Dansk Biografisk Leksikon

Fr. Vermehren

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Fr. Vermehren, Johan Frederik (Frits) Nicolai Vermehren, 12.5.1823-10.1.1910, maler. Frederik Vermehren fødtes i et stabilt og beskedent håndværkerhjem. Lysten til at tegne vågnede tidligt, og han var allerede som dreng blevet hjulpet til rette dermed af naboens søn, den femten år ældre Jørgen Roed. Frederik Vermehren kom i Sorø akademis skole hvor Hans Harder var lærer i tegning, men Lucie og B.S Ingemann fik mere betydning for ham, idet de – da han 1843 var blevet student – støttede ham over for faderen i ønsket om at blive uddannet til maler. Nu kom Frederik Vermehren til København, og samtidig med at gå på akademiet fik han privat undervisning hos Roed, for hvem han 1846-47 undermalede forskellige billeder. Den Hirschsprungske samlings Parti af Baggaarden til Thott's Palæ er det første maleri Frederik Vermehren har udført direkte efter virkeligheden. Her viser den 22-årige kunstner sig som en føjelig elev både af akademiet hvor den tidligt ældede C.W. Eckersberg stadig fungerede, og ganske særlig af Jørgen Roed der allerede havde malet sådanne rolige og velovervejede arkitekturbilleder med klar markering af lys og skygge. Men maleriet viser også Frederik Vermehrens følsomme opfattelse og usvigeligt sikre gengivelse som også præger kunstmuseets vinterlandskab fra Ringstedegnen; motivet er typisk for dansk kunst, og her er det fuldkommen mestret, så værket hører til det ypperste i Frederik Vermehrens produktion.

Frederik Vermehren deltog i krigen 1848, men var kun med i nogle få træfninger. Snart var han på ny ved sit staffeli. Tidens patriotiske stemning førte ham til at male Reservesoldatens Afsked fra sin Familie, 1849, og dermed opnåede han en fremskudt plads blandt de nationale genremalere. I fortællingen er menneskene hovedsagen, og de holder opmærksomheden fangen ved en ægte dæmpet adfærd. I dette værk er der på den nobleste måde vundet et nyt land for den eckersbergske lokalkolorit. Hver eneste lille ting i den landlige stue er gransket og gengivet med præcision, uden at helhedens dagklare harmoni brydes på noget punkt. I øvrigt må dette og de snart følgende hovedværker En jydsk Faarehyrde paa Heden, 1855 og En Sædemand, 1858-59 ses i nøje forbindelse med N.L. Høyens agitation for en folkelig nordisk kunst. I sit foredrag marts 1844 "om Betingelserne for en skandinavisk Nationalkonsts Udvikling" udtalte han det håb, at kunstnernes "Sind og Øjne skulde oplades for det betydningsfulde Naturliv selv der, hvor det aabenbarer sig saa alvorligt, ja barskt, som paa den aabne Hede eller imellem nøgne Klipper; vi haabe, at de skulde være mægtige til ud af Folkelivet at gribe de oprindelige Stammetræk Man ved fra Frederik Vermehren at han tilfældigt mødte den gamle hyrde og straks fik lyst til at male billedet; det er ikke malet for at tækkes Høyen til hvis kreds Frederik Vermehren tidligt hørte. De tre tidlige folkelige malerier der nu alle – som typiske repræsentanter for denne væsentlige side af Frederik Vermehrens kunst – findes på kunstmuseet, blev til efter indgående forstudier. Der kendes skitser til hovedfigurerne på Reservesoldaten og en meget frisk studie af landskabet til fårehyrden foruden forskellige tegninger. Om det tredje fortæller kunstneren i et brev: "Jeg har trasket i Pløjejorden ved Siden af Sædemanden og har studeret Bevægelsen grundigt. Jeg tror nok, at jeg nu kan tegne ham ned, men førend jeg kan gøre det udenad, duer det ikke". Som figurkunst er sidstnævnte værk af en storstilet karakter, men som maleri er det allerede blevet svækket på grund af Frederik Vermehrens mangelfulde teknik der dog har været ganske anderledes fatal for mange af hans senere arbejder. Størsteparten af Frederik Vermehrens billeder fra bondelivet er malet i Midtsjælland, et par på Silkeborgegnen og enkelte i Nordsjælland.

I foråret 1855 rejste Frederik Vermehren ud med kunstakademiets understøttelse. Over Köln, Antwerpen og Bruxelles kom han til Paris hvor han så verdensudstillingen. Derfra rejste han over Schweiz til Italien. Den varme sommertid udnyttedes til at gøre studier i Cervara i Sabinerbjergene. I oktober flyttede han ind til Rom. Næste sommer tilbragtes i Gerano. Fra de to bjergbyer malede han med særlig fornøjelse nogle karakterfulde portrætstudier og desuden arkitekturbilleder med farverig staffage; statelig er Nivågårdsamlingens En italiensk Hyrdedreng, malet i Rom 1856 efter forarbejder fra Gerano. I Rom studerede han ivrigt i gallerierne og var særlig begejstret for Velásquez og Tizian. Han beundrede i det hele de italienske mestre, selv om han måtte erkende, at han ikke kunne lære af dem: "de ere for langt fra mig og min sjællandske Retning". Han tilstod at han i Rom trods alt længtes efter de nederlandske malere. Undervejs hjem opholdt Frederik Vermehren sig i Firenze og Venezia.

Efter mere end otte års forlovelse giftede Frederik Vermehren sig, så snart han var kommet hjem; de nygifte tilbragte på Roeds tilskyndelse sommeren i Hellebæk hvor denne allerede et par år tidligere havde malet. Derefter tog han fat på det foran omtalte maleri af sædemanden og dyrkede andre motiver af midtsjællandsk bondeliv. Størstedelen af genrebillederne efter rejsen er malet inde og har en fin clair-obscur-virkning. Her bryder interessen for de sirlige hollandske interiørmalere tydeligt frem. 1862 fik Frederik Vermehren det Anckerske legat og rejste over Holland til Paris, derfra videre til Rom; han malede et par landskaber i Genazzano. 1864 blev han medlem af akademiet, ansattes 1865 som lærer ved modelskolens forberedelsesklasse og blev ved W. Marstrands død 1873 foretrukket til dennes professorat fremfor Constantin Hansen og Carl Bloch. Frederik Vermehren fungerede til 1901. Fra omkring 1870 skrumper Frederik Vermehrens landlige virksomhed ind, og han bliver hovedsagelig portrætmaler. Ind imellem adskillige rutinemæssige arbejder har han malet fremragende portrætter. Han havde fra ganske ung forberedt sig til dette arbejde ved de mange figurstudier til genrebillederne, ved de mange nænsomt gennemarbejdede portrættegninger (af hvilke en del blev litograferet) og ved jævnligt at gennemføre et portræt i olie. Portrætterne fortsætter de landlige interiørers diskrete clair-obscur, men hertil føjer sig nu en fin karakteristik som ikke tidligere havde kunnet gøre sig gældende, selv om det menneskelige moment også havde været en væsentlig drivfjeder for genremalerierne. Som et vendepunkt kan man opfatte det statelige og koloristisk aldeles mesterlige portræt af Fru Wanscher, 1869. På linje med det står to værker i udstillingskomiteens samling på Charlottenborg: det farverige portræt af billedhugger August Saabye, 1887 og selvportrættet 1886 som er af en enestående blidhed.

Vore offentlige samlingers repræsentation af Frederik Vermehren som portrætmaler er ellers ikke fyldestgørende. 1878 tog Frederik Vermehren til Paris for at se verdensudstillingen og i det hele lære samtidens franske kunst nærmere at kende. Særlig interesserede han sig for Leon Bonnat der som lærer var begyndt at drage de unge til sig også fra Danmark. Gennem sin virksomhed som professor blev Frederik Vermehren nærmere knyttet til ungdomsvennen F. Meldahl der nu var akademiets direktør. Efter at akademiet 1882 havde fået en ny fundats rejste de sammen 1883 til Berlin, Dresden og München, og Frederik Vermehren delte sin tid mellem gallerierne og undervisningen på akademierne. Denne rejse blev hans sidste. En række af betydende kunstnere var Frederik Vermehrens elever. Han ofrede megen tid på de unge, men stivnede snart som lærer. Da således Niels Bjerre i begyndelsen af 80erne gik på akademiet fandt han Frederik Vermehrens farvelære aldeles stereotyp. Når man skulle male en model, sattes på paletten én lokalfarve, tonet efter om der skulle males halvskygge, kærneskygge, slagskygge eller refleks - og til den anden side lys eller højeste lys. Andre og ældre værdsatte Frederik Vermehrens undervisning og bevarede i taknemmelighed forbindelsen med ham. En interessant korrespondance mellem P.S. Krøyer og Frederik Vermehren findes publiceret; heraf – som af andre ytringer – fremgår at Frederik Vermehren på ingen måde var ensidigt national; han var glad, når hans unge elever (ligesom i sin tid Eckersberg) fortsatte uddannelsen i Paris, og han erkendte den franske kunsts overlegenhed. Over for den internationalt anlagte Krøyer finder Frederik Vermehren det dog som dygtig pædagog påkrævet at hævde de nationale værdier, men når han skriver til Pietro Krohn, finder han det rigtigst at stimulere ham til at lære af de samtidige i Paris.

Frederik Vermehren anvendte megen tid på sine billeder, ikke blot fordi han forberedte sig grundigt, udførte dem præcist i de mindste enkeltheder og fulgte farvens fineste nuancer med megen energi, men også fordi han stærkt selvkritisk kunne fortvivle over sine svigtende evner, så han gang på gang tørrede dele af billedet ud for at begynde forfra eller foretog rettelser ved overmaling. Det er nok i nogen grad denne fremgangsmåde der forklarer, at adskillige af Frederik Vermehrens malerier nu er stærkt krakelerede. Idet han med årene fjernede sig fra Eckersbergs klare farvesyn og lod clair-obscuret dominere, øgedes også muligheden for en til tider katastrofal eftermørkning. Med Frederik Vermehrens afgang ophørte den eckersbergske tradition ved kunstakademiet, og da han døde 1910 – kort før Julius Exner – standsede den direkte, trofaste overlevering fra guldaldertiden. Den kunstneriske barnetro blev bevaret gennem manddommen lige til oldingeårene. Hos en kunstner af fint tilsleben form overser man lettere det bærende temperament; derfor er det ikke blevet tilstrækkeligt opfattet at Frederik Vermehrens i alle enkeltheder velplejede malerier ret ofte har en finhed i det koloristiske der genspejler kunstnerens noble lidenskab.

To sønner fik en løbebane som kunstnere. Gustav Vermehren, født 28.12.1863, død 2.9.1931, gik på kunstakademiet 1881-91 uden at tage afgang. Han udstillede på Charlottenborg 1888-1932 og stiftede 1900 Foreningen for national kunst. I en årrække ledede han en forberedelsesskole til akademiet som han 1892 havde oprettet sammen med broderen Sophus. 1893-1912 var han inspektør for kongens private malerisamling. R. 1925.
Sophus Vermehren, født 28.8.1866, død 25.3.1950, tog afgang fra akademiet 1892, udstillede på Charlottenborg 1891-1915 men var i øvrigt lidet produktiv.
En tredje søn Frederik Vermehren, født 6.2.1865, død 22.6.1921, blev student 1883, 1890 cand.med. og derefter assistent hos Fr. Howitz på Frbg. hospital hvor han fra 1903 var overlæge. 1895 blev han dr.med. på afhandlingen Studier over Myxoedemet. Han var fra 1911 medlem af bestyrelsen for Frederik VII's stiftelse på Jægerspris, og i København fra 1915. Han konstruerede et underlivsbælte til behandling af Enteroptose. R. 1921.

Familie

Frederik Vermehren blev født i Ringsted, døde i København og er begravet sammesteds (Ass.).
Forældre: glarmester Peter Friedrich Nicolaus Vermehren (1793-1869) og Sophie Amalie Franck (1801-46). Gift 7.7.1857 i København (Garn.) med Thomasine Ludvigne Grüner, født 21.12.1833 i København (Holmens), død 26.2.1877 sammesteds (Frels.), d. af universitets- og kommunitetsforvalter, prokurator, justitsråd Thomas Ludvig Grüner (1782-1844, gift 1. gang 1807 med Anna Kirstine Wittusen, 1789-1871, gift 2. gang med branddirektør på Femern, landmåler, kaptajn Jørgen Seiersted Heboe, 1789-1839) og Petrine Elisabeth Beyer (1808-63).

Udnævnelser

R. 1869. DM. 1888. K.2 1892. K.1 1901.

Ikonografi

Mal. af Constantin Hansen, 1851 (Fr.borg) og 1861-62 (sst.). Buste af H.V. Bissen, 1866 (St.mus.). Træsnit 1873. Tegnet selvportr. 1875 (Hirschsprung). Tegn. af F. Henningsen, 1880. Træsnit af H.P. Hansen, 1882, gentaget 1884. Malet selvportr. 1886 (udstillingsfonden, Charlottenborg). Træsnit af A. Heimburger efter foto fra 1891. Træsnit af A. Bork, 1897, efter foto. Buste af Nielsine Petersen, 1901 (Fr.borg). Mal. af S. Vermehren udst. 1903. Mal. af H. Siegumfeldt. Foto.

Bibliografi

Dansk kunst, udg. Foren, for national kunst, 1966 nr. 104. – Tilskueren XLII, 1925 I 348-62 (breve til P. S. Krøyer). Kunstmuseets årsskr. XXXIII-XXXIV, 1946-47 204-15 (breve til Helena Nyblom og J. Roed). – Chr. Axel Jensen i Fra arkiv og museum IV, 1909-11 461-64. Th. Faaborg: Johan Frederik Nicolai Vermehren I–II, 1923-24. Helga Stemann: F. Meldahl og hans venner I-VI, 1926-32. F. Hendriksen: En dansk kunstnerkreds, 1928. Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen II, 1938. Marianne Zenius: Genremaleri og virkelighed, 1976.

Læs også om Fr. Vermehren i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Fr. Vermehren
Fr. Vermehren
Frederik Vermehren , 12.5.1823-10.1.1910, da ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Bruxelles
nederlandsk Brussel , tilnavn Europas hj ...Artikel i Den Store Danske
August Saabye
  1823-1916, dansk billedhugger. Saabye ble ...Artikel i Den Store Danske
Sabinerbjergene
bjergkæde nordøst for Rom, ca. 70 km lang. De sk ...Artikel i Den Store Danske
Heden
hyppigt dansk stednavn fra udskiftningstiden i f ...Artikel i Den Store Danske
Antwerpen
fransk Anvers , Belgiens næststørste by ved flo ...Artikel i Den Store Danske
Dresden
hovedstad i den tyske delstat Sachsen. Dresde ...Artikel i Den Store Danske
Niels Bjerre
1864-1942, dansk maler. Niels Bjerre var uddanne ...Artikel i Den Store Danske
Pietro Krohn
1840-1905, dansk maler, tegner og museumsmand ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
ErZa
18/07/2011
  • Læst 883 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki