Eduard Saltoft

Eduard Saltoft, Eduard Anders Christian Saltoft, ved dåben Edvard, 3.9.1883-2.5.1939, maler. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., urne på Gentofte kgd. Dimitteret fra Det tekniske selskabs skole, hvor han havde haft Holger Grønvold til lærer, søgte S. ind på kunstakademiet. Her blev han optaget i jan. 1901, men forlod allerede skolen i dec. 1902 for at slutte sig til Kunstnernes frie studieskole hvor han snart regnedes blandt L. Tuxens mest lovende elever. Han debuterede på forårsudstillingen ved Charlottenborg 1905 og udstillede tillige på Kunstnernes efterårsudstilling s.å. samt på forårsudstillingerne 1906–07, 1913–14. I Den frie udstillings bygning arrangerede kunsthandler Arnbak i marts 1909 en udstilling af hans arbejder 1904–09. Senere, da han som anerkendt kunstner førte et bevæget rejseliv, havde han for vane at lade sine billeder se i Kbh. fra tid til anden, enten i sit atelier eller på et hotel. Han deltog i udstillinger i Paris, Berlin, Venezia, Moskva, Chicago, men fremfor alt i London hvor han havde en forrygende succes på en separatudstilling med russiske billeder i Alpine Club Gallery i maj 1920. I Rusland opholdt S. sig 1915 som korrespondent til Berlingske Tidende og 1916–18 og 1919 som repræsentant for Røde kors. I vinteren 1927–28 vendte han tilbage til Rusland og skrev atter korrespondancer til Berlingske Tidende. I øvrigt levede han en international portrætmalers omflakkende liv med skiftende ophold i Europas metropoler; selv i USA var han i syv måneder 1935–36.

På bestilling af højesteret malede S. i anledning af rettens 250-årige beståen 1911 et kæmpestort lærred med portrætter af højesterets daværende medlemmer. S.s opfattelse af opgaven – han lod portrætligheden og karakteriseringen af den enkelte træde i baggrunden til fordel for en monumental komposition og en enkel pompøs farveholdning – vakte ikke bifald. Billedet blev afvist. I okt. 1938 blev det skænket højesteret af højesteretssagførernes forening Skranken og ophængt i den arkitektoniske helhed hvortil det var malet (højesteret). Under indtrykket af den russiske revolution malede S. i Rusland en række billeder med stærkt dramatisk indhold som han forstod at give udtryk i en patetisk komposition og i en udtryksfuld kolorit der meget å propos byggede på modsætningerne mellem gråt i gråt og blodrødt. Han viste i disse billeder udpræget evne til at anslå en uhyggestemning og til at udtrykke det han selv kaldte "Bevægelsen i den kompakte Masse". De samme egenskaber finder man i hans talentfuldt skrevne artikler. Uden tvivl var der i den russiske psyke noget der var beslægtet med hans eget temperament. Bortset fra enkelte store arbejder der foruden højesteretbilledet De socialdemokratiske Førere 1871–1931 i Folkets hus på Enghavevej i Kbh., som han malede på i mange år og kun med besvær førte til ende (1934) – var pastellen hans foretrukne teknik. Både hans landskaber med Turnerske lysvirkninger og hans portrætter, hvor han dristigt spillede på sine yndlingsfarver, sort, hvidt og rødviolet, viser ham som en virtuos på dette felt. Med sin kosmopolitiske indstilling og sin sans for festivitas og elegance – han yndede at optræde som verdensmand i større stil – er han Tuxens arvtager. Hans speciale var det glansfulde portræt. Lejlighedsvis, når han stod over for interessante modeller, kunne han også give en overbevisende psykologisk karakteristik, således i de flot og fejende malte studier af personligheder inden for det danske socialdemokrati der i kunstnerisk værdi står højt over det færdige billede. S. har portrætteret flere kongelige personer (Christian X, Frederik VIII, de tre svenske prinsedøtre Dronning Astrid af Belgien, Prinsesse Margaretha og Kronprinsesse Martha af Norge), politiske personligheder (Præsident Franklin Roosevelt, Lenin, Leo Trotskij, Th. Stauning, M. C. Lyngsie (1932), formand for borgerrepræsentationen, direktør Emanuel Svendsen), forskere, videnskabsmænd, læger, skuespillere og handelens mænd (bl.a. Knud Rasmussen, Lauge Koch (1933), Thorvald Madsen, Poul Larsen, Karl Mantzius). Men netop hans virksomhed som portrætmaler blev katastrofal for ham. Han slappede efterhånden af på de kunstneriske krav og skuffede til en vis grad de store forventninger man havde sat til hans betydelige evner. Han var lidet skattet af kunstnere og kritikere herhjemme, derimod i høj grad i politiske og mondæne kredse. – S., der også var virksom som grafiker, er repræsenteret med to litografier i kobberstiksamlingen og ved et maleri af Karl Mantzius i Det kgl. teaters malerisamling.