Johan Thomas Skovgaard, 29.8.1888-25.10.1977, maler. Johan Thomas Skovgaard stod i gartnerlære september 1904-februar 1907, gik på Teknisk skole hos H. Grønvold og optoges jan. 1908 på kunstakademiet hvis skoler han søgte til udgangen af 1910, bl.a. under Viggo Johansen. Han udstillede første gang på en udstilling, arrangeret af akademielever (Unge kunstneres forbund) 1909, holdt udstilling (især studier fra Java) sammen med Povl Jerndorff, Georg Jacobsen og andre i Den frie udstilling 1915 og har fra 1917 været knyttet til Den frie udstilling hvor han optoges som medlem 1930. I øvrigt har han rejst meget, var med faderen i Berlin december 1908, med Georg Jacobsen i Paris januar-maj 1911, sommeren samme år med Niels Skovgaard i Norge hvor han senere har tilbragt flere somre, på Java 1913–14 med hjemrejse over Paris, i Frankrig efteråret 1924, i Italien, Grækenland og Paris foråret 1926, Holland, Belgien, Frankrig og England efteråret 1927, og han har ofte været i Sverige på studieophold, første gang 1915.

Johan Thomas Skovgaards uddannelse og arbejde har i høj grad været knyttet til faderens og farbroderens virksomhed. Han bistod Niels Skovgaard ved freskomalerierne i Høve frimenighedskirke 1911, faderen ved loftsmalerierne i Viborg domkirke 1912, freskerne i Hvirring kirke 1919 og mosaikkerne i Lunds domkirke 1924 og 1927 og fuldførte 1934 hvælvings-dekorationerne i Tårnby kirke efter faderens skitser. Efter faderens og farbroderens tegninger huggede han mindestene i granit til Varnæs og Vedsted, efter eget udkast mindestenen ved Dybbøl kirke og mindetavle for Kaj Munk i Vedersø 1950. I sin kirkelige kunst bygger Johan Thomas Skovgaard videre på faderens stil og opfattelse. På dette område har han en omfattende produktion bag sig, bestående i altertavler (kirkerne i Bejsnap, Svogerslev, Blære, Egens (Opstandelsen), Durup, Nørre Bjert, Gjerlev, Jegind og Fiskebæk), freskomalerier (triumfvæg i Linnerup, søndre korvæg i Jelling og apsis i Ørding), glasmaleri (Sønder Jernløse, Vanløse, Vojens, Messiaskirken i Hellerup 1927–39, suppl. 1955, Brøns 1931, Genner, Nørre Bjert, Udby, Stokkemarke, Skensved 1939, Gershøj 1941, der nævnes som hans hovedværk, Jersie, Vedbæk og Ordrup, Skanderup og Sir 1957, Varberg 1960 og Odense valgmenighedskirke 1963), mosaikker (Genner, Hobro, Nykøbing Skt. Clemens, sidstnævnte flyttet og erstattet med oliemaleri skænket af Johan Thomas Skovgaard 1965), broderimønstre (altertæpper i Vedsted, Nørre Bjert, Skt. Knuds kirke i Odense), messehagel til Viborg domkirke og udskåret alter i eg og mahogni til Ørum kirke ved Vejle. Ved siden af alt dette har han, efter sin slægts tradition, dyrket staffelimaleriet og tegnekunsten med lige så stor energi, væsentlig som landskabsmaler, også stærkt interesseret i fuglestudier. Her søgte han en stærkere kolorit og et enklere stemningsanslag end den forudgående generation, ligesom hans oprindelige uddannelse har præget hans værk. Fr.borg museet ejer Fader i sit Atelier, 1908, rådhuset i Prag Dronning Dagmars Ankomst, 1928.

Familie

Johan Thomas Skovgaard blev født i København (Vartov), døde i København og er begravet på Dagsås kirkegård, Halland. Forældre: maler Joakim Skovgaard (1856–1933) og Agnete Lange (1861–1924). Gift 3. 11.1918 i Dagsås, Halland med Hanna Astrid Evi Laurell, født 20.4.1898 i Öströö, Halland, død 11.12.1954 på Skt. Lukasstift., Gentofte, d. af godsejer Elof Samuel Laurell (1858–1919) og Hanna Fredrika Hallberg (1870–1921). – Bror til P. Skovgaard.

Ikonografi

Mal. af Joakim Skovgaard, 1895, flere tegn. af samme der også har benyttet Johan Thomas Skovgaards portræt på altertavle i Herning. Malet selvportræt 1914. Mal. af Troels Trier, 1916 og af Margrethe Svenn Poulsen, 1929. Foto.

Bibliografi

Interview i Viborg stifts folkebl. 26.8.1958. – Niels Th. Mortensen: Religiøs malerkunst i Danmark II, 1945 131–36. Jan Zibrandtsen i Dagens nyheder 18.12.1955. Harald Ditzel: Johan Thomas Skovgaard 1888–1977, 1978 = Skovgaard-museet, Viborg. Notesbog IV.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig