Axel P. Jensen

Axel P. Jensen, Axel Peder Jensen, 28.9.1885-12.6.1972, maler. Axel P. Jensens forældre, begge fattige husmands- og landarbejderbørn, stammede fra nabosognene Lintrup og Tise i Vendsyssel, hvis åbne landskaber senere blev malerens foretrukne motiver. Den grundtvigske vækkelse prægede barndomshjemmet først i Kerteminde, siden i Brønderslev og efter 1895 i Vester Hjermitslev hvor Jensen, som tidligt var begyndt at tegne og male, efter sin konfirmation kom i malerlære. Fra teknisk skole i Ålborg fik han afgang med udmærkelse og tjente sine første penge bl.a. ved restaurering af herredets kirker. Men det var kunstner han ville være trods den almindelige opfattelse på egnen: at det var en fantastisk og dum bestilling. 1908 opsøgte han Fritz Syberg på Pilegården i Kerteminde og viste ham sine arbejder. Syberg anbefalede ham til Zahrtmanns skole hvor han begyndte samme år – det sidste år Kristian Zahrtmann selv underviste. 1909–10 fik han Johan Rohde som lærer. Da havde han allerede debuteret på De 13s udstilling, bl.a. med det sikkert komponerede og koloristisk udtryksfulde Tørvegravere i Store Vildmose, 1908. Dette arbejde vidner, ligesom Graa Vinterdag i Vendsyssel, 1910 og Moder og Barn frasamme år, om den umiddelbare sansekraft og håndværksmæssige myndighed der fra første færd placerede Jensen som en af sin generations mest lovende kunstnere.

Trods indflydelsen fra Zahrtmann arbejdede han langt friere med farven, således i billedernes skyggepartier der er malet med adskilte penselstrøg i en koloristisk manér som leder direkte frem mod impressionismen. Under et ophold i Paris 1911 studerede han de franske mestre som ansporede ham yderligere i retning af det koloristiske flademaleri (Pariserinde med Hunde, 1911, og Gammel Port ved Meudon, samme år). Men kubismen som hans rejsekammerater Olaf Rude og William Scharff lod sig inspirere af, fandt Jensen pedantisk og fortænkt. Under indflydelse af van Gogh følte han sig bekræftet i sin selvhjulpenhed og oprindelige malerglæde og skolede sin pensel efter forbilledet med tætte rytmiske strøg af betydelig dekorativ effekt. Indflydelsen er mærkbar især i årene 1916–21, dog afbalanceret af en påvirkning fra Giotto som han studerede i Assisi 1920. Italiensk Foraar, San Gimignano, 1921 og Vestjysk Landskab, samme år, viser hvor harmonisk han udfoldede sine evner som nåede en foreløbig kulmination med portrættet af psykiateren Sigurd Næsgaard, (1924).

Allerede 1915 havde Jensen erhvervet den 50 ha store ejendom Lien ved Blokhus, og her malede han i årene efter 1925 sit livs hovedværker. Mest yndede blev hans motiver fra klitterne i uroligt vejr med de stærkt lysende partier brudt af granernes mørke figurationer, således Uvejr over Klitten, 1928 (Statens museum for kunst), I Udkanten af en Klitplantage, 1929 (Göteborgs konstmuseum) og Klitlandskab med forblæste Graner, 1931 (Nationalmuseet, Stockholm). Men også frodigere marklandskaber med den gule agerkål gjorde maleren populær og hans lærreder til yndede samlerobjekter. Kunstnerisk mere holdbare er dog nok en række vinterbilleder, fortrinsvis malet på Vestrupgård, hvor den enkle sort-hvide grundakkord er varieret med præcision og forfinelse, således Vinterdag, Vestrupgaard, 1937, med gårdens gule og rosa længer lysende mod sneen og Vinter ved Vestrupgaard, 1942, med en snelagt vej midt i billedet mellem de nøgne træers rosa og grå toner til venstre og granernes sortgrønne tætte farve til højre i billedet. Med arbejder fra denne gennembrudstid var Jensen repræsenteret på internationale udstillinger i Europa og USA, ligesom han herhjemme fik en række store dekorative opgaver (Centralposthuset i Århus 1931, receptionssalen på Frederiksberg rådhus 1950 og Ålborghallen 1953 ff). Dertil kom adskillige officielle portrætbestillinger. Men noget tørt i udførelsen præger disse monumentalmalerier og bestillingsarbejder i modsætning til intime og improviserede landskabsstudier som fx Landskab med Skyer, Store Vildmose, 1957, med grønne marker under en lys blegblå himmels klodeskyer, Landskab med blomstrende Frugttræer, 1958, med gule forårsblomster under træernes kølige farveharmonier og Foraarsdag, Virum (uden år) hvor træernes grenværk arabeskagtigt bryder billedfladens grønne og røde partier. Højt op i årene fortsatte Jensen sit portræt- og landskabsmaleri, uanfægtet af tidens skiftende stilretninger, intenst optaget både af farvens eget liv på billedfladen og, i opposition til det nonfigurative maleri, af farven som gengivelse af det sete. Han forblev såvel kolorist som naturalist, for så vidt han uafladelig fornyede sin skaberglæde i mødet med naturen.