Jens Nielsen, 30.6.1891-8.5.1978, maler. Født i Jelstrup ved Års, død i Holstebro (Nørreland), begravet sst. N. er opvokset i et grundtvigsk frimenighedsmiljø. Han fik ikke lov til at gå i almindelig skole fordi han skulle forskånes for at møde Guds ord som almindeligt kundskabsstof. En lignende markeret holdning fulgte N. selv op da han efter et par højskoleophold blev pædagog og senere friskole-leder. En tid arbejdede han ved Pallis-have friskole på Fyn og 1915 startede han Nr. Søby fri- og efterskole. Den opgav han i midten af 20erne efter mange besværligheder med myndighederne. Kort efter åbnede han en ny friskole i Vejen. Det var en skole som blev ledet meget frit og uortodokst og som også skaffede sin ejer mange vanskeligheder på halsen. Da han opgav den 1931, i en alder af knap 40 år, kastede han sig omgående og helhjertet over maleriet som længe havde trukket i ham. Han er med det samme betingelsesløs kunstner, skønt han længe må arbejde under besværlige og yderst vanskelige materielle kår. – Som kunstner er N. en lidenskabelig forkynder der i et ekstatisk-lyrisk-dramatisk billedsprog fortæller om motiver der har rod i bibelsk eller mytologisk stof. Det er oftest figurkompositioner med landskabelig baggrund han laver. Og i malemåden mærkes noget af den selvlærtes grove oprindelighed som en slags udtryksfuld primitivitet. N. er ikke god til at forme sine figurer med tegnemæssig færdighed og plastisk sans, men til gengæld taler et voldsomt sjæleligt pres gennem farven som han både kan give en jordisk-substantiel karakter i malerierne og en klangfin transparens og dybde i akvarellerne. – En udpræget åndsfælle til N. er maleren Olivia Holm-Møller som da også var med til at lede ham ind på kunstens vej. Ved adskillige lejligheder senere i livet rejste og udstillede hun og N. sammen. N. har hentet impulser på mange og store rejser. Han foretog bl.a. en jordomrejse 1953-54 og sammen med Olivia Holm-Møller en rejse til Kina 1960. Skønt N. aldrig rigtig har fundet sig en plads inden for det etablerede kunstliv har han tit været støttet af passionerede tilhængere. En kreds der kaldte sig Jens Nielsens venner tog fx initiativ til, at kunstneren 1971 fik sit eget museum ved Nørrelandskirken i Holstebro. Her er til stadighed et udvalg af den ildfulde primitivists værker at se. N. har afholdt og deltaget i mange udstillinger, fx i Oslo, Stockholm, Rom, Paris, New York, Mexico City. En central udstilling herhjemme var Billeder fra 35 år i Den frie, Kbh. 1966.

Familie

Forældre: gårdejer Niels N. (1867-1956) og Else Marie Jensen (Holme) (1864-1940). Gift 30.12.1912 i Løgstør med Anne Olesen, født 23.12.1884 i Rårup, død 17.2.1980 i Espergærde, d. af vogn- og akselfabrikant Hans O. (ca. 1853-98) og Karen Olsen (ca. 1858-1939). – Bror til Karl N.

Ikonografi

Mal. af Olivia Holm-Møller, 1942. Foto.

Bibliografi

J. N.: Akvareller, m. indledn. af Kn. Voss, 1969 (også ty. udg. s.å.; ny udg. m. titlen Maleren J. N., udg. Centre graphique, Hjørring, 1975). – Niels Th. Mortensen: Maleren J. N., 1958. Samme: På vej mod lyset. Om maleren J. N., 1976. Knud Voss i Kat. til retrospektiv udstill., Den Frie 1961. Ole Sarvig i Kat. til Billeder fra 35 år. Den Frie 1966.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig