Jørgen Sonne, Jørgen Valentin Sonne, 24.6.1801-24.9.1890, maler. Som dreng kom Jørgen Sonne først på Landkadetakademiet for at blive officer, formodentlig under indtrykket af alle de krigeriske begivenheder der må have opfyldt hans sind i barneårene. Selv da han snart efter ombyttede kadetakademiet med kunstakademiet, som han begyndte at besøge 1815, har disse indtryk endnu haft betydning idet han samtidig blev privatelev af dyr- og slagmaleren C.D. Gebauer; på flere måder fik dette elevforhold større betydning for ham end elevforholdet til J.L. Lund på modelskolen fra 1819. Selv om han senere fandt emnerne til mange af sine bedste og mest kendte billeder i italiensk og navnlig dansk folkeliv vendte han dog under den første slesvigske krig tilbage til sin barndoms interesse og skabte sig med sine slagbilleder, genoptaget også i senere år og suppleret med enkelte fra krigen 1864, ry som den første på dette område. Jørgen Sonne blev elev af Gebauer, et par år før C.W. Eckersberg vendte hjem fra sin store rejse, og kunsterisk set var han dermed ført ind på en bane der var meget forskellig fra den Eckersbergs elever gennemløb; der er i de følgende år ikke tegn til at det nye der groede frem i Eckersbergs elevkreds fik betydning for den lidt ældre Jørgen Sonne.

Til trods for mangelen på det solide kendskab til maleriske grundværdier som Eckersberg gav sine elever udviklede Jørgen Sonne med tiden en malemåde hvor figurernes sammenfletning og en stemningsmættet lysbehandling blev hans kendetegn og styrke. Allerede i syttenårsalderen begyndte Jørgen Sonne at udstille, kopier efter ældre nederlændere og krigeriske scener med motiver i flæng fra dansk og fransk historie eller den græsk-tyrkiske krig. Som den eneste der nu dyrkede dette fag fik han akademiets anbefaling til understøttelse af Fonden ad usus publicos, og med denne gik rejsen da 1828 til München. Her blev han elev af den berømte P. v. Cornelius, men skal navnlig have knyttet sig til den ti år ældre Peter v. Hess der allerede havde vundet et navn ved slagmalerier og folkelivsbilleder. At Jørgen Sonne endnu var uselvstændig og letpåvirkelig som kunstner derom vidner tydeligt det af kunstmuseet ejede Bjergkamp i Tyrol der er teatralsk sammenstillet og koloristisk overeksponeret. Hans lille produktion i denne periode kan antagelig finde sin forklaring i det livlige kunstner- og studenterliv der levedes i München. Dog må vel sommerturene i bjergene have åbnet hans øjne som senere livet i Kampagnen og bjergene omkring Rom gjorde det.

1831 fortsatte Jørgen Sonne rejsen til Italien der i ti år blev hans hjemsted. De kunstnerkredse han traf i Rom var nært beslægtede med dem han havde forladt i München, og selv om det billede han i de første år dernede malede af En valplads morgenen efter et slag (Thorvaldsens museum) i komposition er langt finere end det førnævnte, så har det dog i det koloristiske de samme svagheder som vi for øvrigt genfinder i mangfoldige arbejder fra kredsen, helt til W. Marstrands Oktoberfest omend dette er køligere i tonen. Jørgen Sonne skal ikke have været synderlig ivrig til at gå i de forskellige kunstsamlinger; hvad der har modnet ham har først og fremmest været det intime samliv med italiensk natur og folk – han har malet smukke landskabsstudier fra bjergene (et i kunstmuseet) – og vel også noget nærheden af Bertel Thorvaldsens kunst; den store billedhuggers fine rytmiske sans talte til noget beslægtet hos den yngre landsmand. En modning foregik, flere af de italienske folkelivsbilleder viser det, fx det navnlig i kompositionen meget smukke Romerske Bønder, som drage til Marked (Charlottenborg 1837; en replik, udstillet 1839, tilhører kunstmuseet).

1841 vendte Jørgen Sonne tilbage til Danmark, og først 1865 genså han Italien under en rejse på det Anckerske legat. Som så mange andre af de gamle italienfarere skiltes han ikke straks fra de vante motiver, fx udstillede han 1845 et billede af en scene ved en italiensk brønd (museet i Århus); men med den voksende nationalfølelse blev det fremhævet som en naturlig opgave for danske malere at skildre dansk folkeliv, og Jørgen Sonne vendte sig gerne til dette ny stof; han fik den første stillede opgave fra akademiet, en jagtscene, ændret og blev da 1846 medlem på et billede af bønder på vej til kirke. Næste år udstillede han et af sine fine hovedværker, De syge, der St. Hansnat hviler ved Helene Kilde (kunstmuseet). I sine bemærkninger om udstillingen har N.L. Høyen med rette fremhævet dette værk som et af de mærkeligste i dansk malerkunst; dets på en gang skarpe og spinkle farveholdning kan måske volde beskueren besvær, men det er dog sandt hvad der er sagt at farven i dette som i andre af Jørgen Sonnes betydeligste arbejder har en sammenhæng med billedets hele karakter og stemning og må forstås derefter. På en vis måde er også kompositionen sær, det er som om de enkelte figurer fuldt færdige er skubbet ind i billedet som sætstykker glider ind på scenen, men Sonne foretager denne sammenstilling af kompositionens elementer med en sjælden finfølelse, og helhedens sammenhæng styrkes ved den rige plastiske udformning af enkelthederne. Billedet har således en stil der er kunstnerens egen og genfindes i hans andre hovedværker. Til de bedste hører endvidere kunstmuseets to ufuldendte arbejder, Bønder der har tændt Blus paa en Kæmpehøj St. Hansaften og Julemorgen, det første forarbejde til et betydeligt, 1860 dateret værk i privateje. Et maleri der bedre end andre viser hans kunsts forening af monumentalitet og gennemtrængende stemning er Århusmuseets En Ligfærd der var udstillet 1859; graven er stærkt oplyst af et lavt indfaldende lys og højt hævet i forgrundens skygge ses silhouetvirkningen af kvindernes gruppe mod det brede landskab med de skiftende belysninger.

Jørgen Sonnes omfattende virksomhed som slagmaler er med rimelighed gledet lidt i baggrunden af vor interesse. En plads for sig inden for kunstnerens store produktion har det værk der især har gjort ham almenkendt, frisen uden på Thorvaldsens museum, udført på muren i gennemfarvet puds og fremstillende Thorvaldsens og hans værkers hjemkomst; Jørgen Sonne har gjort forarbejderne hertil omkring 1846–50, hvorefter de er udført på stedet af hans hjælpere (mange tegnede forarbejder til personerne på frisen findes i Thorvaldsens museum). Uden vanskelighed genfinder man i dette med rette så beundrede værk den storladne enkelhed fra andre af hans arbejder, men i øvrigt har museets bygmester Gottlieb Bindesbøll sin del af æren både for valget af det aktuelle motiv og dets udformning til stor dekorativ kunst. I 1951 blev den stærkt beskadigede frise trukket af muren og kan nu for en stor dels vedkommende ses i Århus kunstmuseum hvor den er deponeret. Frisen blev rekonstrueret på Thorvaldsens museums mure i 1952–59 under ledelse af Axel Salto. Fra Jørgen Sonnes hånd foreligger enkelte raderinger, og i kobberstiksamlingen er efterhånden tilvejebragt en anselig række af hans tegninger der er meget karakteristiske; de er spinkle i blystregen, men trækker helheden i en figur smukt frem.

Når Jørgen Sonne er bedst har hans kunst en intens stemning der er ganske ualmindelig i dansk kunst; selv i livlige folkelivsscener fornemmes en grundlæggende tone af alvor og respekt over for emnet. Denne holdning til sine medmennesker gennemsyrer også det smukke portræt han giver af arbejdsmændene på frisen rundt om Thorvaldsens museum. Jørgen Sonne fik ingen efterfølgere til sin særegne nordiske romantik.

Familie

Jørgen Sonne blev født i Birkerød, døde i København (Holmens) og er begravet sammesteds (Holmens). Forældre: kobberstikker Jeppe Jørgen Sonne (1771–1833) og Else Cathrine Zimmer (1771–1851). Ugift. – Bror til C.E. Sonne.

Ikonografi

Tegn. af H.V. Bissen, 1821 (kobberstiksaml.). Mal. af D.C. Blunck, 1826 (Århus kunstmus.). Afbildet på tegn. af samme, 1836 (Thorvaldsens mus.), på mal. af osteriscene af samme, 1836 (Fr.borg) og på variant af dette 1837 (Thorvaldsens mus.), litograferet af A. Kittendorff. Afbildet på mal. af Constantin Hansen, 1837 (St. mus.), litograferet af Kittendorff, forarbejde forestillende Jørgen Sonne af Constantin Hansen. Afbildet på mal. af W. Marstrand 1838–39. Mal. af samme ca. 1841. Selvportræt på frisen 1846–48 (på Thorvaldsens mus.). Mal. af Marstrand, 1851 (Århus kunstmus.) og 1853 (Fr.borg), af Const. Hansen, 1854, af J. Roed, 1855 (Fr.borg). Buste af H.V. Bissen, 1858 (St.mus.). Afbildet på Const. Hansens mal. 1860–64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg). Mal. af F. Vermehren, 1869 (udstillingsfonden, Charlottenborg). Relief af E.H. Bentzen udst. 1890. To tegn. af C. Købke (Fr.borg). Flere tegn. af Marstrand (sst.; kobberstiksaml.). Tegn. af Carl Hammer (kobberstik-saml.). Tegnede selvportr. (sst., Hirschsprung). Afbildet på mal. af V. Neiiendam udst. 1932. Relief på mindesmærke af Einar og Bo Utzon-Frank, 1950 (Garnisons kgd.). Foto.

Bibliografi

N.L. Høyen: Skr. I, 1871 157–59. Jul. Lange: Nutidskunst, 1873 414–60. Thorvaldsens museum. Den udvendige billedrække, 1889. Chr. Bruun og L.P. Fenger: Thorvaldsens museums hist., 1892. P. Johansen: Maleren Sonne, 1902 – Blade af da. kunsts hist. I. Helena Nyblom: Livsminder fra Danm., 1923 117 128–32. Erik Moltesen: Jørgen Sonnes Thorvaldsen frise og dens forudsætn., 1926 (særtryk af Buen I, 1925). Henrik Bramsen i Danmarks malerkunst, red. Erik Zahle, 1937 (4. udg. 1956) 156–61. Samme: Dansk kunst fra rokoko til vore dage, 1942 214–20. L. Rostrup Bøyesen i Kunstmuseets årsskr. XXXIII-XXXIV, 1946–47 158–94. Medd. fra Thorv. mus., 1959. Bj. Jørnæs: Dansk kunst 1825–55, udg. Kunstforen., 1975 31–34. Samme i Cras IX, 1975 25–29.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig