Johannes Larsen

Johannes Larsen,  27.12.1867-20.12.1961, maler, grafiker. Født i Kerteminde, død sst., begravet sst. L. tilhørte den fynske malerskole hvis gennembrud o. 1890 fandt sted samtidig med de jyske digteres i dansk litteratur. Johannes V. Jensen og L. er retningens hovedskikkelser som i intens naturiagttagelse og kunstnerisk udtrykskraft har nået det fuldkomne. L. voksede op i sin fars købmandsgård og kom 1884 til København hvor han tog præliminæreksamen fra universitetet og samme år opsøgte Frans Schwartz for at uddanne sig til kunstmaler ved de frie studieskoler. Han tegnede en tid hos Holger Grønvold og fik 1885 Kristian Zahrtmann som lærer. Indflydelsen fra Zahrtmann blev for L. som for de andre fynboer skelsættende – med hans egne ord: "Det er det helt store, at hver af os fik sit sande væsen skænket af ham, han ansporede vort sind og åbnede vore øjne for skønheden i modellens bevægelse, og han lærte os at opbygge figuren i farven." Det sidste er pointen: den ældre naturalismes malere arbejdede endnu med lokalfarven blandet på paletten, mens fynboerne nærmede sig en impressionistisk teknik, opbygningen af billedfladen med ren farve, men afbalanceret af den gennemførte tegning, en dekorativ linjeføring som indvarslede symbolismen. Udviklingen i L.s tidlige kunst kan aflæses af Badende drenge, 1890 på Hirschsprungs museum med den friske impulsive teknik, havet lysende i blågrønne farver og Bygevejr i april, Tårby strand, 1901–07 på Fåborg museum med den præcist nuancerede klarhed i farveforløbene og billedfladens dekorative helhed, gennemkomponeret efter krusningerne på havfladen. Grundlaget for begge billeder er malerens umiddelbare forhold til det sete, men den kompositoriske evne er vokset og beherskelsen af det store format, som karakteriserer epokens monumentale bestræbelse, kommet til. L. var en af sin tids frodigste kunstnsrbegavelser. Siden drengeårene arbejdede han med tegning og oliemaleri – portrættet af kunstnerens mor, 1886 er et eksempel på hans intuitive sikkerhed i den fysiognomiske karakteristik – og efter afsluttet uddannelse frigjorde han på én gang sin fantasi og nøgterne håndværksmæssige indstilling i en overvældende rig produktion både som maler og grafiker. Af oliebilleder fra 1890erne bør især fremhæves Blomstrende pæretræ, 1893, På andetræk, 1895–97 og Udsigt over Kjertemindes tage, majmorgen, 1896–97. Naturiagttagelsen i disse arbejder blev fastholdt også senere i hans liv, mens stilbestræbelsen gradvis ændredes. En bredere, mere summarisk behandling karakteriserer således Knortegæs, tegntykning, 1908, Edderfugle ved Vesterrevet, Sprogø, 1913 og de monumentale arbejder med motiv fra Kerteminde bugt, det ene malet 1914 med en lysere palet i en farveskala og teknik som minder om Poul S. Christiansens, det andet så sent som 1947–48 under titlen Dønninger. Det var og blev især Kerteminde-egnen som inspirerede ham, men også naturen omkring Båxhult i Småland og Fiil sø ved Henne. Dog udførte L. også rene dekorative figurbilleder efter nøgen model, således Morgensol og Åen (1932) begge i en noget symbolistisk manér som til syvende og sidst var ham fremmed. Et storslået eksempel på den ufordærvede friskhed i naturgengivelsen og kompositoriske sikkerhed er derimod Opflyvende blishøns og troldænder. 1933.

Fuglene spillede en hovedrolle for L. siden hans tidligste ungdom. Fra 1890erne og de følgende årtier stammer en lang række studier udført med rørpen og vandfarve efter døde fugle, en produktion hvori hans direkte naturiagttagelser forenedes med den højeste grad af artistisk prægnans. Efter århundredskiftet lærte han sig raderingens, litografiets og træsnittets teknik – den sidste til fuldkommenhed – og udførte en række ypperlige bogarbejder. I akvarelfarve skabte han billedbogen Historien om en lille Mis, 1905 (gentaget ı træsnit 1954) efter Christen Kolds fortælling, og i træsnit et af hovedværkerne inden for dansk bogkunst, Trækfuglene, 1914, efter Blichers "naturkoncert". Fugle, rådyr og lysfyldte himle illustrerer med tuschpen Johannes V. Jensens digtkreds Aarstiderne, 1923. Helt forsvundet fra bogsiderne er de elskede fugle i monumentaludgaven af De islandske Sagaer i tre bind, 1930–32 hvor L. gjorde den genistreg at illustrere en af verdenslitteraturens mest dramatiske genrer uden et eneste handlingsmotiv. Det er islandsk natur, fjeld og slette, kystlandskab og havhorisont som i tegning akkompagnerer de drabelige hændelser. På tilsvarende nøgtern og nøjagtig måde har L. illustreret Achton Friis De Danskes Øer I-III, 1926–28, De Jyders Land I-II, 1932–34 og Danmarks store Øer I-II, 1936–37. En sær monotoni præger disse værkers tegninger, men uden at karakteristikken af den enkelte egn nogen sinde forfalder til rutine. L. kunne være kedelig, men blev aldrig smart. Hans ufilosofiske begavelse holdt sansningen frisk, også når han beskæftigede sig med en teknik som lå ham fjernt, således freskomaleriets. Udsmykningerne i Fåborg museums arkiv og på Odense rådhus er fornemme arbejder, ligesom den meget smukke billedfrise i spisestuen på Møllebakken ved Kerteminde, malerens hjem i mere end et halvt århundrede, hvor rådyr i sne og flyvende fugle omgav gæsterne ved bordet. L. opnåede stor popularitet som kunstner og skabte det billede af dansk natur som efter manges mening svarer bedst til dansk sind: det ukunstlede, frie eller idylliske landskab, enten nær gård og landsby med de sneklædte marker uden for vinduerne eller den sommerlige stenede strand og åbne havflade overfløjet af svømmefugle. Populær blev hans suite af store træsnit, skåret i sidetræ i 1920erne, næsten udelukkende med fuglemotiver: edderfugl, svane, gås, solsort, svale og bekkasin foruden tjur, rype og gejrfugl. De er i modsætning til de ornitologiske illustrationer til E. Lehn Schiøler: Danmarks Fugle I-III, 1925–31 så kunstnerisk simple og forfinede at de hævder sig alene ved deres grafiske virkning. Mere trivielt og dog hjertegribende gjort er illustrationerne til H. C. Andersens Den grimme ælling (akvareller fra o. 1930, udgivelse 1955). Bogen elskes af børn også uden for Danmarks grænser, således er den kommet i et millionoplag på kinesisk. L.s popularitet fastslog en kreds af beundrere ved at skænke rigsdagen hans trilogi Edderfugletræk, 1924, de største lærreder han har malet. Billederne ejer en koloristisk dramatik som virker befriende – og sjælden – i kunstnerens sene produktion. Men trods popularitet og økonomisk medgang var L. ganske upåvirket af omgivelsernes vurdering og smag. Han bevarede sit forbeholdne tavse væsen til det sidste, ligesom sin håndværksmæssige flid. Næppe nogen dansk kunstner har efterladt sig et så omfattende værk, udført med en tilsvarende entydig naturbegavelse og utrættet sans for nuancer inden for udtryksevnens grænser. Et vidnesbyrd om det sidste er L.s dagbøger, studieblokke og "akvarelnotater", små fuldkomne kunstværker som tjente ham til forlæg for de større. – Æresmedlem af Grafisk Kunstnersamfund. Æresborger i Kerteminde.