Abraham Wuchters, 28.11..1608-23.5..1682, maler. Født i Antwerpen, død i Notre Dame kirken, begravet i Sorø efter. W. begyndte sin karriere i Danmark 1638 med at male et stort helfigursportræt af Christian IV (Fr.borg). Året før sad han i små kår i Amsterdam. Hvad der førte til at han kunne foretage dette vældige spring ved man ikke; hans arbejde før 1638 er ukendt. W. malede flere portrætter af kongen og gjorde sig fortjent til en rejse til Amsterdam som han fik 1640-42. Hernede lod han udføre to kobberstik efter Chr. IV-portrættet. Disse begivenheder passer sammen med en anden række kendsgerninger på en måde som formentlig ikke er tilfældig. W. kom til Danmark mens Karel van Mander var i udlandet. W. rejste ud kort efter at van Mander var vendt hjem. Året efter at W. havde præsenteret de to kobberstik sørgede van Mander for at den fremragende kobberstikker Albert Haelwegh udførte kongelige portrætter efter hans forlæg. De tre mænd kom med tiden til at stå hinanden nær. De nåede alle på deres fælles, måske lidt snævre felt, portrættet, et niveau som giver dem en særstilling i århundredets danske kunst. I vore dage er der en udbredt og forståelig tilbøjelighed til at vurdere W. højest af de tre.

Straks i begyndelsen af 1639 havde W. fået et af de ganske få embeder for en kunstner som fandtes i landet, stillingen som lærer i maleri, tegning og arkitektur på det ridderlige akademi i Sorø.

Opgaven var vigtig. Eleverne var den ungdom der var udset til at bære statens fremtid. Man har ingen mulighed for at sige noget om hvad der kom ud af det, og hertil kommer at netop den generation frustreredes da enevælden blev indført. Lønnen var god. Han fik dertil jord at dyrke og en tjenestebolig som man beredvilligt lod udvide da han blev gift. Senere overtog han den som ejendom og beholdt den til sin død. Til gengæld lagde embedet beslag på hans arbejdskraft; men han havde det held at kongen gav ham opgaver som maler. Det bragte ham nu og da til Kbh. hvor han senere ligefrem havde et sted at arbejde. Fra de første 15 år findes der ingen spor af, at han malede for private, med en undtagelse som bekræfter regelen. 1646 malede han Christian Barnekow (Sörbytorp) der dels var hans elev på akademiet, dels lod sig male i hel figur, som W. havde brug for at øve sig i til kongens bestillinger. W. malede 1645-46 kongens børn og svigerbørn i store helfigursbilleder, hertug Frederik (Amalienborg) og Sophie Amalie (brændt 1859, en smuk tegning efter det af J. V. Gertner i Kgl. bibl.), Hans Ulrik Gyldenløve (brændt 1859, kopi på Rosenborg), Ulrik Christian Gyldenløve (Statens museum for kunst), Elisabeth Sophie Gyldenløve (Fr.borg) og hendes tilkommende mand Claus Ahlefeldt, en storslået serie, tør man roligt sige, selv om den til dels kun er indirekte kendt. Den er ikke som Chr. IV-portrættet fra 1638 fremmedartet og barsk. Ændringen kan eller snarere må skyldes, at W. har studeret van Manders malerier; bestilleren kan have ytret ønske om det. Det spores allerede i et maleri af kongen (brændt 1859, kopi på Gripsholm) som formentlig er malet 1640. Det ny giver sig udtryk både i farvevalg og komposition; men i opstillingen vover W. sig ikke så langt ud som van Mander. Det karakteristiske for W. er den ro og slående naturlighed hvormed han skildrer de køligt aristokratiske skikkelser.

Ved tronskiftet 1648 udsendte W. store stik af den nye konge og dronning. De blev udført af Haelwegh. Men der gik flere år, før W. igen fik forbindelse med på den ene side kongen, på den anden kobberstikkeren. Lærerstillingen var stadig tyngdepunktet. Akademiet gav ham endog 1654 en stor og for ham enestående opgave, to malerier til altertavlen i Sorø kirke. Til det ene tog han forbillede i et flamsk stik af H. Wierix, det andet, nadveren, havde han en stor tradition at bygge på som han løfter ved nogle Rubensske elementer. Begge billeder er dog selvstændige, og det i så høj grad, at portrætmaler-maneren er fuldt til stede; engle og apostle er morsomt individualiserede. Omkring samme tid malede W. akademiets hofmester Jørgen Rosenkrantz (Fr.borg) i et stort hoftestykke, den form der i hundrede år havde været mest brugt af adelen. Der var andre adelige kunder, Tønne Reedtz (Fr.borg), Kjeld Lange og Birgitte Skeel (GI. Køgegård), og nogle der var mere fordringsfulde som Christence Lykke (Overgård) der lod sig male i hel figur. I sin altid levende søgen efter nye mønstre havde W. hæftet sig ved et portræt af dronning Kristina af Sverige som David Beck havde udført i van Dyck-opstilling og afleveret til den danske konge 1652. Arbejdsmetoden var frugtbar; W. benyttede siden kompositionen med endnu større bravur. Sit ypperste ydede W. i dobbeltportrættet af Christen Skeel og Birgitte Rosenkrantz (GI. Estrup) fra slutningen af 50erne. Fuldendt beherskede hele figurer, en uden forbehold vellykket sammenstilling af de to skikkelser med en smuk, diskret markering af samhørigheden, et monument over det gudvelbehagelige lutherske ægteskab.

W. havde taget sin kones lillesøster i huset. Hun blev 1653 gift med Albert Haelwegh. Svogerskabet synes at have sat noget i gang, for året efter var W. og Haelwegh i samarbejde om et ligprædikenstik for Henrik Lindenov og i de følgende år om flere stik, Thomas Bang, Wenzel Rothkirck og Birgitte Thott. Navnlig tegnede det godt, at W. fik lejlighed til at udsende stik af kongen, dronningen og prins Christian 1655. Han benyttede dem som udgangspunkt for en serie stik af rigsråderne, et politisk monument for adelsvældens sidste dage. Det lykkedes W. på eget initiativ, men ikke uden besvær, at få malet forlæg til alle rigsråderne i løbet af årene 1655-58. Nogle af raderne har han utvivlsomt truffet i Sorø. Stikkene blev udført i Haelweghs værksted af Adriaen Haelwegh, men kun to tredjedele af serien nåede at blive fuldført før foretagendet blev indhentet af krigen. Arbejdet blev vel standset, fordi serien som en helhed nu ikke mere skønnedes at have tilstrækkelig interesse.

Svenskekrigene fik indflydelse på W.s skæbne på en anden måde. Igen var det hans opholdssted i Sorø som skabte særlige muligheder. Den svenske konge og mange høje svenske officerer besøgte akademiet og lod sig male af ham. Der er bevaret en række dramatiske portrætter (Gripsholm, Skokloster) af rustningsklædte tyske fyrster der gjorde tjeneste i den svenske okkupationshær, Gottorp, Hessen-Homburg, Hessen-Darmstadt, Birkenfeld, Sulzbach, endvidere bl.a. Niels Brahe og i spidsen Karl X Gustav og Carl Gustaf Wrangel; de to blev stukket af Haelwegh. Ikke alle malerierne er egenhændige. W. havde en medhjælp, et par år senere kender man hans navn: Daniel Wuchters. Men flere afbillederne er glimrende. Farveskalaen er indskrænket, fremstillingerne formet over ideer fra stik efter van Dyck.

W. kom til at male for dronning Hedvig Eleonora af Sverige, og det temmelig meget. I den anledning opholdt han sig af og til på Frederiksborg 1659. Herhen hører formentlig to små olieskitser af Karl X Gustav og Hedvig Eleonora, mens en tilsvarende af Karl XI som lille dreng er malet i Sverige 1660 (Gripsholm). De er sikkert udkast til store billeder eller snarere til et stort af hele familien som W. siden havde under arbejde, men aldrig fik fuldført og hvis skæbne ikke kendes. Udtrykket er igen nyt. Kompositionerne er hentet hos van Mander, nu også med hans strøg af manierisme. Men mest er de små malerier spændende på grund af de brudte farver, gullige, brunlige og rødlige med små blå glimt, ganske ulig W.s tidligere. De er brillante vidnesbyrd om den sikkerhed der følger af fremgang.

Enkedronningen tog ham med til Sverige 1660. Her blev han halvandet år. 1661 opholdt han sig flere måneder hos dronning Kristina i Norrköping. Desuden er der nogle få omtaler af at han havde private kunder. Det var en stor tid for ham. Det første billede af Kristina (Uppsala universitet) er i sin naturalisme gribende, stort og enkelt, det fine blege ansigt mod en ulmende mørk baggrund. Sagen var igen grebet an anderledes end før, men dette glemte W. aldrig. Det ligger bag hans alderdomsværk. Det samme ansigt er anvendt i forklarelse i et hoftestykke, hvor dronningen er klædt i hvidt med et hvidligt vinterlandskab som baggrund (bl.a. Skokloster). En herre i hendes følge, Lorenzo Adami, er malet næsten som pendant som en civil udgave af de militære portrætter, men bredere i teknikken, glansfuldt og varmt. Det kunne ikke undgås at W.s succes måtte vække jalousi. Da David Klöcker kom hjem blev han rasende og udskreg W.s kompositioner, som han siden ikke undså sig for at gå tæt på, som hæslige. W. valgte at fortrække hjem til Danmark. Her ventede det gode embede i Sorø. Frederik III havde samtykket i hans fravær. Men hvad enten kongen alligevel bar nag eller om W. forivrede sig, opfyldt af sin storhed, sikkert er at han 1664 blev afskediget. Ikke et eneste arbejde kan henføres til 1664 eller 1665. Det er så meget des mærkeligere som W. 1664 flyttede ind hos Haelwegh og blev boende her indtil 1668. Netop 1665 samarbejdede Haelwegh med en nytilkommen maler Heinrich Dittmers. Der er grund til at tro at W. har arbejdet for svogeren, men ikke har fået sin signatur på de stik han tegnede forlæg til. Det ligner dog et nederlag. Naturligvis malede han. Han malede stilleben og billeder af sin og Haelweghs familie. Han malede et par renteskrivere, hvoraf en var hans nabo. Måske var det en vej der hjalp ham frem igen. Han malede rentemester Steen Hohendorff og endelig selveste rentemester Henrik Muller og hustru (Ledreborg), kansler Peder Reedtz i en lille skitse med mindelser om de svenske kongelige (Fr.borg) og et meget værdigt portræt af ærkebiskop Hans Svane (sst.). Billederne blev stukket af Haelwegh. Maleriet af Ove Juul (Ravnholt, gentagelse på Fr.borg) er dateret 1669 og kort efter malede han gehejmeråd Erik Krag (stik af Haelwegh; gentagelse af maleriet på Fr.borg). Men det bedste tegn på at krisen var overstået var at han 1667 kunne udsende et stik af prins Christian (V) og fik bestilling på at male ham og prins Jørgen. Efter kongeskiftet fik han bestalling som kgl. kontrafejer og eneret på stik efter sine forlæg, 1671. 1673 fik han tillagt Haelweghs løn mod at han ansatte en kobberstikkersvend til at stikke for kongen. Samme år flyttede han ind i en højst herskabelig gård "bag Børsen". Ved hjælp af et lån fra dronningen købte han den, og her nød han sin sociale succes der ikke blev mindre ved det tredje ægteskab med en dame der drev en stor grossistvirksomhed.

W. har malet Griffenfeld før 1671 (Rosenborg). Meget tyder på at rigskansleren var med på at W. var en mand der burde befordres. Et nyt portræt af Griffenfeld måtte udføres da han blev hvid ridder (Fr.borg) og atter da han fik elefanten (Kbh.s univ.), og der blev lavet flere kobberstik. W.s karakteristik af den spidst smilende, ironiske politiker er berømt. Af storkansler Frederik Ahlefeldt er der bevaret to W.-portrætter fra 70erne (begge Fr.borg). Også feltherren Hans Schack blev en stor kunde. Hans første portræt er fra før 1671 (Kletkamp); det gentages i de følgende år med mindre ændringer (Schierensee; Giesegård; Fr.borg) og W. malede hustruen, børn og svigersønnen Cai Lorenz Brockdorff (Kletkamp; Schierensee). Der kan nævnes flere af den nye herskende klasse: Mogens Frijs og hustru (Frijsenborg). Ivar Krabbe (Fr.borg), Holger Vind og hustru (Ledreborg), W. F. Wedell og hustru (Wedellsborg), Niels Rosenkrantz og hustru (Fr.borg, hidrørende fra Ryegård), Christian IVs døtre Christiane og Hedevig med sidstnævntes ægtefælle Ebbe Ulfeldt (?) og datter Christiana (Ovesholm), et epitafiebillede af Erik Rosenkrantz med tre hustruer (Hornslet kirke) og et borgerligt af Hans Hansen Osten (Holmens kirke) samt en karakter af anden art, den muntre latindigter, kgl. historiograf Vitus Bering (Fr.borg) m.fl. (Statens museum for kunst; Fr.borg). Det er et triumftog. Mange af de bedste er malet på svære kobberplader, hvilket også på anden måde er det bedste. Mange er gengivet i stik, i begyndelsen af Haelwegh, men endnu mens han levede benyttede W. andre. Svogrene kunne ikke enes. Men W. var forpligtet til at holde en svend så han lokkede svende fra Johan Huusman der arbejdede for Peder Resen. Det avlede strid. Retssagerne er kulturhistorisk interessante fordi der argumenteres om hvad en signatur indebærer, om eneret og om ophavsret. Til sidst fik W. fat i en dygtig kobberstikker, Hubert Schaten. W. optrådte en enkelt gang som bogforlægger.

De nævnte værker menes alle at stamme fra årtiet omkring 1670. I sidste halvdel af 70'erne, ser det ud til, havde W. ikke kræfter til at betjene andre end sine allervigtigste kunder, kongehuset. Dronning Sophie Amalie var den der havde taget vel mod W. da han kom hjem 1662. Måske stod hun med billederne af sønnerne 1667-69 bag det nye fremstød. Mange malerier gik tabt ved Sophie Amalieborgs brand 1689. Der er bevaret to portrætter af hende af W. foruden et par af hendes døtre (Rosenborg). W. kom til at male meget for Christian V og Charlotte Amalie. En årrække havde han i praksis monopol på fremstillingen af kongeportrættet, andre, selv Lambert van Haven benyttede W.s type i et billede. På den anden side måtte W. så også levere portrætter serievis til foræringer. Det forekommer at hans benyttelse af fremmede forlæg nu sker lidt vel uformidlet, ja han sætter hoveder på van Manders ufærdige lærreder. Men der kendes mange vældig gode portrætter af kongen (Rosenborg; Fr.borg; Gisselfeld m.fl.) og dronningen (Fr.borg; Gisselfeld; Adolphseck). For alvor mærkes løvens klo en sidste gang i to små malerier af kongeparret (Statens museum for kunst). De kan være forslag til fornyelse af typerne, men de blev aldrig udført i stort format. Der er en hensynsløs bredde i penselføringen som har virket provokerende selv i vore dage. Koloristisk hører de til det fineste fra W.s eksperimenterende værksted.

Man kan nok sige at de malerier W. udførte mens han var i tresserne, syner som en efter-blomstring, lidt stilfærdig i forhold til tidligere højdepunkter. Men han var virkelig nået frem til noget selvstændigt, en særpræget teknik som han helt og fuldt beherskede, et personligt udtryk som indbefattede en levende sans for overbevisende individualisering, der spændte fra det meget sarte til det såre robuste. De store parykker forstod han at give luftig fylde, og rummet omkring figurerne mættede han med mørk, stemningsfuld atmosfære. Det var ikke mindst i denne sidste fase af sit liv at W. fremstod som en af de ikke særlig talrige originale kunstnere der har virket her i landet.

Familie

Forældre: Hans W. og Anna van Bel. Gift 1. gang 1635 i Heino ved Zwolle med Christina Cornelissen, død formentlig før 1637. Gift 2. gang ca. 1647 med Maren Hansdatter, ti begyndelsen af 1665, søster til Albert Haelweghs hustru. Gift 3. gang 1679 med Elisabeth Rømers, ti Holland før 1.8.1693 (gift 1. gang med Carel van Mander, ca. 1630-69, s. af Karel (III) van Mander; gift 3. gang med præsten Abraham Hasseu i Oustgyt ved Leiden).

Ikonografi

W.s selvportræt omtales at være i Amsterdam 1646, hos Haelwegh 1673 og i W.s hus efter hans død. To mal. (St. mus.) har været kaldt W.s selvportr.

Bibliografi

Danske saml. I, 1865-66 289-306. Samlinger til da. bygnings- og kunsthist., udg. F. R. Friis, 1872-78. Danske mag. 4.r.II, 1873 206. Karl Madsen i Kunstmuseets årsskr. II, 1915 166-87; sst. 190-200. O. Andrup sst. III, 1916 142-51. Fr. Beckett sst. V, 1918 95-98. L. Rostrup Bøyesen sst. XXVIII, 1941 79-120. Else Kai Sass sst. XXIX, 1942 52-98. Samme i Tidskr. för konstvetenskap XXIV, Lund s.å. 73-86. Sorø. Klostret, skolen, akad. I, 1923-24. Joh. E. Brodahl i Bygd og bonde VI, Hamar 1924 68-84. V. Thorlacius-Ussing i Tilskueren LUI, 1936 I 391-96. O. Andrup i Danm.s malerkunst, red. Erik Zahle, 1937 (4. udg. 1956). Jørgen Sthyr: Dansk grafik 1500-1800, 1943 (fot. optr. 1970). Povl Eller: Kgl. portrætmalere i Danm. 1630-82, 1971.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig