Thorald Brendstrup, 25.5.1812-4.5.1883, landskabsmaler. Født antagelig i Sengeløse, døbt i Fjenneslev, død i Kbh. (Johs.), begravet sst. (Ass.). B. lærte dekorationsmaleri på akademiet og porcelænsmaleri på Den kgl. porcelainsfabrik hvor han arbejdede til 1846. Derefter koncentrerede han sig om landskabsmaleriet som han havde dyrket ved siden af. Han fik akademistipendium og var i Italien 1847–50 og foretog atter 1857–60 en stor udenlandsrejse. I øvrigt havde han i begyndelsen af 1840erne udstillet sydlandske landskaber bl.a. fra Portugal så han må formodes også at have været udenlands på den tid. Han udstillede regelmæssigt på Charlottenborg fra 1835 til 1882 foruden udenlandske landskaber talrige danske, især fra Nordsjælland. Medlem af akademiet blev han 1874. Som landskabsmaler var han af den gamle skole, også i sine tidlige arbejder i forhold til fx de kun få år yngre "nationale" landskabsmalere. Han var udpræget og ensidigt idylliker, og det var lige så lidt i den nye tids ånd som hans store interesse for landskaberne i Syden. Han synes da heller ikke at have været skattet af de toneangivende nationalister, blev ikke omtalt bortset fra en tidlig, i øvrigt rosende omtale. Han fik heller ikke i levende live solgt billeder til Den kgl. malerisamling. Først langt senere har man fået øjnene op for hans billeders fine egenskaber. Statens museum for kunst ejer billeder, studier og tegninger af ham. Hans liv og især hans lange ophold udenlands er kun ringe oplyst.

Familie

Forældre: tømrermester Søren Jensen B. (1771–1848) og Mette Marie Wiborg (ca. 1779–1817). -4.5.1855 i Gentofte med Pauline Regine Kierkegaard, født 22.2.1834 i Kbh. (Helligg.), død 30.1.1921 sst., d. af silke- og klædekræmmer Lauritz K. (1786–1836) og Elisabeth Caroline Bøgild (1793–1856).

Udnævnelser

R. 1876. D.M. 1878.

Ikonografi

Tegn. af L. Frølich, 1848 (Skandinavisk forening i Rom). Litografi. Tegn. af H. Olrik, 1859 (Fr.borg). Buste af Th. Stein ca. 1875. Relief af samme 1883 (gravstenen). Træsnit af H. P. Hansen, 1883. Tegn. af Chr. Bayer og afbildet på karikaturtegn, af P. A. Plum. Mal. af F. Vermehren, 1902 (udstillingsfonden, Charlottenborg).

Bibliografi

S. Otto Brenner: Stamtvl. over slægterne Brendstrup og Thrige, 1930. Dansk kunstblad II, 1837 198–200. P. Weilbach i Ude og hjemme, 1883 395f. Katalog over B.s dødsboauktion 1883. – Breve i akademiets arkiv og Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig