Jacob Binck, 1500-.antagelig aug.1569, kunstner. Efter eget udsagn født i Køln. Død i Königsberg. Som kobberstikker er B. påvirket fra Albrecht Durer og hans elever, "die Kleinmeister", men også fra Nederlandene.

Et tidligt vidnesbyrd om hans forbindelse med Danmark er formentlig et kobberstukket portræt af Christian II efter en pennetegning udført af Jan Gossaert under kongens ophold i Nederlandene. B. tilskrives desuden to mindre portrætter i kobberstik af kongen og dronning Elisabeth, begge efter træsnit (dateret 1525) fra Gossaerts portrætter. Fra 1535 stammer portrættet af Christian III, stukket i en sølvplade (Rosenborg).

Tre år efter får B. gennem kongens rentemester for hertugdømmerne udbetalt otte gylden mønt for ikke nærmere angivet arbejde. En sølvmedalje fra 1541 i møntsamlingen med kongens portræt på forsiden og det danske rigsvåben på bagsiden, samt et par guldskuepenge sst. med Christian IIIs og dronning Dorotheas brystbilleder er hans arbejder. Desuden har han skåret stemplerne til Christian IIIs segl fra 1538 og til kongens store, pragtfulde majestætssegl, der bærer årstallet 1546. 1541 udlånte kongen B. til Gustav Vasa i Sverige.

Kunstneren kaldes ved den lejlighed "vor kontrefejer og seglskærer". Det første ord betyder portrætfremstiller i det hele taget. Om efteråret 1543 er B. i Königsberg hos hertug Albrecht af Preussen, gift med Christian IIIs søster Dorothea. Efter hendes død 1547 knyttede hertugen kunstneren fast til sig, som det udtrykkelig siges i bestallingen, som "hertugens tjener, kontrefejer og kunstner" på ærefulde og fordelagtige vilkår.

I sommeren 1548 kom B. til Danmark med orlov fra hertugen, og om efteråret var han med i det følge der ledsagede Christian IIIs datter Anna til hendes bryllup i Sachsen. Derfra må han være rejst til Nederlandene hvor han i Antwerpen skulle tilse udførelsen af det gravmæle over hertuginde Dorothea der var bestilt hos Cornelis Floris, og hvor han købte forskellige kunstværker til Christian III og kongens kansler Johan Friis.

Han tegnede desuden Christian IIIs portræt og det danske rigsvåben, indrammet af en rulleværkskartouche. Begge arbejder blev xylograferede til den danske bibeloversættelse fra 1550. S.å. udarbejdede B. i forening med kongens bygmester Martin Bussart en model til fæstningen Krempe i Holsten. B.s forbindelse med Johan Friis hvis portræt fra 1550 ligeledes tilskrives ham kan også have omfattet en aktiv medvirken ved ombygningen og udsmykningen omkring 1550 af kanslerens fynske ejendom Hesselagergård. Denne forsynedes udvendig, ligesom den nærliggende Hesselager kirke med moderne "vælske" prydgavle.

Til dekorationen af det indre hørte udmalingen af en stor sal i husets vestende med en hjortefrise og forskellige figurscener, udført efter stukne forlæg af Cranach-skolen og af sydtyske "Kleinmestre" som H. S. Beham. 1552–53 er han i Lübeck.

Derimod er det uvist om en planlagt rejse til Antwerpen for at hente Frederik Is gravmæle finder sted. Fra disse år stammer to ensidede kobbermedaljer i møntsamlingen, forgyldte på forsiden hvor de bærer henholdsvis Christian IIIs og Frederik Is portræt. 1554 er han atter påviselig i Konigsberg. Efter Christian IIIs død nytårsdag 1559 skrev Frederik II i sept. til hertug Albrecht om han ville udlåne B. til den danske konge. B. lovede at komme næste forår; det vides ikke om han holdt ord.

B. er en af de første kunstnere der her i landet har malet og modelleret profanportrætter. Vurderingen af hans indsats som portrætmaler vanskeliggøres dog ved værkernes ofte mangelfulde overlevering (en del er stærkt overmalede, andre eksisterer kun i senere kopier); hertil kommer usikkerheden i forbindelse med autenticiteten af hans signatur på enkelte billeder.

Blandt de portrætter der er blevet tilskrevet B. findes på Fr. borg et miniatureportræt af hertuginde Dorothea af Preussen med det danske rigsvåben i portrætkapslens bund og det førnævnte, karakterfulde portræt af Johan Friis (1550). På Fr.borg ses endvidere portrætter af Birgitte Gøye (1550), Antonius Bryske (1554), Albrecht Gøye (1556), samt i kopier af Christian III og dronning Dorothea.

Til B. er ligeledes henført portrætter af hertuginde Dorothea (Statens museum), Gustav Vasa (1542, Uppsala universitet), Herluf Trolle (Herlufsholm, gi. kopi) og Sophie Rosenkrantz (1551, Gavnø; gi. kopi).

Familie

gift 1. gang før 1557. Gift 2. gang i begyndelsen af 1561 med Margrete der overlevede ham og indgik nyt ægteskab.

Ikonografi

Selvportr. i stik. Stik efter dette af Hondius, stik af VM., af ubekendt og litografi af Maximilian Frank. Relief, selvportr. (Königsberg slot). Autenticiteten af disse portr. har været betvivlet.

Bibliografi

Nye danske mag. I, 1794 321–64. F. Beckett: Renaissancen og kunstens hist. i Danm., 1897. H. Ehrenberg; Die Kunst am Hofe der Herzoge von Preussen, 1899. F. Beckett i Tidsskr. for kunstindustri, 1899 179–90. O. Andrup: Det nationalhist. museum på Fr.borg. Udvalg af museets erhvervelser 1913–25, 1925 3. F. Beckett: Kunst i Danm. Renæssancens portrætmaleri, 1932. W. Karlsen i Tidsskr. for konstvetenskap XVII, 1932 15–27. G. Galster: Danske og norske medailler og jetons, 1936 4–13. J. Sthyr: Dansk grafik 1500–1800, 1943 (fot. optr. 1970) II 14f. Chr. Ax. Jensen: Dsk. adelige gravsten I-II, 1951–53. F. W. Hollstein: German engravings, etchings and woodcuts ca. 1400–1700 IV, 1954–12–113. O. Norn: Hesselagergård og J. B. (medd. fra Foren, til gamle bygningers bevaring 8.r. IV), 1961. Samme i Kulturminder V, 1965 51–71. T.Riis i Hafnia I, 1970 35–49.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig