af den dengang hypermoderne genre, Lady Hamilton og fru Hendel-Schütz. Madame de Staël der havde stor indflydelse på B.s udvikling berømmer hende i "De l'Allemagne" (1810), og A. W. Schlegel og Lamartine har hyldet hende i større digte ("An Ida Brun" og "La voix humaine") og til hendes beundrere hører i øvrigt Benjamin Constant og Chateaubriand, Wieland og Goethe foruden de hjemlige digtere; kunstnere som Angelica Kauffmann, Antonio Canova og Thorvaldsen har alle været betaget af hende. Hendes kunst vedblev, trods den omhyggelige uddannelse, at være af en mærkelig ureflekteret art uden nogen udviklet personlighed bag; så snart hendes præstationer var forbi har hun nærmest virket ubetydelig, men den megen virak steg hende ikke til hovedet; hun bevarede stedse en fordringsløs godmodighed og barnlig naivitet som indtog alle. Ganske uundværlig blev hun for svigerinden, Napoleons enke Marie Louise, hos hvem hun efter sin mands død tog ophold i Parma. Efter Marie Louises død flyttede hun til Wien hvor hun tilbragte sine sidste leveår. J. L. Heiberg der havde sværmet for hende omkring 1813 (bl.a. digtene "Til Adelaide", "Adelaides Segl" og "Gespräch zwischen Sophienholm und Bellavista") skrev ved hendes død det smukke ottavedigt: "De samle sig, lig underfulde Drømme, de rige Minder fra en svunden Vaar" (trykt i Adresseavisen dec. 1857).