G.F. Clement, Gad Frederik Clement, 9.7.1867-7.1.1933, maler. Født på Frbg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Som dreng kom C. i lære hos malermester Øigaard og var et par år på Teknisk skole hvorfra han 1885 dimitteredes til akademiet. Her blev han til 1888, da han gik over til Kunstnernes studieskole (1888-92) hvor han drog særlig nytte af L. Tuxens og navnlig Frans Schwartz' undervisning. Vinteren 1900-01 besøgte han en kortere tid Kristian Zahrtmanns skole. - Af største betydning for C.s tidlige udviklingsår blev venskabet med Mogens Ballin som begejstrede ham for det moderne franske maleri. Navnlig fængsledes de to unge kunstnere af den samling af Paul Gauguins og impressionisternes arbejder der kunne ses hos Mette Gauguin, og da de kom til Frankrig (1891, 92) søgte de ud til Bretagne hvor de traf en kreds af Gauguin-elever og navnlig sluttede venskab med Paul Sérusier. Ved C.s debut på Den frie udstilling 1893 sås det i hvor høj grad han havde taget ved lære af den franske symbolisme, ikke mindst i det store dekorative billede der viser den hellige Frans og de tre hvide jomfruer eller nogle tegninger bl.a. af Tre bretagnepiger på vej til kirke (nu Kobberstiksaml.) hvor han i hjørnet har citeret et vers fra Verlaines Sagesse. De tilhørte da alle kapelmusikus Frits Bendix som i øvrigt også overdrog C. og Ludvig Find at udsmykke sit hus med dekorative malerier (kendes ikke mere). C. kom i disse første år af 1890erne til at stå som en foregangsmand for den nye dekorative kunstretning (den såkaldte syntetisme), og det atelier han delte med Ballin og siden med Find blev samlingsstedet for en kreds af ligesindede der også talte digtere som Johannes Jørgensen og Sophus Claussen. Vinteren 1893-94 opholdt C. sig sammen med Ludvig Find i Italien og her ledte mødet med den italienske kunst ham ind i et andet spor. Han stræbte mod den store form, som det italienske 1400-tals maleri viste ham. Han kopierede Masaccio og Lorenzo di Credi, og ved sin hjemkomst malede han det monumentale portræt af pastor Vaupell (tilhører Kunstforeningen) i tidlig italiensk renæssancestil. Somrene tilbragte han nu i Nymindegab og malede her nogle af sine mest karakteristiske billeder: Madsine, 1895 hvor den præcise form og stramme linievirkning var gennemført og Fiskerpige fra Nymindegab, 1896 hvis minutiøse detailstudium viser retningen tilbage til gammel dansk figurkunst (Jørgen Roed, Fr. Vermehren). Et af hovedarbejderne fra disse år er det smukke og karakterfulde portræt af fru Brandstrup, f. Hirschsprung (1898). -Efter århundredskiftet da stilbestræbelserne afløstes af en ny naturalisme fulgte C.s kunst denne udvikling. Han blev hurtigt en meget yndet portrætmaler, og her kom det han havde lært ved studiet af den gamle kunst ham til gode. Foruden portrætter malede han en del figurbilleder og mange landskaber, mest fra Italien, i lette, lyse farver. - På sine studierejser søgte han altid til Italien, navnlig til Rom og Civitå d'Antino og årene lige før og efter 1900 opholdt han sig her til stadighed (med akademiets stipendier 1900, 1903-04). Senere tilbragte han en årrække somrene på Skagen, men efter 1920 næsten altid i Italien. - C. er repræsenteret på museerne i Horsens, Randers, Ålborg, Maribo samt Skagens museum. På Fr.borg findes hans portrætter af Poul Reumert, grev Brockenhuus-Schack, xylograf F. Hendriksen og dronning Alexandrine (1931); til Charlottenborgs udstillingskomité malede han 1922 (efter et fotografi) et portræt af arkitekt J. H. Nebelong. Fra 1893 var C. medlem af Den frie udstilling hvor han udstillede næsten årligt. 1920 havde han en retrospektiv udstilling i Kunstforeningen og en mindeudstilling for ham afholdtes sst. 1934. Han var 1976 repræsenteret på udstillingen Kunstnere omkring Taarnet i Skovgaard-museet i Viborg. 1918 blev han medlem af akademiets plenarforsamling, 1920-29 medlem af akademirådet.

Familie

Forældre: revisor Frederik Christian C. (1834-67) og Mathilde Louise Hjorth (1839-1905). Gift 27.5.1902 på Capitol i Rom, siden i den tyske k. sst. med maler Martha Caroline (Tupsy) Jebe, født 13.4.1871 i Trondheim, død 5.9.1959 i Kbh., d. af sanitetsmajor Hakon Gabriel J. (1831-1900) og Hedvig Jørgine Klingenberg (1846- 1925).

Ikonografi

Tegn. af F. Guldbrandsen, 1895, og af L. Find 1895, 1897, 1902 og 1903 (alle Fr.borg). Tegn. af Johan Rohde, forarbejde til malet gruppe (Hirschsprung). Mal. af Tupsy Jebe Clement ca. 1927.

Bibliografi

M. Bodelsen: Maleren Ludvig Find, 1943. Katalog over udstillingen Kunstnere omkr. Taarnet, arr. af John Hunov og Skovgaard-museet i Viborg, okt.-nov. 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig