Dansk Biografisk Leksikon

Erik Pauelsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Erik Pauelsen,  2. el 14.10.1749-20.2.1790, maler. Antagelig . Født i Bygom, Østerbølle sg, død i Kbh. (Nic.), begravet sst. (Nic.). Allerede som ung var P. fast besluttet på at blive kunstmaler; han forlod fødesognet, og ved at male kister for bønderne undervejs nåede han Kbh. hvor han kom i malerlære og formentlig allerede 1769 eller 1770 begyndte på akademiets skoler. Han avancerede støt gennem klasserne, opnåede 1775 den store sølvmedalje og den lille guldmedalje og 1777 den store guldmedalje. P. havde hermed markeret sig som en elev man ventede sig noget særligt af. De tidligste år af hans virksomhed faldt inden for en overgangstid i dansk kunst. C. G. Pilo, som havde været absolut toneangivende på akademiet, havde forladt landet kort efter at P. var begyndt der; hans efterfølger som førende portrætmaler, Peder Als, var yderst uproduktiv på sine ældre dage, og hofmaleren Vigilius Erichsen der 1772 vendte hjem fra Rusland var væsentlig optaget af leverancer til hoffet; historiemaleriet, der betragtedes som kunstens ypperste blomst, havde ud over Johan Mandelberg ingen erklærede dyrkere. Af de yngre kunstnere var de anseligste, Jens Juel og Nicolai Abildgaard, på stipendier i udlandet. Selv havde P. store ambitioner, både som historie- og portrætmaler. 1776-77 udsmykkede han bager Lobecks gård på Østergade (nuv. nr. 16) med gammeltestamentlige scener, efter Ove Mallings Store og gode Handlinger malede han historiebilleder i grisaille (Hans Madsen hos Johan Rantzau, 1778, Anne Colbjørnsen, 1778, Rolf Krage og hans Kæmper, 1780, Hans Egede hos de koppesyge Grønlændere), billeder som gengaves i stik af J. G. Preisler, J. M. Haas og J. F. Clemens, og som spredte malerens ry over landet idet det betagende nationale handlingsmoment gjorde folk blinde for kompositionelle og kunstneriske mangler; endelig portrætterede han medlemmer af det kbh.ske borgerskab, som fru Spengler, 1778 og svigerforældrene, 1776, og fra embedskredse Georg Fl. Lerche, 1776, følsomme billeder, af en egen mild og sart farvetone og med stærkt gennemført detaljering og en formbehandling som er tydelig påvirket af Vigilius Erichsen. Mest kendt er det elegiske portræt af Johs. Ewald der hænger på Fr.borg, ligesom selvportrættet (1775).

Imidlertid ændredes forholdene. Als døde 1780, Abildgaard kom hjem 1777 og hævdede sig med selvfølgelighed som historiemaleren; C. A. Lorentzen var tonet frem som konkurrent inden for portrætmaleriet, og der gik frasagn om Jens Juels gerninger i udlandet, sejre der prædestinerede ham til en førsteplads herhjemme. P., som med den store guldmedalje havde kvalificeret sig til det store rejselegat søgte nu 1780 forsikring på legatet efter dets daværende nyder, men akademiet ville ikke anbefale ham dertil før han havde valgt om han ville være historiemaler eller portrætmaler. Arveprinsen tog dog P.s parti og fik udvirket et tilsagn om stipendiet når det blev ledigt 1783. P. rejste dog allerede 1780 og kom via Hamburg, Düsseldorf og Paris til Rom. Han vakte opmærksomhed hvor han kom frem, blev medlem af flere akademier og fik professortitlen i Düsseldorf. 1783 vendte han hjem over Dresden og Berlin, blev agreeret 1784 og akademimedlem et par måneder efter på et hastigt malet, intetsigende allegorisk billede, Kalmarunionen. Men hans stilling blev ikke befæstet herved. Jens Juel blev 1784 foretrukket for ham både som professor og efter Vigilius Erichsen som hofportrætmaler. For P. kunne dette kun forklares som et resultat af intriger, og han forbitredes mere og mere. Han var dog stadig en søgt portrætmaler. Gennem sine rejser havde han fået nye impulser, ikke mindst ved studiet af Angelica Kauffmanns værker i Rom og Anton Graff i Dresden (C. F. Stanley, 1785 på Fr.borg og i akademiet, Niels Reiersen, 1784 på Fr.borg, H. E. Schimmelmann og hustru, 1789). Endvidere fik han et speciale som han med stor virtuositet og energi opdyrkede, landskabsmaleriet. I det Coninckske palæ i Bredgade (Håndværkerforeningen) dekorerede han en stue (1785-86) med billeder fra Dronninggård og dens omegn; han rejste 1788 til Norge, hvorfra han hjembragte en serie pittoreske prospekter, som Statens museum købte; han malede billeder fra Kbh.s omegn (Udsigt mod Frbg. Slot og Kirke, 1788, Statens museum) og malede endog et marinebillede (sst.). Også genrebilledet dyrkede han, som i Frieren og Overraskelsen, 1784 og 1785 (Statens museum), huslige scener der skal have emne fra hans egen ægteskabshistorie. Men trods alt følte han sig tilsidesat, slået ud af sine konkurrenter fra den plads, han troede at have sikret sig mens de var borte. Hans utilfredshed voksede, og endelig gjorde han ende på sit liv ved at springe ud af vinduet i sit hjem. Hans død vakte bestyrtelse og medfølelse; hans ry voksede, ligesom rygterne om de mod ham rettede intriger; kongen greb ind og befalede at man skulle købe hans efterladte malerier, og enken fik fra 1811 pension. P. var en alsidig kunstner; han gav sig også af med radering (Kong Knud beskæmmer sine Hofmænd, 1782, Paris) og kobberstik (Mme. Bjørn, 1788; nogle af de norske prospekter), og han eksperimenterede i sine sidste år især med farvetryk, støttet af hoffet. Den kunstneriske piedestal, hvorpå han ved sin tragiske død blev stillet, holdt ikke længe, og vor tid finder hans nederlag over for Jens Juel og Abildgaard fuldt berettiget. Som historiemaler har han ingen kunstnerisk betydning (Knud den Helliges Drab, 1777 i Skt. Knuds kirke, Odense), om end hans nationale billeder naturligvis har kulturhistorisk interesse som vidnesbyrd om en voksende nationalfølelse og heltedyrkelse. Derimod har P. ydet en selvstændig og banebrydende indsats inden for landskabsmaleriet gennem sine frisksansede og stemningsmættede danske og norske prospekter. Hans portrætter er på samme måde præget af en lyrisk-følelsesbetonet opfattelse og en forfinet sart farveholdning, selvom de ud fra en realistisk målestok kan forekomme mangelfulde i tegning og formgivning. P. var en stor ven af teatret. Han har malet flere portrætter af tidens fejrede skuespillere (Mme. Gjelstrup, Mme. Preisler, Venus Urania (ɔ: Caroline Walter eller hans egen hustru)), og efter sin død fejredes han med en mindefest af Det forenede dramatiske selskab.

Familie

Forældre: muligvis bonden Peder Larsen. Gift 11.4.1777 med Anna Elisabeth Lobeck, døbt 2.3.1759 i Kbh. (Nic.), død 19.3.1840 sst. (Frue), d. af bagermester Jakob L. (1709-90, gift 1. gang med Anna Marie Børresen (Olsdatter), død ca. 1754, gift 3. gang 1772 med Cathrine Bugge, ca. 1730-1805, gift 1. gang med hørkræmmer Lorentz Reimer) og Agnete Seyer (ca. 1730-71).

Ikonografi

Selvportr.: mal. 1775 (Fr.borg), to tegn. (sst.), den ene 1778, radering 1784, tegn. til (?) den (Kgl.bibl.) og efter den af C. C. Andersen, 1877 (Fr.borg); formentlig selvportr. på to genrebilleder 1784 og 1785 (begge St.mus.), sidstnævnte litograferet af A. Kittendorf, samt på en radering; mal. ca. 1788. Relief af F. L. Zuschlag (St.mus.).

Bibliografi

Kat. over arbejder af E. P. i Kunstforen., udg. Victor P. Christensen, 1920. – J. C. L. Lengnick: Genealogier, 3.saml. Th. Oppermann: Kunsten i Danm., 1906 146– 50. Victor P. Christensen i Kunstmuseets årsskr. 1920 137f. Peter Hertz sst. 1924-25 302 303 332. Carl W. Schnitler: Norges kunstneriske opdagelse. Maleren E. P.s norske landskaper, Kria. 1920. Victor P. Christensen i Skønvirke VII, 1921 17-26. H. Bramsen: Landskabsmaleriet i Danm. 1750-1875, 1935. Leo Swane i Rom og Danm., red. L. Bobé I, 1935 200-06. J. Sthyr: Dansk grafik 1500-1800, 1943 (fot. optr. 1970). Jens Fr. Narbæk i Søllerødbogen, 1970 387-95. Samme i Konsthist. t. XLIV, Sth. 1975 27-36. Torben Holck Colding i Carlsbergfondets årsskr. 1979 98-104.

Læs også om Erik Pauelsen i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Erik Pauelsen
Erik Pauelsen
Erik Paulsen , 1749-1790, dansk maler. Eft ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Dresden
hovedstad i den tyske delstat Sachsen. Dresde ...Artikel i Den Store Danske
Lerche
borgerlig og adelig slægt, hvis stamfader, Niels ...Artikel i Den Store Danske
Johan Rantzau
1492-1565, holstensk feltherre; far til Henr ...Artikel i Den Store Danske
Dronninggård
Næsseslottet , tidligere lystgård og stamhus ...Artikel i Den Store Danske
Abildgaard
adelige og borgerlige danske (dansk-norske) s ...Artikel i Den Store Danske
Preisler
  kobberstikkerfamilie fra Nürnberg. Johann ...Artikel i Den Store Danske
Johan Mandelberg
1730-1786, svensk-dansk maler. Mandelberg ville være ...Artikel i Den Store Danske
Kalmarunionen
union mellem de tre nordiske riger, indgået p ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
BBoeg
18/07/2011
OAndrup
18/07/2011
  • Læst 575 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki