C.G. Pilo, Carl Gustaf Pilo, 5.3.1711-2.3.1793, maler. Født i Göksäter, Runtuna ved Nyköping i Södermanland, død i Stockholm, begravet sst. (Klara k.). P.s far ejede gården Göksäter i Runtuna sogn og ernærede sig som landbruger, men havde i yngre år været dekorationsmaler. Efter tidligt afbrudt skolegang i den nærved liggende by Nyköping modtog P. sin første undervisning i malerkunsten af sin far for derefter at komme i malerlære hos mester Christoffer Christman i Stockholm hvor han i maj 1731 bestod svendeprøven. Endnu i foråret 1732 opholdt han sig i Stockholm da han fik bøde for at have tilegnet sig nogle kobberstik han havde skåret ud af en bibel tilhørende hans tidligere mester. Men derefter tabes hans spor indtil han 1738 dukker op i Skåne. Sandsynligvis har han i de mellemliggende år ernæret sig som malersvend. Med året 1738 er de ældste kendte kunstværker af ham dateret, en blyantstegning af en ubekendt ung mand (sign. "1738 Pilo Pingsit", Nationalmuseum, Stockholm) og et portræt i olie, forestillende juristen David Nehrman-Ehrenstråhle. Det drejer sig om en overmaling af en kopi efter J. H. Scheffel af C. P. Mörth (dennes signatur og dateringen 1735 er rettet til "Pilou Pingsit 1738", Lunds universitet). Fra disse års ophold i Skåne stammer endnu to portrætter, Amalia Wilhelmina Lewenhaupt f. Königsmarck (død 1740, Övedskloster) og et fantasiportræt af Nils Dacke (sign. "Pinsit C. G. P.", stiftsbiblioteket, Linköping). Der findes ingen sikre efterretninger om hvorledes P.s kunstneriske udvikling er foregået før han tog ophold i Danmark, men nok af gisninger. Man har ment han har besøgt det 1735 oprettede svenske tegneakademi i Stockholm og der modtaget påvirkning af Olof Arenius. Man har også ment at han har studeret malerkunst på en rejse gennem Tyskland til Østrig. Så meget kan siges, at de arbejder der eksisterer fra hans ungdomsår i Sverige ikke tyder på at han indtil dette tidspunkt har fået egentlig kunstnerisk uddannelse eller modtaget betydelige impulser fra andre kunstnere. Tre tegninger som, støttet af en gammel påskrift på den ene, er tilskrevet P. og forsøgsvis dateret til disse år, forestiller hyrdescener i tegnede indramninger (en Nationalmuseum, Stockholm, en Göteborgs konstmuseum). Dersom både tilskrivning og datering holder stik kan man formode at han endnu i Skånetiden har ernæret sig som dekorationsmaler og haft fornemme arbejdsgivere. I disse år vandt han to ved svogerskab forbundne indflydelsesrige familiers bevågenhed, Lewenhaupt og Ramel som begge gav ham portrætbestillinger. 1738 forlovede han sig med en skånsk pige, og da parret ventede et barn lod han i efteråret 1740 lyse til ægteskab for sig og hende, men han fortrød og flygtede i begyndelsen af 1741 fra baron Ramels gård, Maltesholm, hvor han boede, til Kbh. Han medbragte et introduktionsbrev fra familien Ramels guvernante, Charlotte Demarez, til hendes svoger C. G. Almer der var sproglærer ved Landkadetakademiet i Kbh. Her fik P. fra 17.4.1741 ansættelse som tegnelærer og hermed indledtes hans mere end 30-årige gerning i Danmark.

P.s virksomhed her i landet kan inddeles i tre perioder: den første, endnu præget af kunstnerisk usikkerhed, indtil omkring Christian VIs død, den anden omfatter hans første år som hofmaler for Frederik V indtil ca. 1757, den tredje indtil 1772, da han tvinges til at forlade landet. De tre første arbejder der er kendt fra hans tid i Danmark falder nøje i tråd med hans tidligere, en malet vifte med figurer i et landskab, 1741 (Wedellsborg), pastelportræt af admiral Frederik Danneskiold Samsøe. 1742 (Gisselfeld) og dennes protegé C. J. Drakenberg, 1742 (Fr.borg), mens nogle portrætter fra den følgende tid vidner om voksende herredømme over farve og form. Det drejer sig om general Christian Lerche, 1743 (Fr.borg), og admiral Danneskiold Samsøes svoger, hertug Christian August af Augustenborg, sandsynligvis malet 1744 (Fr.borg) og dennes søn Frederik Christian, 1744 (Gisselfeld). P. havde i disse år en velynder i Frederik Danneskiold-Samsøe der benyttede og støttede ham hvor han havde lejlighed dertil. I sommeren 1744 udvirkede han at P. fik orlov fra Landkadetakademiet for i hans ærinde at kunne arbejde "udenfor hovedstaden". Orloven kom til at strække sig over flere måneder. Efterhånden som P. blev sig sine kunstneriske evner bevidst, følte han sin tegnelærervirksomhed som en belastning. Sin ansøgning om at måtte nyde kunstnergage uden at skulle virke som ridsemester begrunder han med disse ord: "da det er mig tungt at kunde hver Dag informere Ungdom, og jeg desuden fornemmer i Portrait Skilderie at kunde præstere noget". Kongen imødekom ansøgningen og bevilgede ham en årlig kunstnergage på 495 rdl., væsentlig mere end den løn han havde nydt som ridsemester. P. havde i sin ansøgning tilbudt til gengæld for denne løn at male kongelige portrætter til en lavere pris end den sædvanlige, men Christian VI ses ikke at have benyttet sig af dette tilbud. Det eneste kongelige portræt han vides at have udført i denne konges levetid er et portræt af Madame Royale, vistnok kronprinsesse Louise 1745. Både originalen og en del kopier han udførte efter den er ukendte. Omkring tidspunktet for Frederik Vs tronbestigelse kom P. i kontakt med A. G. Moltke der fra nu af blev hans trofaste beskytter. Det første portræt af P. der er kendt, forestillende Moltke, er udført på denne tid (Fr.borg). Det indleder en række af betydelige kunstværker i P.s produktion forestillende kongehuset og landets ledende kredse. August 1747 udnævnte Frederik V ham efter ansøgning til sin hofmaler, hvilket indebar pligt til uden særlig betaling at sørge for konservering af portrætter og kabinetsmalerier på de kongelige slotte, og det indebar først og fremmest en strøm af bestillinger på kongeportrætter både i original og kopi. På dette tidspunkt havde P. ladt enhver kunstnerisk usikkerhed bag sig, han havde med ét slag fået modenhed og evne til at påtage sig de store opgaver der ventede ham. De kongelige regnskaber melder i årene 1748-68 om udbetalinger til P. for mere end 50 portrætter alene af Frederik V.

I disse år indførte P. rokokoen i den danske malerkunst og gjorde det på helt personlig og original vis. Karakteristisk for hans kunst i disse år er en lys, let farveskala ofte i blålige og grønlige toner, en ubesværet, næsten legende og munter kunst i modsætning til de foregående slægtleds tunge, alvorlige portrætter i mørke, ofte brunlige farver. Det må antages, at forudsætningerne for denne stil fortrinsvis lå i hvad han havde set i Danmark. Han vides at have besøgt det danske tegneakademi. Han har gennem kobberstik skaffet sig kendskab til samtidens portrætkunst ude om i Europa, bl.a. har han studeret stik efter Hyacinthe Rigaud og ad den vej lært den officielle internationale portrætstil at kende. Han har studeret sine kunstnerkollegers værker, fx J. F. Gerhard og Hieronimo Miani, der begge var lærere ved tegneakademiet omkring det tidspunkt hvor han besøgte det. Hos sidstnævnte og hos Jacopo Fabris, begge født i Venezia, kan han have tilegnet sig den venezianske tone som synes at kunne spores i hans kunst. Blandt hans forgængere som hofskildrere har især Benoit le Coffre kunnet have betydning for ham i dennes fremstillinger af Frederik IV er der et betydeligt slægtskab med P.s portrætter af Frederik V, den samme romantiske portrætopfattelse, den samme koloristiske rigdom. 1748 blev han professor ved kunstakademiet. Året før var hans trolovelse ophævet ved dom og vejen banet for et nyt ægteskab med guvernanten hos baron Ramel. Brylluppet stod hos denne på Maltesholm, og det er formentlig ved den lejlighed han malede det smukke portræt af Malte Ramel og af baronens Mops, samt et selvportræt i miniature (alle på Övedskloster). Blandt P.s betydeligste kongelige portrætter fra denne periode må nævnes: Frederik V og Dronning Louise (Glorup) – kongeportrættet var vistnok tidligere dateret 1747 og dermed det tidligste portræt af Frederik V som er bekendt – Frederik V, knæstykke iført rustning, 1749 (Bregentved), Frederik V, hel figur i kroningsdragt, 1751 (Valdemars slot), Dronning Louise, hel figur, 1751 (Amalienborg) og Frederik V til hest, et af fire rytterportrætter i kolossalstørrelse som P. fik betaling for 1754-59 (Amalienborg). Til det bedste af hans øvrige portrætkunst inden for samme tidsrum hører det omhyggeligt gennemarbejdede trekvartfigursportræt af Mogens Scheel Plessen, 1749 eller straks før, de mere pastost malede portrætter af Jørgen Scheel ca. 1750 (Statens museum for kunst) og grev J. L. Holstein ca. 1755 (Kbh.s univ.) og det næsten impressionistiske portræt af den gamle Drakenberg (Statens museum for kunst) der længe støttet på en nu ikke længere synlig datering med urette antoges malet 1741. Endvidere portrættet af kunstnerens hustru, formentlig 1756 (Nationalmuseum, Stockholm). Omkring 1757 indledtes den sidste periode af P.s virksomhed i Danmark. På dette tidspunkt skiftede hans stil karakter dog uden at miste sin identitet og sin originalitet. Farveskalaen fik dybere klange med stærkere kontraster mellem skygge og lys. Den lette og muntre tone der hidtil havde kendetegnet hans portrætter afløstes af en mere romantisk, næsten poetisk udtryksform. De forskellige billedelementer blev gennemarbejdet med større omhu, og han skænkede fra nu af mere opmærksomhed på at give en dybere karakteristik af modellerne. Denne stilændring spores i to store helfigursportrætter af Frederik V og dronning Juliane Marie, 1757 (Lindenborg) med en dramatisk billedopbygning og stærk brydning mellem skygger og lys, og den er fuldbyrdet i portrætterne af A. G. Moltke og hans anden hustru Sophie Hedvig, født Raben, 1760 (begge Fr.borg), karakteristiske ved deres blide harmoniske ro. Den samme fine kvindeskildring som i dette sidste portræt har han uddybet i tre-kvartfigursportrættet af Anne Margrethe Juel, stående foran et vindue, ca. 1760 (Valdemars slot), det første Louis XVI portræt i dansk kunst. Grunden til denne ændring i P.s portrætstil var formentlig flere, omtrent samtidige impulser. Toneangivende blandt P.s professorkolleger på kunstakademiet var fra midten af 1750erne to fra Frankrig indkaldte kunstnere, billedhuggeren J.-F.-J. Saly og arkitekten N.-H. Jardin der begge var optaget af nye stilformer, inspireret af antikkens kunst og i opposition til rokokoen. P. har gennem dem lært de nye kunststrømninger at kende. Han var fra omkring 1754 Moltke behjælpelig med anbringelse af den nes malerisamling i hans nye Amalienborgpalæ, og ved sin ansættelse som hofmaler havde P. påtaget sig konserveringsarbejdet ved den kongelige malerisamling. Det nære kendskab han derved fik til kunstværkerne i disse samlinger har udviklet og modnet hans farvesyn. Især har disse to samlingers Rembrandt-billeder optaget ham. Studiet af dennes lysvirkninger har sat sit tydelige præg på hans kunst fra disse år. En tredje impuls kan skyldes den franske portrætmaler Louis Tocqué der i vinteren 1758-59 besøgte Kbh. Dennes formfuldendte portrætkunst kan have været P. en spore til omhyggeligere gennemarbejdelse af portrætternes detaljer. Hovedværker i P.s produktion fra denne sidste periode af hans virksomhed i Danmark er, foruden de lige ovenfor nævnte portrætter, nogle helfigursportrætter af kongefamilien, Frederik V og Juliane Marie. 1761 (kongeportrættet på Fr.borg, dronningeportrættet på Nationalmuseum, Stockholm), Christian VII som kronprins, 1762 (Fr.borg), Christian VII som kronprins, ca. 1762 (Amalienborg) og dronning Louise, stundom kaldet Prinsesse Wilhelmine Caroline, ca. 1765 (Rosenborg). P. fik så sent som 1766 betaling fra kongen for et portræt af dronning Louise. Endvidere må blandt hovedværkerne fra de senere år nævnes de mindre portrætter af Carl Alexander von Ungern Sternberg, 1760-61 (Nationalmuseum, Stockholm), dronning Sophie Magdalene af Sverige, det første billede Gustav III fik at se af sin tilkommende, 1765 (Nationalmuseum, Stockholm) og dronning Caroline Mathilde, ca. 1766 (Erholm).

P.s position var stærk, tilsyneladende urokkelig. Førende inden for sin kunst, søgt af hele den toneangivende kreds; i sin egenskab af professor havde han herskabelig embedsbolig på Charlottenborg. Hans arbejdsdag var så stærkt optaget at det var nødvendigt at ansætte medhjælpere der kunne udføre kopier eller "værkstedsarbejder" eller hjælpe med udførelsen af mindre væsentlige detaljer. Det er indlysende, at det der er udført i P.s atelier helt eller delvis af medarbejdere er væsentlig ringere end det egenhændige, derfor den stærkt svingende kvalitet af hvad der passerer under P.s navn, men hans bedste arbejder er hovedværker i dansk kunst, kendetegnet af et farvens mesterskab og af et sjældent kunstnerisk temperament. Hans indflydelse på samtidens øvrige danske kunst blev stor, især står kunstnere som Peder Als, J. C. Almer, P. Wichmann, Andreas Brünniche og flere i gæld til ham, men det er betegnende at han også satte sit præg på det yngre slægtled. Det farvesyn som er karakteristisk for kunstnere som Cornelius Høyer og Jens Juel har sine rødder i P.s kunst. Hans atelier blev søgt af udlændinge, nordfra kom Isaac Wacklin, Per Krafft, Lorens Pasch d.y. og Leonhard Örnbeck der alle blev hans elever og modtog varig påvirkning af ham. P. bevarede sin førende position så længe Moltke havde indflydelse på landets kunstpolitik. Men fra 1770 da denne slap sin sidste officielle forbindelse med kunstakademiet, mistede P. afgørende terræn. Han blev ganske vist 1771 udnævnt til akademiets direktør, og det lykkedes ham i den egenskab at få arveprins Frederik til at påtage sig posten som dets præses, men det følgende år blev han tvunget til at forlade landet. Han havde 31.8. efter indhentet tilladelse fra det danske hof fået tildelt den nystiftede Vasaorden og havde i den anledning over for den herværende svenske gesandt aflagt den formelle troskabsed. Arveprins Frederik havde udbedt sig straks at se edsformularen og fået den, men var åbenbart ikke tilfreds, for P. fik ordre til senest inden udløbet af den følgende dag at rejse til Holsten for at male et gruppebillede af landgrev Carl af Hessen og hele hans familie i legemsstørrelse. Da landgrevefamilien stod i begreb med for længere tid at tage ophold i Norge, måtte der bag denne ordre ligge et ønske om at få fjernet P. fra hovedstaden og akademiet for længere tid, og sådan opfattede han det selv. Han bad sig fritaget for opgaven og indgav sin afskedsbegæring. Den blev ham givet med ordre om at forlade landet inden tre à fire uger samt med en pension på 300 rdl. årligt. P. forlod landet 10. eller 11.10.1772.

Hans første rejsemål gjaldt familien Ramel i Skåne. Vinteren 1772-73 tilbragte han i Stockholm for at søge støtte og arbejde hos Gustav III; han fik en pension, men intet at bestille og rejste uvirksom tilbage til Skåne. Sommeren 1774 aflagde han nyt besøg i Stockholm og deltog i et møde i det svenske kunstakademi, af hvilket han 1773 var blevet æresmedlem, men stadig udeblev bestillingerne. 1775 flyttede han fra Skåne til sin fødeegn, idet han købte hus i Nyköping hvor han installerede sig. Her malede han et portræt af Christian VII til Gustav IIIs potentatgemak på Gripsholm (1778, runda salongen, Gripsholm), og her udførte han tre tegnede forlæg for kobberstik (som imidlertid aldrig blev udført) Vasa hovrätts instiftande 28. juni 1776, tre store tuschtegninger forestillende et ceremonielt masseoptrin omkring Gustav III, siddende på sin trone (Nationalmuseum, Stockholm). Her modtog han også besøg af Gustav III, rimeligvis 1778, da denne var på vej til Skåne. Kongen så tegningerne og opfordrede ham til at udføre en lignende tegning af sin kroning i Storkyrkan 29.5.1772 som han, hvis han kunne godkende den, ville bestille udført som et maleri der skulle være sidestykke til David Klöcker v. Ehrenstrahls store billede af Carl XIs kroning. Denne tegning blev udført (Nationalmuseum, Stockholm), godkendt af kongen, og kronings-maleriet bestilt.

1780 flyttede P. til Stockholm. Han var 1777 blevet udnævnt til direktør for det svenske kunstakademi, men tiltrådte først nu, samtidig med at han flyttede ind i en embedsbolig på akademiet. P. havde på ny fået arbejde og livsmod. Hans tid var fra nu af delt mellem gerningen på kunstakademiet og – fra 1782 – arbejdet med Gustav IIIs kroning i Stockholms Storkyrka (Nationalmuseum, Stockholm). Dette kæmpebillede måler 293 × 531 cm og indeholder omkring 150 personer, hvoraf de fleste er portrætter, de forreste omtrent i naturlig størrelse. Det er karakteristisk for P. at han hele sit liv befandt sig i kunstnerisk udvikling. Han har i dette billede fået brug for hele sit mesterskab, først og fremmest sine koloristiske evner. Kompositionen er udelukkende gennemført ved hjælp af farver, lys og skygge, det poetiske og romantiske kommer igen til fuld udfoldelse. Det er kendeligt, at han har hentet ny inspiration ved studiet af Rembrandts Claudius Civilis-billede der dengang fandtes på Stockholm slot. Under tiltagende svækkelse af syn og helbred malede han på dette storværk indtil sin død, da det ufuldendt afleveredes til Drottningholm. – P. er en af Nordens betydeligste og originaleste kunstnere der personlig kom til at præge sin tid og dens stil. Flere af de store malere der krydsede hans vej var redeligere portrætskildrere og dygtigere teknikere (Tocqué og Alexander Roslin), men ingen ejede en sådan kunstnerisk fantasi, en så strålende koloristisk sans og et så sikkert dekorativt instinkt. Foruden at være medlem af det danske og det svenske kunstakademi var P. medlem af kunstakademierne i Augsburg (siden 1759) og St. Petersborg (siden 1770).

Familie

Forældre: maler Olof (Oluff) P. (Pijhlou) (ca.1668-1753, gift 2. gang senest 1748 med Segred Schepner) og Beata Jönsdotter Sahlstedt (død 1716). Trolovet 1738 med Eva Maria Malmgren fra Hofterup. Vielsen blev på grund af P.s vægring ikke fuldbyrdet og trolovelsen kendtes retslig ugyldig 5.5.1747; hun ægtede 1763 rektor i Landskrona, senere sognepræst i Östra Sallerup Håkon Rubenius, (1725-89). Gift 5.1.1750 på Maltesholm med Charlotte Amélie Dorothée Demarez (Desmars), født 31. død 2.1719 i Kbh. (Fr.ref.), død 6.4.1801 i Stockholm, d. af skuespiller Nicolas D. og Elisabeth Colas (ca. 1695-1765).

Ikonografi

Selvportr. i tegn. omkr. 1750 (Johanne Fosies stambog, Kgl.bibl.), i min. 1750 (Övedskloster) og i min. fra 1750erne (Wedellsborg). Buste af J. Saly, 1760erne (Sth. kunstakad.; afstøbning 1916 i St.mus.). Tegn. 1769 (kobberstiksaml.), ufuldendt min. 1769-70 (St.mus.) og min. 1770 (kunstakad.), alle tre af Cornelius Høyer. Selvportr.: tegn. ca. 1772 (kobberstiksaml.), tegn. ca. s.å. (Sth. nationalmus.), mal., muligvis ændret af H. Koefoed (Fr.borg) og mal. senere end 1784 (Sth. kunstakad.), gengivet i litografi af J. S. Salmson efter tegn. af J. Cardon, 1839, samt på mal. af Gustav IIIs kroning (Nationalmus., Sth.). Profilrelief som kamé (sst.). Karikaturtegn. af J. T. Sergei (sst.). Litografi i profil.

Bibliografi

A. F. Büschings Nachrichten von dem Zustande der Wissenschaften und Künste I, 1754 250f. Thure Wennberg: Minne af C. G. P., Sth. 1794. Osvald Sirén: C. G. P., Sth. 1902 = Sveriges allm. konstfören.s publ. XI. Leo Swane i Svensk sjuttonhundratalskonst, red. Axel Gauffin, Sth. 1923 = sst. XXXI 48-82. Ernst Wrangel i Kunstmuseets årsskr. VIII-X 1921-23, 1924 351-57. Sixten Strömbom sst. XXII, 1935 21-43. Chr. Elling: Rokokoens portrætmaleri i Danm., 1935 = Kunst i Danm. ny r. XI 24-33. Anna-Stina Bergman i Tidskr. för konstvetenskap XVIII 1934, Sth. 1935 13-24. Bo G. Wennberg: Svenska målare i Danm. under 1700-talet, Lund 1940 22-34 40-60 199-242. Samme i Fem stora gustavianer, udg. Sixten Strömbom, Sth. 1944 9-53. Anitra Gadolin i Kunsthist, t. XXXV, Sth.

1966 23-41. Gunnar Jungmarker: C. G. P. sorn tecknare, Sth. 1973 = Nationalmusei skriftserie XVII.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig