Julius Paulsen

Julius Paulsen, 22.10.1860-17.2.1940, maler. Født i Odense, død i Kbh., urne på Holmens kgd. P. voksede op i en familie der ikke var malerkunsten fremmed idet både moderen og den 16 år ældre søster Agnes malede. Søsteren havde taget undervisning hos blomstermaler C. D. Ottesen og holdt en tid malerskole for Odenses damer. Efter konfirmationen kom P. i lære hos malermester N. M. Aagaard og gik på Teknisk skole. 1879 blev han svend og debuterede samtidig på Charlottenborg med et brystbillede af en lille pige. Samme efterår blev han optaget på akademiet og fortsatte desuden at udstille. I netop disse år følte mange kunstnere at akademiet ikke længere var tilstrækkeligt som ramme om undervisning og udstilling, og de alternative skoler som startede i disse år fik hurtigt betydning. I efteråret 1882 havde P. gennemgået alle akademiets klasser, men forlod det uden at tage afgang, og snart sluttede han sig til de malere der havde gjort studiet af lys, farve og valører til kunstens vigtigste opgave. 1885 var han på sin første udenlandsrejse til Holland, Belgien og Paris i selskab med Viggo Johansen. Her udstillede de begge for første gang på salonen, og begejstringen for den franske kunst førte ham mange gange siden til Paris. Men også Rembrandts værker fik herefter en uhyre stor betydning for ham som for hele hans generation. I de følgende år malede P. flere store mørke figurbilleder som blev stærkt beundret i samtiden og bragte ham flere hædersbevisninger: En nymfe, 1886 (Statens museum for kunst), Modellerne holder hvil, 1887 (Göteborgs kunstmuseum), Adam og Eva, 1887 (Statens museum, belønnet med årsmedaljen) og Kain, 1891 (sst.).

Samtidig blev P. en af tidens bedste og mest benyttede portrætmalere. Sine evner i denne genre havde han allerede vist med portrættet af faderen 1883 som blev belønnet med Neuhausens præmie, vinhandler F. W. Hey, 1885, provst L. A. Warburg, 1886 og portrætter af søsteren, som tit har øjeblikkets karakter. 1896 udførte han det statelige dobbeltportræt af Carl og Ottilia Jacobsen (Kunstindustrimuseet). I lighed med Viggo Johansen forsøgte han sig med uformelle gruppeportrætter og magtede tillige, med inspiration fra Hollands 1600-år, det monumentale gruppebillede, Komiteen for Ny Carlsberg Glyptotek, 1905 (glyptoteket) og Ministeriet Zahle 1915, 1916-17 (tilh. Frederiksborg). – Det er imidlertid i landskabsmaleriet, som P. havde dyrket siden 1880erne, at hans særpræg kommer stærkest til udtryk. Formen forsvinder til tider i en stemningsbetonet farveabstraktion der viser en inspiration fra Claude Monet, som han beundrede, og et slægtskab med V. Hammershøi. – P. hører til blandt århundredskiftets mest feterede kunstnere der ligesom andre fra det første kunstneroprør, Viggo Johansen, P. S. Krøyer og L. Tuxen snart blev repræsentant for det officielle kunstliv hvis indhold de selv havde ændret: medlem af akademiets plenarforsamling 1893, af akademirådet 1902-11, af gallerikommissionen 1905-11, og virkede desuden som professor ved kunstakademiet fra 1908-20. 1921 blev han medlem af det svenske akademi. – P. var en flittig udstiller, dels på Charlottenborg, dels på Den frie udstilling fra starten 1891 og til 1896. Hans første separatudstilling fandt sted i Kunstforeningen (Kbh.) 1887 og hans værker har siden været vist på talrige store udstillinger her og i udlandet. 1948 arrangerede Ny Carlsberg Glyptotek en stor mindeudstilling. P.s anerkendelse i samtiden var betydelig, og værker af ham kan findes på flertallet af vore kunstmuseer. Dødsboauktioner 1940, 1941 og 1942.