Karl Jensen

Karl Jensen, Karl Georg Jensen, 22.11.1851-23.5.1933, maler. Født i Holstebro, død i Nyhuse ved Hillerød, urne på Nyhuse kgd. J. blev som dreng sat i klejnsmedelære, kom til Kbh. 1871, blev svend og dimitteredes 1873 af Chr. V. Nielsen til akademiet som han besøgte indtil 1879. En tid fik han desuden undervisning hos Harald Foss, og i begyndelsen af 80erne hjalp han Lorenz Frølich med dennes malerier til Fr.borg. En betydningsfuld indflydelse på J.s kunst fik fra første færd to af hans kammerater, nemlig Ludvig Kabell og Karl Madsen. Med Kabell havde han sluttet venskab på akademiet og tilbragte i slutningen af 70erne og begyndelsen af 80erne jævnlig sine sommerferier i dennes hjem i Nestelø præstegård. Her malede de to venner sammen ude i naturen, og her var det Kabell der ved sin interesse for studiet af farverne og lufttonerne viste vejen til den rent maleriske opfattelse af motivet som skulle blive J.s styrke. Karl Madsen derimod vakte hans interesse for verdenskunsten, således den japanske som han siden fik lejlighed til at studere under et ophold i Paris 1889. Han fortalte ham desuden om den nye franske malerkunsts mål og midler hvilket kan forklare at J. synes påvirket af Camille Corot på et tidspunkt hvor han ikke kan have kendt denne maler af selvsyn. – Indtil midten af 80erne arbejdede J. udelukkende som landskabsmaler, men begyndte derpå at tage arkitekturmaleriet op, og for den almindelige bevidsthed står han nu nærmest som den fremragende arkitekturmaler. Han var ikke nogen produktiv kunstner, har i alt malet omkring 200 billeder, men disse har været nok til at placere ham som en af vore betydeligste kolorister, i malerisk finhed i slægt med Christen Købke. Han hørte til den Hammershøiske kreds af farvelyrikere og skal ved sine lyse, fyldige kolorit og sin sans for den fine, milde, fortoning af valørerne have været foregangsmand for hele kredsen, endogså for Vilhelm Hammershøi selv (Hannover). Hans hovedværk er kunstmuseets Landskab fra Næstvedegnen, 1884 (skitse hertil på Hirschsprung), men foruden fra denne egn har han malet landskaber fra Vestjylland og fra Nordsjælland (Esrumegnen). I sine arkitekturbilleder viser han en enestående evne til at fastholde de mange detaljer i den maleriske helhed. Han tegner dem aldrig skarpt op, men maler dem med smidig pensel blødt og afrundet ind i helheden. Hans motiver er navnlig interiører fra kirker og slotte. Desuden har han udført akvareller og enkelte raderinger (bl.a. Landskab fra Næstvedegnen og Forum Romanum) og malet enkelte kopier (bl.a. efter Købke og Giovanni Baratta, tilh. Fr.borg). Til rådhuset har han malet Festsalen paa Raadhuset under Udstillingen 1901 og to store dekorative landskabsbilleder fra Søndersø vandværk (1902–03). J. skildres af sine venner som et usædvanlig fint og kundskabsrigt menneske. Hans beskedne væsen og tilbagetrukne levevis blev årsag til at han først sent blev kendt uden for en snævrere kreds. Han udstillede sjældent og da kun få billeder. På Charlottenborg debuterede han 1879 (Vestjydsk Landskab. Sen Eftermiddag), men gik 1892, nærmest af venskab til brødrene Joakim og Niels Skovgaard, over til Den frie udstilling som 1934 hædrede ham med en mindeophængning. Når han kun fik malet så forholdsvis lidt var det fordi hans tid og kræfter slugtes af mangeartet illustrationsarbejde som han gennem årene påtog sig, og som han udførte med stor omhu og pligttroskab. Han illustrerede bl.a. Oldskriftselskabets skrifter og leverede tegninger til Tidsskrift for Kunstindustri, Ude og Hjemme og Illustreret Tidende samt en række smukke landskabstegninger til M. Galschiøts Danmark (1887–93). Desuden arbejdede han i tre år i Rigsarkivet med tegninger af kongesigillerne til A. Thisets bog.