Harald Slott-Møller, Georg Harald Slott-Møller, 17.8.1864-20.10.1937, maler. Harald Slott-Møller stod to år i malerlære hos Ad. Hellesen, dimitteredes fra Teknisk skole til kunstakademiet og søgte dettes forberedelsesklasse 1882–83. Derefter gik han over til Kunstnernes studieskole som P.S.Krøyers elev 1883–86. Harald Slott-Møller hørte ligesom Johan Rohde og J.F. Willumsen til den generation hvis læreår faldt sammen med naturalismens kamptid og gennembrud i 80erne. De sluttede sig til den ledende strøm idet de nærmest skærpede naturalismen med et pessimistisk islæt, gjorde den til en bitter realisme, men da de selv modnedes slog de om og blev foregangsmænd i den stilsøgende, mere filosofisk anlagte bevægelse hvoraf 90ernes nyromantik og symbolisme opstod.

Harald Slott-Møller gik ud af Krøyers skole som dennes bedste elev og en malerbegavelse der ret var efter de toneangivende kredses ønske. Karl Madsen hyldede hans talent år for år da han begyndte at udstille på Charlottenborg forårsudstilling 1886 og placerede ham med Fattigfolk i Fattiglægens Venteværelse (1888, kunstmuseet) - en besk skildring af den yderste fattigdom som Harald Slott-Møller også havde kaldt Dødens Venteværelse - mellem tidens "djærve og dygtige Realister".

Jævnaldrende fagfæller så op til Harald Slott-Møller og diskuterede hans koloristiske maksimer, bl.a. hans anvendelse af sort som det ses i "Fattigfolk" og det legemsstore portræt af Georg Brandes på universitetets talerstol (1890; forarbejde 1889 i Det kgl. bibliotek).

I Harald Slott-Møllers som i hans hustrus kunstneriske udvikling spiller indtrykkene fra studierejserne en betydelig rolle. De foretog alle deres rejser i fællesskab, og der foregik utvivlsomt en vidtgående indbyrdes påvirkning imellem dem hvad Harald Slott-Møller selv har udtalt. Det kan næppe udredes nærmere, men der er grund til at antage at de ideer der for hende var forudgivne og hendes karakterstyrke har været af stor betydning for hans indstilling til kunstneriske problemer, modtagelig og temperamentsfuld som han var selv om han blev den der først gik ind for den nye strømning der viste sig mod 80ernes slutning. Umiddelbart efter den første rejse til Italien 1888–89, hvor de begge især følte sig tiltrukket af den tidlige italienske kunst, sker der et omslag i hans maleri. To billeder som Johan Rohde omtaler i sin anmeldelse af forårsudstillingen 1890, og som censurkomiteen havde forkastet, har efter beskrivelsen været symbolistiske af indhold og komponerede med en dekorativ holdning for øje, og på Den frie udstilling 1891 var Harald Slott-Møller ude i de nye tendenser med portrættet af billedhuggeren Anne Marie Brodersen (senere (Carl) Nielsen) hvis lyse hår var belagt med guld, og med et landskab hvor en kornmark var behandlet på samme måde.

Derefter fulgte den række billeder der gjorde ham til en af hovedmændene inden for det specifikke 90-maleri, Tre kvinder (eller Sommeraften, 1894, Hirschsprung), en stiliseret frisekomposition, Foraaret, 1895, sammesteds, af den unge pige mellem pilerakler og fløjtende stære, et udpræget symbolistisk maleri, og Primavera, 1901. Tillige delte Harald Slott-Møller i høj grad nyromantikkens interesse for kunsthåndværk og kunstindustri. En vugge, af ham selv betegnet "malet Træskulptur", 1893 (Kunstindustrimuseet) gjorde begyndelsen.

Med overraskende frodighed og opfindsomhed producerede han udkast til smykker, sølvarbejder (for hofjuvelér Michelsen), apoteker-etiketter, bogsomslag, bogbind (for Petersen & Petersen, Gyldendal), møbler (for Otto Meyer), vægdekorationer. Både udkast og udførte arbejder (bl.a. Helena-Smykket, 1898) købtes i anseligt omfang til Kunstindustrimuseet. Det følger af sig selv at man tog hans evner i brug ved Københavns rådhus hvor han bl.a. tegnede de træskårne håndværkerfigurer til Borgertrappen, og som kunstnerisk leder ved fajancefabrikken Aluminia 1902–06 leverede han udkast til de broget dekorerede brugsfajancer der hører til den tids karakteristiske frembringelser. På dette område vandt Harald Slott-Møller almindelig anerkendelse, og han har en fremtrædende stilling i kunsthåndværks-bevægelsen omkring århundredskiftet. Endnu gennem en årrække kunne han samle opmærksomhed om de anselige; billeder der kom fra hans hånd, fx Badende unge Piger, 1904, Paolo og Francesco, 1905 hvor han vel kom de engelske prærafaeliter som han kendte fra sine ophold i London 1896, 1897 og 1899–1900 nærmest, og de unge kvinder i den sværmeriske Sankt Hans Nat, 1908.

Til hans vægtigste arbejder må gennem hele hans produktion regnes hans portrætter, fra Schandorphs 1892 til Helge Rodes 1907 (Fr.borg) og Sigrid Undset 1923, fra de senere år dog først og fremmest dem han malede af sin hustru fx helfigurbilledet 1903–04 hvor hun står i den blomstrede kjole. Men meningerne om hans arbejder blev mere og mere delte. Det lå både i kunstneriske grunde og i hans holdning over for offentligheden.

Det stilbegreb og de store emners betydning som han kæmpede for fandt ingen jordbund i dansk kunst efter århundredskiftet, og det blev efterhånden klart at han under den udvikling han gennemgik havde tilsat sit oprindelige koloristiske talent. Med sine angreb på fynboerne i "Bondemaler"-fejden 1907 vendte han sig mod sin egen generation og kom til at stå som reaktionær. Undertiden kunne der også ligge en udfordrende sensation i hans billeder når han indsatte portrætter af kendte personligheder (Digteren, 1912 med portræt af Holger Drachmann; De hellige tre Konger, 1925, i Københavns KFUM med professor J.L. Heibergs ansigtstræk). Uden hensyn til modstand og kritik borede han sig blot dybere ned i sin egen opfattelse, og malerisk set blev hans produktion efter århundredskiftet en gradvis nedgang, kulminerende i det store gruppebillede af den internationale kommission for Slesvig, 1922 (folketinget).

Harald Slott-Møller hørte til den snævre inderkreds blandt Den frie udstillings stiftere 1891, men stod ofte i modsætning til sine kolleger og deltog sidste gang i udstillingen 1900. Derefter udstillede han atter på Charlottenborg fra 1904 til sin død. Han havde arbejder på Kunstnernes studieskoles udstilling 1896, verdensudstillingen i Paris 1900 hvor han fik bronzemedalje, den nordiske udstilling i Kaiser Wilhelm-Museum i Krefeld 1902 og den danske kunstindustri-udstilling i Kunstgewerbemuseum i Berlin december 1910-februar 1911.

En række udstillinger havde han, ligesom sine studierejser, fælles med sin hustru. Fra 1892 drev han en kunstskole, og i en bog, Kunstens Kilder, 1917 søgte han i form af en kunsthistorisk skildring at redegøre for sin opfattelse af kunstens væsen som baseret på folkesamfølelsen, fædrelandskærligheden i den oldgræske kultur og på kristendommen i middelalderen og renæssancen.

Familie

Harald Slott-Møller blev født i København (Frederiksberg), døde og ligger begravet sammesteds (Holmens). Navneforandring fra Møller, Slott Georg Harald 19.11.1888. Forældre: købmand Carl Emil Møller (1829–82) og Anna Maria Cathrine Møller (1832–78). Gift 22.5.1888 i København (b.v.) med maler Agnes Rambusch (Agnes Slott-Møller), født 10.6.1862 i København (Holmens), død 11.6.1937 på Løgismose ved Assens, d. af løjtnant, senere kommandør i flåden Jacob Heinrich Victor Rambusch (1825–86) og Constantine Juliane Hansen (1834–91).

Udnævnelser

R. 1919.

Ikonografi

Afbildet s.m. sin hustru på mal. udført af dem begge i forening 1886. Tegn. af Agnes Slott-Møller, 1887 (Fr.borg). Tegn. 1901. Selvportr. på mal. 1908. Avistegn. o.l. af ML 1908, af Rasmus Christiansen 1908 og 1909 og af V. Afzelius, 1909. Selvportr. på mal. 1909, hertil skitser. Tegn. af H. Jensenius, 1919 (Fr.borg). Malet selvportr. 1924 (Uffizierne, Firenze), hertil malet skitse. Silhouetklip af Kirsten Wiwel, 1927 (Kgl.bibl.). Tegn. af Jensenius udst. 1928. Tegn. af Carl Jensen (Fr.borg) og af ubekendt (sst.). Flere selvportr. Foto.

Bibliografi

Harald Slott-Møller og Agnes Slott-Møller, 1934 = Små kunstbøger XXIII. – Interview i Berl. aften 15.8.1934. – Karl Madsen i Politiken 4.6.1886 og 31.5.1887. Emil Hannover sst. 30.4.1906. Karl Madsen i Kunstbl., 1888 95. Johan Rohde i Af dagens krønike, 1890 361–63. Samme: Journal fra en rejse i 1892, udg. H.P. Rohde, 1955. Poul Uttenreitter: Fritz Syberg, 1935 107–24. K. F[lor] i Berl. tid. 21.10.1937. Berl. aften 10.3.1941 (heri uddrag af efterl. erindr.). Sig. Schultz i Nationaltid. 4.2.1938. Den frie udstill. gennem 50 år, 1942. Emil Hannover: Erindr., udg. H.P. Rohde, 1966. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig