Agnes Slott-Møller, 10.6.1862-11.6.1937, maler. Født i Kbh. (Holmens), død på Løgismose ved Assens, begravet i Kbh. (Holmens). Efter konfirmationen kom S.-M. på Tegneskolen for kvinder 1878–85 og malede hos P.S. Krøyer vinteren 1885–86. Hun begyndte at udstille på Charlottenborg 1885, men sluttede sig til Den frie udstilling 1891 og udstillede her til og med 1900. Mens alle andre kunstnere søgte til Paris tog hun og hendes mand efter Julius Langes råd i stedet til Italien over Berlin, Dresden, München, fulgtes med K. Zahrtmann, Julius Paulsen og Niels Skovgaard gennem Norditalien til Venezia og fortsatte alene til Firenze og Rom hvor de blev vinteren igennem. Hjemrejsen lagde de over Paris for at se verdensudstillingen. Rejsens største udbytte blev Firenze og den tidlige italienske kunst. For et akademistipendium tog de begge til Frankrig foråret 1895 for at studere de middelalderlige katedralers billedhuggerkunst. På en tredie rejse til England, Frankrig og Tyskland foråret 1896 lærte de de engelske prærafaeliters kunst at kende. De modtog et så sympatisk indtryk af kunstforholdene i London at S.-M. næste forår sendte sit billede Agnete derover og fik det optaget på Royal Academy's udstilling. Den efterfølgende vinter førte tanken om en fælles udstilling af deres arbejder dem til London nogle uger, og efteråret 1899 slog de sig ned derovre. Forholdene viste sig imidlertid ugunstige (Boerkrigen) til trods for den anerkendelse de mødte i indflydelsesrige kunstkredse. Hen på vinteren fortsatte H. S.-M. rejsen til Italien, S.-M. måtte vende hjem før foråret 1900, men rejste umiddelbart efter på Anckers legat til sin mand.
Alene dette at S.-M. modtog sine afgørende indtryk fra den gamle italienske kunst satte et skel mellem hendes kunstneriske opfattelse og den herskende naturalisme. Hun vendte sig mod den ensidige fremhævelse af de rent maleriske værdier, hun søgte stil og dekorativ holdning, og fandt ideen, emnet fuldt så magtpåliggende. Det stemte med hendes anlæg, og det betegner det generationsskel der skiller 90ernes malerkunst fra 80ernes. Lige fra sin barndom havde hun følt sig entusiastisk draget af Danmarks fortid og de middelalderlige folkeviser. Hun viede nu bogstavelig talt sit liv til skildringen af folkevisernes mennesker og miljø. Begyndelsen var historiemaleriet Dronning Margrethe og denjydske Adel, 1889–90 (af Maria Lehmanns legat skænket til Kvindelig læseforening i Kbh. (ophørt 1962)) der udmærker sig ved sine karakterstudier. Dansk natur kunne fremkalde folkevisemotiver i hendes erindring og give stødet til billeder, og i øvrigt søgte hun lokaliteter som kunne give stemningsmiljøet om de folkevisehandlinger som optog hendes fantasi, studerede grundigt det arkæologisk-historiske udenværk og valgte med omhu modellerne til sine figurer fra det levende liv. På dette grundlag udarbejdedes billederne med naturalistisk korrekthed inden for de rammer som hendes stilsøgen satte. Det var i det væsentlige den samme fremgangsmåde som Zahrtmann anvendte ved sine historiemalerier. Selv om tidens strøm og, mere direkte, inflydelsen fra de engelske prærafaeliter på forskellig måde førte hende ind på dekorativ kunst (bl.a. symbolskornamentale, udskårne rammer til billederne) og på virkemidler der ligger ud over maleriet (det polykrome relief Dronning Dagmars Død, 1895–96 på Askov højskole, reliefmaleriet Hr. Ebbes Døtre, 1898) så veg hun dog tilbage for en egentlig stilisering og forlod ikke de naturalistiske studier som grundlag for sine fremstillinger.
S.-M. vandt aldrig egentlig anerkendelse. I begyndelsen hørte hun til de talenter man regnede med, var således sammen med sin mand blandt de egentlige stiftere af Den frie udstilling. Hun sejrede i konkurrencen 1894–95 om udsmykningen af hovedportalen i Kbh.s rådhus og modellerede hertil det polykrome relief af byens ældste råd (1896–97) med den af hende forfattede indskrift "Saa er By som Borger", en række skjoldholder-figurer (kridtsten) og figuren på dørposten (kalksten). Det lykkedes ikke Julius Lange at få hovedværket Niels Ebbesen (1893–94) erhvervet til et museum, men en kreds af kvinder skænkede det til Randers museum, og "Agnete" (1892) vakte almindeligt bifald. Videre talte Holger Drachmann hendes sag (en kreds af kvinder overrakte ham 1906 Ridderen og Jomfruen under Linden (malet 1903) som gave) og endnu ved forårsudstillingen 1906 forsvarede Emil Hannover og Sophus MichaelisFæstemanden døer som akademiet belønnede med årsmedaljen (Eckersbergs medalje). S.-M.s styrke var imidlertid fantasi og billedfortælling, ikke den formende evne. Selv om det erkendtes at hun havde "i sin Tid og paa sin VI's ramt Folkevisetonen fortræffeligt" (Viggo Stuckenberg) var hendes kunstneriske magt over stoffet svingende, og i længden tog hendes interesse for emnerne overhånd over maleriets kunstneriske krav. Der rejste sig strid om værdien af hendes arbejder, således polemikken i Politiken dec. 1908 mellem Karl Madsen, Vilh. Andersen og N.V Dorph som blussede op igen i begyndelsen af 1960erne hvor folketinget erhvervede to men ikke et tredie Valdemarsbillede. Ophængningen varede kun kort. Med al indrømmelse til det betydelige digtersind der i og for sig ligger bag billedernes konception (Vilh. Wanscher) fandt hun derfor i den senere del af sit liv sine fleste tilhængere i visse af litteraturens mænd (Helge Rode, Vilh. Andersen) der havde særlige betingelser for at værdsætte hendes indlevelsesevne og fortolkning af folkeviserne, og hos udpræget nationalt indstillede kredse for hvem den kunstneriske side af sagen var mindre afgørende end billedernes fremstillinger.
S.-M. vendte tilbage til Charlottenborgs forårsudstilling 1904 og udstillede siden her. Foreningen for national kunst holdt mindeudstilling for hende og hendes mand på Charlottenborg 1938. Hendes stærke nationale interesser førte hende ind i styrelsen for Sønderjysk samfund 1915 ligesom hun var formand for Danske kvinders forsvarsforening 1915–17 og medlem af bestyrelsen for Kunstgaven til Sønderjylland 1921. En række artikler og taler, behandlende historiske emner eller nationale anliggender samlede hun i en bog, Nationale Værdier, 1917, og i en selvbiografisk skildring, Folkevisebilleder, 1923 – betydelig ved den personlige varme hvormed den er skrevet, og kunsthistorisk værdifuld til belysning af 90ernes maleri – gjorde hun rede for sine værker og deres tilblivelse. – Malerier af S.-M. findes i den Hirschsprungske samling, museerne i Maribo, Odense, Ålborg, Randers og Ribe og i Sorø akademi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.