Franka Rasmussen

Franka Rasmussen, Franziska Paula Konstante Rasmussen, 20.3.1907-14.12.1994, maler, billedvæver. Franka Rasmussen uddannedes som tegner og maler ved Kunstgewerbeschule i Frankfurt am Main 1928–29. Da hendes mand 1930 kaldtes fra sit lærerembede ved samme skole til overlærer ved tegneundervisningen på den nyoprettede kunsthåndværkerskole i Kbh. fulgte hun med og indledte sin karriere her som maler; men det er dog inden for den abstrakte billedvævning hun vandt sig et ry. Hun fik tidligt selv tilknytning til Kunsthåndværkerskolen hvor hun kom til at virke i mere end en menneskealder (1935–76) som lærer i tegning og komposition, især ved tekstilklasserne. Inspirationen herfra førte hende til at arbejde med tekstilmaterialet, teknisk hjulpet i gang af kollegaen Gunilla Lagerbjelke, og siden 1955, hvor hun udstillede malerier, tegninger og billedvævninger i Athenæums kunsthandel, arbejdede Franka Rasmussen med tekstilet som sit egentlige udtryksmiddel. Hendes første vævninger var naturinspirationer i gobelinteknik, men hun begyndte snart at eksperimentere med teknikker og strukturer og blev således eksponent for den nye eksperimenterende stil inden for tekstilkunsten, "strukturalismen", eller hvad man kunne kalde "tekstilets nye indtrængen i rummet" (Erik Clemmesen, 1969) flere år før denne stil slog igennem på biennalen i Lausanne 1965. Franka Rasmussens første unikke gulv- og vægtæpper med abstrakte kompositioner i ophøjet struktur, fx i ryateknik, imødekom et behov for en tekstil udsmykning der kunne harmonere med den rene, nøgne arkitektur der vandt frem i 1950erne. Denne samklang mellem rum og tekstil var også bestemmende for Franka Rasmussens udformning af de udsmykningsopgaver hun fik tildelt, først med gardiner til en 8 m lang glasvæg i Nordiska kompagniet i Stockholm 1961 der er det eneste arbejde Franka Rasmussen designede for industriel fremstilling. Senere udførte hun herhjemme vævninger til Svendborg bibliotek, musikbiblioteket i Lyngby, Nyborg sygehus, landsretten i Viborg, Teknologisk institut i Tåstrup og Blågård seminarium, den sidste bekostet af Statens kunstfond.

Franka Rasmussens enkelte kompositioner består ofte af paneler i flere planer eller fremtræder som vævede relieffer, for det meste i douce farver og sort og enkelte stærkt lysende farvepartier af egen indfarvning, hvor det artistiske element, kompositionen, farverne og stofligheden betyder mere end den tekniske perfektion. Hendes materialer var ofte uortodokse, bl.a. fandt hun anvendelse for opklippede, brune plasticposer, tykt opbindingsgarn, hvide persiennesnore af nylon og afklippet trådnet, med den hensigt, som hun udtrykte det, "at gøre værdiløse materialer ædle". Franka Rasmussen var stadigt eksperimenterende og benyttede i 1970erne ofte kombinationen af tekstil og metal og i de seneste år udelukkende metal, men således at inspirationen fra tekstiler endnu en tid kunne fornemmes. Som lærer ved kunsthåndværkerskolen fik Franka Rasmussen betydning for en hel generation af eksperimenterende tekstilkunstnere.

Som arbejdsområde fængslede også scenografi Franka Rasmussen, men da det dårligt lod sig forene med skolearbejdet blev det dog kun til få opgaver i løbet af 50erne, bl.a. til Finn Methlings Dagen i morgen for Det kgl. teater 1950 og til Maksim Górkijs Natherberget på Riddersalen 1958.

Som medlem af kunstnersammenslutningen Koloristerne fra 1966 udstillede Franka Rasmussen årligt nye arbejder på Den frie, hun deltog i biennalen i Lausanne 1967 og i de fleste af kunsthåndværkets årsudstillinger samt i udstillinger af dansk kunsthåndværk her hjemme og i udlandet. Hun havde separatudstillinger i Kunstindustrimuseet 1969 og Clausens kunsthandel 1961, 1963, 1971, 1979 og 1985 samt i Skovgaardmuseet i Viborg 1972, i Angers og i Düsseldorf og er repræsenteret med arbejder i Kunstindustrimuseet, i Esbjerg og Vejen kunstmuseer og i Lausanne (CITAM).

Franka Rasmussen virkede endvidere som anmelder af dansk og udenlandsk kunsthåndværk og skrev Den skabende kunstner (Kunsthåndværkerskolen 1930–55, 1955). Franka Rasmussen modtog Statens kunstfonds legater 1968 og 1973, Nationalbankens jubilæumsfond 1969 og kunsthåndværkets årspris 1971. Fra 1981 tildeltes hun finanslovens livsvarig ydelse. Hun modtog Eckersberg-medaljen 1982.