Boy Jensen Greve, 10.9.1756-1.2.1831, silhouetkunstner, miniaturemaler. Født i Okholm i Sydslesvig, død i Kbh. (Fred.hosp.), begravet sst. (Ass.). G. fik sin første uddannelse i Bredsted og var 1785 i Hamburg. 1787 kom han til Kbh. hvor han bl.a. tegnede skyggebilleder efter medlemmer af kongefamilien. 1788 var han i Norge, vendte tilbage til Kbh., drog 1790 til Berlin, fik 1799 en udbetaling i Kbh. af arveprinsens kasse, var atter i Kbh. 1802-05, derefter i Norge, rundt i Jylland og hertugdømmerne, slog sig 1,811 ned i Berlin og udstillede på akademiet der 1812 og 1820, vendte 1829 tilbage til Kbh., hvor han døde som en fattig mand, mens hans hustru og børn boede i Berlin. Hans specialitet var oprindelig at tegne silhouetter og han skal have været en af de første der bragte denne kunst til Norden (Lahde udgav flere af dem, fx af kongefamilien i stik); senere udførte han glasmaleri og med voks hele familiestykker som skyggebilleder i Rohtermundts manér, lavede ringe og pretiosa i glas med silhouetter på bagsiden og malede miniaturer. I alt skal han have udført over 1500 silhouetter og miniaturer. Han kaldte sig, uden at berettigelsen dertil er klar, kgl. silhouettør. Af hans arbejder findes på Fr.borg tegnede silhouetter af Christian VIII som barn og af Carl F. Dichman og en miniature af Louise Augusta fra 1789. Et familiebillede af Carsten Anker med Hustru og to Børn, 1789, findes i Norge, en miniature af Thorvaldsen var hos dronning Louise, et Napoleons-billede på Ericsberg i Sverige. I Kbh. fandtes en gouache forestillende Christian VII på lit de parade; derefter har Wolf stukket et blad. Der findes her og i Tyskland adskillige stik efter hans arbejder (bl.a. Sayn-Wittgenstein, Maurenbrecher). – Blandt G.s børn var datteren Johanna, gift med præsten Rückert, en ret anset portræt- og blomstermaler i Berlin. Sønnen Johann Sophus Friedrich Alexius Adam Werner G. (1789-1868) uddannedes i faderens kunst og levede det meste af sit liv i Lübeck som miniaturemaler og malerirestaurator. Af hans danske arbejder kan nævnes en miniature af Frederik VI. Hans søn var Frederik Martin Rudolf Greve (1810-69) der besøgte akademiet i Kbh. 1833-36, var tegnelærer ved Petri tyske skole, udstillede 1835 på Charlottenborg, blev leverandør af snusdåsebilleder til Christian VIII og Frederik VII og opnåede 1847 kongens støtte til en uddannelsesrejse; 1850 udgav han et stylograferet portræt af ham. Da understøttelsen ved kongens død faldt bort, ernærede han sig i Hamburg som malerikonservator og var 1851-59 konservator ved baron Dirckinck-Holmfelds malerisamling i Roskilde, hvor han bl.a. udgav en lille bog om restaurering (1855). Han har malet såvel miniaturer som portrætter og figurbilleder i olie. Hos Johan Hansen hang "Fra 1848". I tegningsamlingen på Nationalgalleriet i Berlin (1844) og på Fr.borg findes tegninger af Thorvaldsen.

Familie

Skal have været gift 1. gang i Hamburg ca.1785. Gift 2. gang senest 1787 med Marie Magdalene Wichmann. Gift 3. gang 1.10.1799 i Berlin med Maria Elisabeth Zinnert, døbt 21.1.1773 i Lieberose, Sachsen, d. af slagter Hans Heinrich Z. (1740-senest 99) og Catharina Elisabeth Hammel (ca.1742-1811)

Ikonografi

- Tegn. af Johann Greve.

Bibliografi

Nyeste skilderie af Kbh. 13.2.1831. Tidsskr. for kunstindustri 2.r.II, 1896 208; E. Gigas sst. III, 1897 111-13. E. Lemberger: Die Bildnis-Miniatur in Skandinavien II, Berlin 1912.; H. Grevenor: Silhouetter, Kria. 1922 34-39. L. Martius: Die schlesw.-holst. Malerei im 19.Jahrh., Neumünster 1956 72-74 77.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig