J.J. Bruun, Johan Jacob Bruun, 30.11.1715-4.7.1789, maler. Født i Slagelse, begravet i Hillerød. B. skulle gå den lærde vej men brød af og kom 1732 i lære som miniaturemaler hos J. H. Co-ning der desuden udførte prospekter. Også B. lagde sig efter prospektmaleriet og har udført en række meget nøjagtige og sirlige billeder af danske slotte og byer (Rosenborg, Fr.borg, Kbh.s bymuseum, Kgl. bibl., Øregårdsmuseet, kobber-stiksaml.); de var hovedsagelig malet i gouache, akvarel og tusch og fandt hyppigt afsætning ved hoffet. Til 1769 havde han udført næsten 800 billeder. Han leverede forlæggene til stikkene i Hafnia hodierna. 1748 og Den danske Vitruvius, 1746–49, og 1761–64 udgav han det ufuldendte Novus Alias Daniæ, 60 stik af Hans Qvist og Jonas Haas efter egne topografiske tegninger 1754–57. Han kaldes senere kgl. kabinetsskildrer. B. har endvidere malet en fremstilling af dronning Louises castrum doloris, 1752 der udkom i stik, og en del portrætkopier i miniature, fx Christian VI og Sophie Magdalene, 1737 (Rosenborg), Niels Trolle, 1741, og Poul Vendelbo Løvenørn (Fr.borg). Fra stik kendes hans portrætter af Mette Maria Kruse, 1771, og Mogens Rosenkrantz, 1769. 1763 fik B. ansættelse som inspektør ved salpeterværket i Hillerød. Senere blev han blind og søgte 1784 hoffet om en pension for sit arbejde som prospektmaler.

Familie

Forældre: postmester, senere byskriver og rådmand Thomas B. (1686–1767, gift 2. gang 1741 med Anne Marie Jacobi, 1720–52) og Dorothea Sophia Mylius (1690–1736). Gift 5.7.1741 i Kbh. (Petri) med Arjna Catharina Basballe, født ca. 1723,død 4.1.1789 i Hillerød, mulig plejedatter af hofmaler Frederik Holm (1667–1737).

Bibliografi

J. J. B.: Novus atlas daniæ, 1761–64, fot. optr. 1970 med efterskr. af Sv. Cedergreen Bech. – Pers. hist. t., 5.r. III, 1906 105. E. F. S. Lund: Danske malede portrætter IV, 1912 70–72. H. Bramsen: Landskabsmaleriet i Danmark 1750–1875, 1935 15. Laurids de Thurah: Den danske Vitruvius I–III, udg. med efterskr. og kommentarer af H. Lund, 1966–67. Laurids de Thurah: Hafnia hodierna, udg. med efterskr. af S. Linvald, 1967.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig