Hans Nikolaj Hansen

Hans Nikolaj Hansen, døbt Nicolay, 15.5.1853-14.3.1923, maler, raderer. Efter studentereksamen kom Hans Nikolaj Hansen på akademiet hvor han uddannede sig til maler og hvorfra han 1876 tog afgang. Det blev imidlertid som illustrator og grafiker han siden skulle vinde mest anerkendelse. Hans Nikolaj Hansen var en åben natur som livet igennem lod sig påvirke og inspirere. Hans efterladte produktion kan derfor forekomme at være en række eksperimenter, en næsten kaotisk blanding af forsøg i varierende genrer, teknikker og stilformer. Hvert eneste stykke er imidlertid gennemført med et uomtvisteligt talent. En del af årsagen ligger vel i hans psyke, en anden er sikkert at hans ungdom faldt i en brydningstid for dansk kunst. Efter adskillige årtiers fordybelse i nationale emner søgte man efter nederlaget 1864 nye kunstneriske mål. Hans Nikolaj Hansens tidligste tegninger står i gæld til J. Th. Lundbye og Lorenz Frølich. Blandt de første mere selvstændige er to socialrealistiske skildringer En strejke, 1876 og Kvinder losser kul, 1877. Det blev dog som historiemaler Hans Nikolaj Hansen på udstillingen 1878 fik sit gennembrud: Udenfor Sigbrits port, en stor, ambitiøs og velgennemført komposition med anekdotisk pointe og en for denne genre glimrende personkarakteristik. Christian II hvis liv i disse år var genstand for flere kunstneres interesse er også emnet for Bondedommen fra 1883.

Hans Nikolaj Hansen hører til den første generation af de "gennembruddets mænd" som følte det nødvendigt at videreuddanne sig i Frankrig. I selskab med P.A. Schou rejste han 1878 til Paris og blev optaget på Leon Bonnats skole hvor P.S. Krøyer og L. Tuxen havde gået før ham og lærte ligesom de valørmaleriet at kende. At han tillige studerede samtidens moderne malerkunst afspejles i tre store malerier han udførte efter sin hjemkomst. På kirkegården, der på udstillingen 1880 blev købt til glyptoteket, var med sine grønne og sorte farver, delvis påført med paletkniv, ikke blot teknisk, men også i sin sentimentale naturalisme noget nyt i dansk kunst. Kvinder på heden, 1881 (Statens museum for kunst) er mere påvirket af realismen. Efter en frokost, 1881, leder tanken hen på Gustave Courbet, men har ellers alle en traditionel genrescenes kendetegn. Fra 80erne stammer også en del landskabsmalerier, men det er som illustrator Hans Nikolaj Hansen slår igennem i disse år, dels som medarbejder ved Ude og Hjemme, dels i udgivelser af ældre dansk litteratur som Svend Grundtvigs udgave af Danske Folkeæventyr, 1884, Holbergs Peder Paars og Oehlenschlägers Sand Hansaftenspil, begge 1885. Hans illustrationer er stilmæssigt meget forskellige, men vidner dog om evnen til indlevelse ikke blot i historiske stilarter, men tillige i digterværkets ånd.

Hans Nikolaj Hansen illustrerede også en samtidig udgivelse, Boganis Jagtbreve. Han færdedes meget i litterære kredse og var medlem af den ret eksklusive forening Bogstaveligheden som talte flere af tidens progressive skribenter, brødrene Brandes, Harald Høffding og J.P. Jacobsen. 1890-91 tog Hans Nikolaj Hansen atter til Paris og arbejdede under Puvis de Chavannes. Fra dette ophold findes tegninger påvirket af Edgar Degas og Henri Toulouse-Lautrec. Størst betydning for hans kunstneriske udtryksform omkring århundredskiftet fik imidlertid Italien, særlig Firenze, hvortil han rejste 1895 på det Anckerske legat og siden flere gange vendte tilbage. Studiet af ungrenæssancens kunst som på denne tid blev genopdaget stimulerede hans interesse for en fladebetonet, dekorativ udtryksform, hvad han forsøgte at realisere i illustrationer til En Skjærsommernatsdrøm, 1896. Mærkeligt nok blev det også i Firenze at han for alvor opdagede Rembrandts raderinger og derved fik fornyet interesse for dette medium.

Der er næppe tvivl om at Hans Nikolaj Hansen i kraft af fordybelsen i Rembrandt og valørerne ydede sin væsentligste kunstneriske indsats som raderer. Hans eksperimenter med pladen førte ham til at bruge flere teknikker i samme blad, ætsning, roulet og akvatinta, altsammen for at opnå den størst mulige graduering og dermed størst mulig malerisk virkning. Emnevalget har den vanlige mangfoldighed: litterære emner, portrætter (fx faderen og selvportrætter), landskaber, snart uforpligtende, snart bevidst effektfulde. Mest kendt er Firenze, Florentineren, Man har sagn om borgtapeter, Bonden går på marken ud, det symbolistiske Cestiuspyramiden og Marcus Aurelius, alle fra årene før århundredskiftet. Med sit eksempel viste Hans Nikolaj Hansen at raderingen kunne gælde for en selvstændig kunstart og fik således betydning for efterfølgere som Oluf Hartmann, Aksel Jørgensen og dermed for akademiets grafiske skole.

Hans Nikolaj Hansens kunst har til alle tider været yderst forskelligt vurderet, men i sin person forenede han en akademiker, en kunstner og en bourgeois og erindredes af sine venner for sin fine menneskelighed. Formand for Grafisk kunstnersamfund 1909. Medlem af akademiets plenarforsamling 1910, af akademirådet 1915.