Frede Christoffersen, 15.4.1919-29.5.1987, maler, grafiker. Efter en tid på kunsthåndværkerskolen uden større udbytte lod Frede Christoffersen sig forhyre og berejste Østasien og Amerika; tegninger fra denne tur blev offentliggjort i 20 smaa sorte Tegninger, 1941 med forord af Kjeld Elfelt. Han tegnede også til Berlingske Søndags Magasin og illustrerede bøger, især digtsamlinger med originalgrafik, fx Nis Petersen Digte, 1942 med litografier og Ester Nagel Mennesker, 1943 med træsnit. Frede Christoffersen dyrkede fortsat træsnit og især farvetræsnit hvormed han også illustrerede en dansk oversættelse af Walt Whitman, 1976. Han tegnede også bogomslag og plakater, men besluttede tidligt at opgive den mere journalistiske side af kunsten og bogillustration til fordel for malerkunsten.

Frede Christoffersen begyndte 1942 på kunstakademiets malerskole og dens grafiske skole som elev af Aksel Jørgensen, senere på Vilhelm Lundstrøms skole. Han realiserede i de følgende år med betydelig selvstændighed en malerisk opfattelse af lyrisk art bygget over farver med rene klange og præcise kontraster gerne med solen som motiv, varieret med grundighed og fantasi. Et element af lineær abstraktion indgår i billederne, og dette gælder også de udsmykningsopgaver han i årenes løb udførte til offentlige bygninger: De danske spritfabrikker (mosaik), Askov højskole, Sindal centralskole, Århus universitet (fresco), Ranum seminarium, Skagens bibliotek, Nørresundby gymnasium, Geelsgård kostskole, Niels Ebbesenskolen i Skanderborg, SID-bygningen i Kbh. Omkring 1960 arbejdede han med relieffer eller "collager" i jern. Han modtog Eckersberg-medaljen 1965 og var 1968 indbudt til at udstille på Biennalen i Venedig sammen med Mogens Andersen men trak sine billeder tilbage. Frede Christoffersen var en flittig udstiller bl. a. på Kunstnernes efterårsudstilling, Den polykrome og på Den frie udstilling som medlem fra 1954. Han havde separatudstillinger i Studio Schnader 1942, Kunstindustrimuseet 1945, Kunstforeningen i Kbh. 1953 (sammen med Asger Jorn og Knud Nielsen) og 1965, Kunstnernes kunsthandel 1959 og 1961, Kunstpavillonen i Esbjerg 1963, Roskilde kunstforening 1970 og Clausens kunsthandel 1958, -62, -72, -73, -75 og 1988. 1979 tildeltes han Skovgaard- medaljen og 1986 Thorvaldsen-medaljen.

Frede Christoffersens hustru, Agnete Bjerre,er også maler. Hendes barndom og opvækst i Vendsyssel har bestandig præget hendes maleri, "hun vedkender sig sin vendsysselske barndom - hendes omgang med gamle koner har måske præget hende i højere grad end senere møder i kunstnermiljøer". Hendes billeder handler mest om mennesker: "de enkle, naive, ensomme, de bøjede, de ukunstlede, de interessante uinteressante". Figurerne ses bestandig i ro, sommetider bagfra, der kan være noget kejtet i tegningen, men også forfinet, og farveholdningen er "nænsom og skær". Agnete Bjerre var først elev hos sit bysbarn Svend Engelund i Vrå, siden af Vilh. Lundstrøm på kunstakademiet fra 1945. Hun udstillede første gang på Kunstnernes efterårsudstilling 1947, senere som medlem af Kammeraterne 1962-89 og af Vråudstillingen. Separatudstillinger hos Clausen i Toldbodgade 1961 og -63 og i Galerie Gade i Ålborg 1971. Hun modtog Eckersberg-medaljen 1968. Hun tildeltes 1980 Statens livsvarige ydelse.

Familie

Frede Christoffersen er født i Borup og døde i Humlebæk.

Forældre: gårdejer Carl Martin C. (født 1887) og Andersine Petersen (født 1887). Gift 1. gang 5.4.1944 på Frbg. (b.v.) med Inger Marie Poulsen, født 23.1.1923, d. af civilingeniør Svend Engelbrecht P. (1896-1939) og væver Laura Sofie Sørensen (1897-1976); ægteskabet opløst 1952. Gift 2. gang 25.10.1952 i Kbh. (b.v.) med maler Agnete Krustrup Bjerre, født 11.6.1924 i Vrejlev, Vendsyssel, d. af gårdejer Bertel Madsen B. (1884-1946) og Ane Kirstine Larsen Krustrup (1880-1964).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl. aftenavis 17.11.1941. Ole Sarvig i Information 17.9.1951 og 25.1.1952. Sst. 23.9.1958. P. Lübecker i Fra a til z, 1952, nr. 3. Kunst I, 1954 154-57. Knud Holst sst. 1971 182f. P. Lübecker i Hvedekorn, 1955 14-17. Katalog fra Kunstnernes kunsthandel 1959, m. forord af Ejler Bille. Katalog sst. 1961 m. forord af E. Nikolajsen. Katalog til ikke afholdt udstill. i Venedig 1968, m. forord af L. Rostrup Bøyesen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig