Dansk Biografisk Leksikon

C.A. Claudius

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.A. Claudius, Carl August Claudius,  1.5.1855-22.2.1931, samler. Født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg., begravet sst. C. der oprindelig var lærer ved Mariboes skole i Kbh. og derefter 1877-82 inspektør ved Det forenede velgørenheds selskabs skole, gik snart over i praktisk forretningsvirksomhed og boede 1884-1906 i Malmø hvor han grundede en tekstilfabrik. Endnu ved sin død var han indehaver af et blomstrende svensk etablissement for tilvirkning af possementvarer. 1914 blev han dansk konsul for Peru, 1915 generalkonsul. Tidligt udrustet med en levende musikalsk interesse samlede han såvel i hjemmet i Malmø som i Kbh. hvor han på ny bosatte sig 1906 en talrig kreds om sig af førende navne inden for de to landes musikliv. Under opholdet i Sverige foranledigede han oprettelsen af den derværende sektion af Internationalt musikselskab og var dennes formand indtil krigen 1914. Ligeledes var han sjælen i grundlæggelsen af Musikhistoriska Museet i Stockholm 1899, inden for hvis rammer han 1910 fik oprettet et Gunnar Wennerberg Minnesrum hvis forhistorie er skildret af ham i tidsskriftet Musik, 1917. Også Musikhistorisk museum i Kbh. nød stedse godt af hans storsyn, hans sagkundskab og ikke mindst af hans rige samlinger. Han indtog derfor også en fremskudt plads inden for ledelsen af begge de to museer samt af Dansk folkemuseum og Kronborgmuseet. Endelig var han virksom ved stiftelsen af den musikologiske forening Dansk musikselskab og var i sine sidste år dettes formand ligesom han selv skrev i dets publikationer "Aarbog for Musik". Som født samler med mangesidige interesser fyldte han sit hjem med righoldige skatte af græske og romerske mønter, kobberstik, autografer, exlibris osv., men navnlig vil hans navn være knyttet til den omfattende og betydningsfulde samling af historiske musikinstrumenter, en af de største privatsamlinger i Europa, der efter testamentarisk bestemmelse skulle bevares som en sluttet enhed under hans navn og under suspensive betingelser tilbydes den danske stat. Af denne med rette højt ansete samlings tilblivelse har han givet en skildring i "Musik" 1921, oversat til forskellige sprog, samt i indledningen til det af ham selv affattede, men først efter hans død udgivne storstilede katalog C. Claudius' Samling af gamle Musikinstrumenter ved Godtfred Skjerne, 1931, hvori han har nedlagt hele sin viden om sine instrumenter.

Statens overtagelse indtraf dog først mange år efter C.s død ved en kgl. konfirmeret fundats 1946. Efter ombygning og nyordning blev samlingen åbnet for offentligheden 1954. Ved en tidligere lejlighed havde C. udkastet tanken om at se sin samling forenet med Musikhistorisk museum i Kbh. Af pladsmæssige grunde kunne denne tanke først realiseres da Musikhist. mus. erhvervede tre naboejendomme. Ved permutering af fundatsen fra 1946 forenedes de to samlinger 1977 under navnet Musikhistorisk museum og Carl Claudius' samling og er nu (1979) en af Europas mest repræsentative samlinger af musikinstrumenter. Sammen med sin hustru der var billedhugger og forfatter (En Herregaardsroman, 1925) hørte C. gerne ved koncerter i hjemmet de gamle instrumenter bragt til live under fremragende kunstneres hænder. Af hans herhen hørende studier foreligger fremdeles trykt de to kongresforedrag Die schwedische Nyckelharpa, 1906 og Schwedische Bauernspielmänner, 1914. Som en anerkendelse fra svensk side blev han 1928 medlem af Kungl. musikaliska akademien. C. var gennem mange år formand for Sundby asyl.

Familie

Forældre: buntmagersvend, senere rekvisitforvalter ved Det kgl. teater Carl Johan Edvard Jensen (fra 1882 Jensen C.) (1829-95, gift 2. gang 1878 med Johanne Kirstine Jensen, 1854-1931, gift 2. gang 1900 med skræddermester Jens Truelsen Thulin, 1846-1922) og Caroline Jensine (Signe) Marie Carlsen (1821-76). Navneforandring 11.11.1882. -15.11.1883 i Kbh. (Helligg.) med Johanne Sophie Mathilde Lynge, født 2.5.1861 i Kbh. (Frue), død 31.5.1926 i Fredensborg, d. af boghandler, senere kancelliråd H. H. J. L. (1822-97) og Wilhelmine Andersen (1827-91).

Udnævnelser

R. 1898. DM. 1920. K.2 1923.

Ikonografi

Mal. af Bernhard Österman, 1902. Buste, modelleret af hustruen, i marmor ca. 1925 ved H. P. Pedersen-Dan (Musikhist. mus., Kbh.). Foto.

Bibliografi

CC. i Samleren II, 1925 118-20. - G. F. Steiner i Snällposten, Malmö 11. og 15.3.1899. Der deutsche Instrumentenbau, Berlin 8.12.1899. Svensk musiktidn. 8.6.1900. G. Hetsch i III. tid. 1901-02, nr. 49. Johs. Svanberg: Musikhist. museet, Sth. 1910. E. Munksgaard i Årbog for bogvenner, 1922. M. Pergament i Slöjd og ton, Sth. 1934 44-47. G. Skjerne i Ord och bild, Sth. 1952 19-25. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Musik
Klassisk musik og jazz, folkemusik, rock, funk ...Artikel i Den Store Danske
Claudius
... Tiberius Claudius Nero Germanicus , 10 f. ...Artikel i Den Store Danske
generalkonsul
(lat. general- + konsul ), udsendt konsul, der ha ...Artikel i Den Store Danske
forhistorie
det tidsrum, der går forud for historisk tid, og ...Artikel i Den Store Danske
billedhugger
skulptør , kunstner, som arbejder med skulptur ...Artikel i Den Store Danske
Sundby
bydel på Amager, en del af Københavns Kommune ...Artikel i Den Store Danske
historiske musikinstrumenter
instrumenter af ældre dato eller nøjagtige ko ...Artikel i Den Store Danske
Malmø
by på den svenske Øresundskyst i det frugtbar ...Artikel i Den Store Danske
musikinstrumenter
fællesbetegnelse for genstande, der anvendes til ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
sberg
17/07/2011
GSk
17/07/2011
  • Læst 424 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki