Anton Müller

Anton Müller, før 1752-.efter 1757, maler. Død i Rom. Om M.s afstamning og uddannelsesforhold vides intet, man han må tidligt have lært at male og være kommet i forbindelse med indflydelsesrige mæcener, for ca. 1750 kunne han rejse til Paris; han og Johannes Wiedewelt modtog 1752 som de to første et kgl. rejsestipendium på 400 rdl. årlig til uddannelse; det fornyedes (efter hans ansøgning til grev A. G. Moltke) 1754 som akademiets store stipendium for yderligere tre år. I Paris arbejdede han for F. Boucher. 1754 rejste han med ophold over Lyon, Marseille, Livorno, Firenze, Bologna og Siena, ivrigt beskæftiget undervejs, til Rom hvor han ankom i nov. Han sluttede sig ikke som Wiedewelt og Peder Als til den Winckelmannske kreds, men stod snarere i et modsætningsforhold til den. 1756 gik han over til katolicismen og skal være død, højt bedaget, som munk i et kloster. Hans omvendelse vakte stor opsigt i de germanske kunstnerkredse, og man frygtede for at den skulle få virkning på hele stipendieordningen, så besøg i Rom blev forbudt. Men Kbh. forholdt sig rolig; man synes der allerede længe at have været klar over hans upålidelighed. M. må have været et fremragende malertalent; Karl Madsen siger spøgende at han vel er den danske kunstner hvis værker har opnået højeste pris, om end de er gået under andet navn (Bouchers). 1753 afkøbte kongen ham forskellige billeder, og hans fortrinlige Venus og Amor (Paris 1754) findes på kunstmuseet; det har vist sig at være en kopi af et nu forsvundet værk af Boucher. Også som tegner var M. meget dygtig (kobberstiksamlingen). Personlig synes han at have været en meget utiltalende karakter. Den danske legationspræst i Paris nævner ham som den "liederliche M.", og J. Wasserschlebe siger, at han var et "mauvais sujet" som ikke alene udgav kopier for sine originale arbejder, men endog skal have forfalsket anbefalinger. J. J. Winckelmann i Rom taler om den "elende M.". Hvorom alting er, Danmark mistede i ham vel sin tids betydeligste malerbegavelse; den plads der var beregnet til ham her hjemme tilfaldt J. Mandelberg.