Hans Knudsen, Hans Christian Martinus Knudsen, 16.8.1865-6.1.1947, landskabsmaler. Født i Roskilde, død i Slagslunde, Fr.borg amt, urne på Lundø kgd., Viborg amt. K. kom seksten år gammel i malerlære hos dekorationsmaler C. F. Aagaard i Odense og rejste 1884 til Kbh. hvor han fra 1888 i ca. syv år besøgte Kristian Zahrtmanns skole. 1890 debuterede han på Decemberudstillingen og har på få år nær udstillet regelmæssigt på Charlottenborgs forårsudstilling 1893–1946, foruden på Den frie udstilling 1901–05. 1896 deltog han i Kunstnernes studieskoles udstilling og 1937 afholdt Kunstforeningen i Kbh. en udstilling af hans arbejder. K. fik akademiets årsmedalje 1. gang 1916 for Graavejrsdag. Vinter. Motiv fra Ganløse Ore Skov, 2. gang n.å. for Afteninteriør (Maribo museum) og blev dermed medlem af plenarforsamlingen. I 90erne og begyndelsen af 1900-tallet modtog han en række akademistipendier, og 1919 fik han den Serdin Hansenske præmie for genremaleri for En Dreng, som tegner Model. -K. er en af de få danske kunstnere der aldrig har rejst i udlandet. Han førte alle sine dage en stille og tilbagetrukket tilværelse, og selv om han regelmæssigt har sendt et par billeder ind til Charlottenborgs forårsudstilling, er hans navn ret ukendt. Hans område er landskabsmaleriet, og som landskabsmaler fortsatte han traditionen i dansk kunst. Allerede i 90erne søgte han tilknytning til L. A. Ring, og i sit natursyn og hele maleriske opfattelse blev han påvirket af denne. En anden kunstner der fik betydning for ham var Albert Gottschalk, og undertiden viser hans billeder samme lyrisk koloristiske anslag som dennes. K. har dog fundet sin bedste inspiration i naturen selv. Han har levet i beskedne husmandskår midt i de egne han har skildret, og fulgt årstidernes skiften fra dag til dag. Han har navnlig malet motiver fra Brønshøj, Værløse og fra egnen ved Ganløse, både de åbne kuperede marker, Ganløse Ore skov og vejen, der snor sig langs skovhegnet med de fattige husmandshuse. Han holder af den klare, rene efterårshimmel der gør konturerne skarpe og bakkeformerne præcise, og det hvide vinterlandskab, men han har også skildret den grå, disede forårsluft mellem huse og træer i landsbyen. Han har et sikkert blik for kompositionen og en udpræget billeddannende evne og arbejder med en fint nuanceret skala af grålige og brunlige farvetoner. Foruden landskaber har han malet en del smukke interiører ved lampelys og nogle karakterfulde selvportrætter (udstillet på Charlottenborg 1919, 1923, 1928 og 1931). K. er repræsenteret på kunstmuseet med Sommerdag, Motiv fra Tange, 1898, og på Hirschsprungs samling med Solskin først i September, 1900 og Sommerdag sidst i August (Ellemose ved Brønshøj), 1901. 1926 udførte han Klar Dag i Slutningen af September. Udsigt fra Skive Kirkebakke til Skive rådhus i anledning af byens 600 års jubilæum.

Familie

Forældre: trikotagehandler Martinus K. (1831–88) og Johanne Cathrine Jensine Crone (1828–1904). Gift 9.5.1909 i Ganløse med Sørine Kristine Thomsen, født 27.5.1880 i Lundø sg., død 5.1.1964 på Frederikssund sygehus, d. af fisker Søren T. (1842–1912) og Ane Dorthea Rasmussen (1851–92).

Ikonografi

Selvportr. bl.a. 1912, 1918, 1919, 1921, 1923, 1928, 1931, 1937. Mal. af Kai Nielsen ca. 1916. Tegn. af Otto Christensen, 1935 (St.mus.). Mal. af Viggo Johansen og af Peder Larsen, 1946.

Bibliografi

Interview i Berl. aften 29.11.1935. – J. E. Hohlenberg i III. tid. 29.6.1913.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig