K.V. Koch, Karl Vilhelm Koch, 6.11.1878-2.5.1945, litograf. Født på Frbg, død i Kbh. (Cit.), begravet på Frbg. (Solbjerg). K. tog præliminæreksamen fra Schneekloths skole. Efter at være blevet cand.polyt. 1903 rejste han til Amerika hvor han opholdt sig i fem år og en tid lang var ansat hos et rådgivende ingeniørfirma i New York City. 1909 dannede han i Kbh. sammen med ingeniør P. A. Tutein firmaet Tutein & K.. Reproduktionsanstalt og Kliché-fabrik. 1919 blev han eneindehaver. Han interesserede sig i sine yngre år meget for gymnastik og rosport og var 1910–12 formand for Polyteknisk roklub. 1917 blev han formand for dansk litografisk principalforening, og da denne 1927 forandrede navn til Dansk litograflaug var K. dermed oldermand for dette. 1923 afløste han oldermand, bogbindermester P. O. Olsen som formand for Håndværkerforeningen i Kbh. Om hans virksomhed her er der ved given lejlighed fra kompetent side udtalt følgende: "Han er tilpas ærgerrig på foreningens vegne, har et omfattende initiativ, er ikke bange for at vove pelsen, er dygtig stædig, når han mener, hans standpunkt kan forsvares, og endelig meget lydhor for alt, hvad der kan gavne håndværkerstanden". I K.s formandstid fik Håndværkerforeningen et nyt hjem ved at erhverve det Moltkeske palæ og omdanne det til foreningsbygning med selskabslokaler. – K. var bestyrelsesmedlem i en række af håndværkets og industriens institutioner og organisationer, deriblandt Teknologisk institut (næstformand), Det tekniske selskabs skole, Industrirådet, fællesrepræsentationen, Håndværkerbanken og Dansk arbejdsgiverforening, og han sad i bestyrelserne for landsforeningen Dansk arbejde og Dansk luftværns Kbh.-kreds m.m. Han var handelskyndig meddommer i østre landsret. 1930–32 var han medlem af folketinget (konservative folkeparti). –

Familie

Forældre: teglværksejer, senere inspektør ved Frbg. Assistens, senere Solbjerg kgd. Rudolph Sigvard K. (1837–1917) og Martha Charlotte Jensen (1845–88). Gift 13.7.1903 i Brooklyn med Bertha Marie Andersen, født 14.10.1872 i Brede, død 3.12.1957 i Augustenborg, d. af smed, senere købmand Peter A. (1844–1903) og Olivia Agnete Johanne Hansen (1846–1914).

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1931. K2. 1940.

Ikonografi

Mal. af V. Irminger, 1928 (Håndværkerforeningen, Kbh.), Rud-Petersen, udst. 1941 og Mary E. Havning, udst. 1943 (fællesrepræsentationen for da. håndværk og industri). Foto.

Bibliografi

Sv. Dyring i Dansk bogtryk III, 1924 169f. Håndværkerbladet. Medlemsbl. for håndværkerforen. i Kbh. 15.4.1924 og 1.11.1928. Tutein & Koch. Reproduktionsanstalt og clichéfabrik 1909–34, 1934. Håndvær-kerforen.s æresfest for K. V. K., 1942. Eigil B. With i Ingeniøren LIV, 1945 A 219. Danm.s håndværk og industri, s.å. 88f. De grafiske fag, s.å. 153f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig