Johannes Wilhjelm

Johannes Wilhjelm, Johannes Martin Fasting Wilhjelm, 7.1.1868-22.12.1938, maler. Født på Bartoftegård ved Nakskov, død i Kbh., begravet på Frbg. kgd. W. blev student 1887 og cand.phil. n.å. Derefter gav han sig til at studere polyteknik men søgte samtidig Harald Foss' tegneskole med det resultat at han optoges på kunstakademiet jan. 1890 hvor han gik til jan. 1892. Så brød han ud og var de følgende to år P. S. Krøyers elev på Kunstnernes studieskole. Allerede 1893 havde han udstillet to landskaber fra Føhr på Charlottenborg forårsudstilling. Vendepunktet i hans udvikling blev nu bekendtskabet med Kristian Zahrtmann og lange ophold i syden. Zahrtmann tog ham med til Italien 1893 (Pisa og Civita d'Antino). N.å. rejste W. atter derned og boede der til og med 1897. Under andre rejser var han sammen med Zahrtmann i Italien 1900 og 1905, malede sidstnævnte år denne ved staffeliet på torvet i Civita d'Antino, og vinteren 1903-04 gik han på Zahrtmanns skole. En rejse til Paris 1904 satte ikke dybere spor. Disse år betegner for W. en lykkelig udvikling under Zahrtmanns indflydelse. Denne er måske stærkest fremtrædende i hovedværket Bøn om Regn. Motiv fra en Procession i Appenninerne, 1895 (kunstmuseet) hvor farven går højt op i lyset, hvidt mod det lyseste gule, og stofligt står med en smuk overflade. Den sikre beherskelse af form og rum og de faste omrids viser ligeledes hen til læreren, men linjefaldet og kompositionen følger tillige 90ernes dekorative tendenser der blev endnu mere fremtrædende i den store frisekomposition Scene af Folkelivet. Vinhøst i Abruzzerne, 1896, det andet hovedværk fra den italienske tid.

I det nye århundrede gik W. helt andre veje. Han malede en del figurkompositioner, mest bibelske (bespisningen i ørkenen, udført som altertavle til Andreaskirken i Kbh. 1902; Daphnis og Chloë udst. 1906; Vejen til Golgatha, altertavle til Fjerritslev kirke 1909), men navnlig forlagde han sine studier til den jyske hede, til egnen ved Svinkløv. Hans lynglandskaber med to eller flere figurer i rolig samtale, ved bærplukning eller lignende arbejder udgør andet afsnit af hans egentlige indsats (Idyl paa Heden, 1908, kunstmuseet). Det var modsætningen til det farverige Italien. Malerisk set ændrede han sin kurs, lagde vægt på det flimrende lys og dets opløsende virkning på omridsene, men han følte og forstod alvoren i landskabets og menneskenes karakter og skildrede den med nænsom respekt. I dette tidsrum malede han også interiører med figurscener fra sit hjem og solfyldte strandbilleder med unge kvinder og børn i sommerglade dragter. De har ikke fæstet sig så stærkt i erindringen, skønt de malerisk set næppe står mindre sikkert end hans øvrige produktion, måske fordi de ikke er så udprægede af karakter. Men et vidnesbyrd om den fremgang W. vandt i denne periode er de udmærkelser som akademiet tildelte hans billeder: Sødrings opmuntringspræmie for landskabsmalere 1905 for Solnedgang paa Heden, Serdin Hansens præmie for genremaleri s.å. for sovekammer-interiøret Moder og Barn (Ribe museum), årsmedaljen (Eckersbergs medalje) 1. gang 1910 for Eline lærer at danse og 2. gang 1911 for Paa Udkig. Efter krigsårene søgte W. fornyelse ved ophold i Sydfrankrig 1920-22 (Savoien og Alpes maritimes, bl.a. Cagnes) og stræbte til dels mod en friere, mere koloristisk betonet malemåde i tidens ånd. Videst går i så henseende nogle strandingsscener som han tumlede med i sine sidste år (Stormen. IV 1937). W. udstillede på Charlottenborg forårsudstilling hvert år 1893-1939, deltog herhjemme i Kunstnernes studieskoles udstilling 1895, Kunstforeningens Civita d'Antino-udstilling 1908 og Dansk kunst fra Italien 1909, udenlands i verdensudstillingen i Paris 1900, hvor han fik Mention honorable for Et Frieri, den nordiske kunstnerudstilling i Kaiser Wilhelm-Museum i Krefeld 1902, den danske i Brighton 1912, de internationale i Rom 1911 og i München 1913 (guldmedalje af 2. grad for En Samtale) og Malmøudstillingen 1914. Han holdt jævnligt separatudstillinger, fx 1902, 1906 (Kunstforeningen), 1917 og 1922. 1939 foranstaltede Kunstforeningen en mindeudstilling. 1905-14 var W. medlem af Charlottenborgudstillingens faste komité, og 1914-22 havde han sæde i akademirådet. Arbejdet af ham findes i kunstmuseet, på Fr.borg (portræt af professor Paul Verrier, 1920), i Maribo, Århus, Ålborg, Randers, Ribe og Kolding museer, men mange gode billeder er endnu i familiens eje.