Hermann Carmiencke, Johan Hermann Carmiencke, 9.2.1810-15.6.1867, landskabsmaler. Født i Hamburg (Jacobi), død i Brooklyn, begravet sst. C. kom i malerlære hos sin bror i Hamburg og drog 1831 med Johan Mohr til Dresden for at lære hos J. C. Dahl; afsluttende uddannelse søgte han i Kbh. på akademiet fra 1834, udstillede allerede 1835 og blev støttet ved at kongen købte nogle af hans malerier. De følgende år var han snart i Tyskland (fx hos grevinde Schonburg på Wechselburg ved1 Leipzig 1838, eller i München 1842), snart i Sverige (Småland 1841), snart herhjemme. 1845 blev han dansk statsborger og fik akademiets hjælp til en toårig Italiensrejse. 1835-51 udstillede han på Charlottenborg 50 arbejder. Den tyskfjendtlige stemning i Kbh. efter treårskrigen har formentlig medvirket til at C. 1851 foretrak at udvandre med sin familie til Amerika. Han bosatte sig i New York hvor han opnåede stor anseelse og var medstifter af akademiet i Brooklyn. Også under sit ophold i Danmark nød han almindelig anerkendelse og synes desuden gennem formidlingen af indtryk fra Dahls og C. D. Friedrichs kunst at have øvet en vis indflydelse på dansk landskabsmaleri. C. arbejdede endvidere som raderer og udsendte ialt 35 blade hvoraf Kunstforeningen 1850-51 udgav to rækker. Han er repræsenteret med værker på statens museum, kobberstiksaml., Øregård museum samt i Kunsthalle, Hamburg (Alsteren ved Poppelbuttel, 1833).

Familie

Forældre: arbejdsmand Meinert Jasper C. (1757-1824) og Anna Elisabeth Paulsen (1768-1840). Gift 22.5.1838 i Kbh. (Petri) med Marie Wilhelmine Karoline Klein, født 28.12.1817 i Kbh. (Petri), død 4.4.1882 i Brooklyn, d. af bagermester Ludvig (Louis) K. (1777-1847) og Cathrine Magdalene Müller (1786-1856).

Ikonografi

Tegn. af A. Hohneck, 1836. Tegn. af A. W. Boesen (Skandinavisk foren, i Rom). Tegnet selvportr. (Fr.borg).

Bibliografi

M. Blixenkrone Grøn: Slægten Grøn-Müller-Klein, 1905 119-29. A. Andresen: Deutsche Maler-Radierer des XIX. Jahrh. IV, Lpz. 1870 46. H. Bramsen: Landskabsmaleriet i Danm. 1750-1875, 1935 63f, fig. 32. J. H.C. Drawings and watercolours. Exh.cat. Smithsonian inst., Washington 1973. O. Klose og L. Martius: Skandinavische Landschaftsbilder, Neumünster 1975 45f. Abb'. 44.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig