Karl Madsen (maler)

Karl Madsen, Carl (Karl) Johan Wilhelm Madsen, 22.3.1855-16.4.1938, maler, kunsthistoriker, museumsdirektør. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Ass.). M. voksede op i et miljø med kunstneriske forbindelser i flere retninger. Ikke alene faderen, men også moderen udøvede malerkunst. Mormoderen, i hvis hjem han anbragtes ved moderens tidlige død, tegnede og malede selv, og både hun og hendes da afdode mand havde stået i venskabelig forbindelse med C. W. Eckersberg - manden til dels som Eckersbergs elev. Disse forhold prægede ganske naturligt M.s barndom. Aug. 1866 sattes han i skole på Sorø akademi som han atter forlod 1871 med realeksamen. Sommerferierne tilbragte han hos morbroderen i Frederikshavn, og umiddelbart efter sin eksamen aflagde han sit forste besøg på Skagen. Fra C. V. Nielsens tegneskole hvor han gjorde bekendtskab med Michael Ancher, dimitteredes han derefter til kunstakademiet som han søgte otte kvartaler 1872-76. Samtidig lærte han at male hos faderen og især hos Vilhelm Kyhn der satte megen pris på hans stilfærdige væsen og kunstnerisk forstandige omdømme. For arven efter mormoderen tog han til Paris 1876 og blev der til 1879. Han malede på École des Beaux-Arts under J. L. Gérome og hørte også H. Taines forelæsninger. Kunstnerisk set havde det nok betydning for ham at ham omgikkes P. A. Schou. Desuden traf han L Tuxen og P. S. Krøyer og var på studieophold i Bretagne 1878 sammen med Bernhard Middelboe og Holger Drachmann. Allerede dengang dyrkede M. kunsthistoriske studier og foretog af den grund mindre rejser til Bruxelles, Antwerpen og Amsterdam. I hans parisertid faldt verdensudstillingen 1878. Han oplevede det nederlag som dansk kunst led ved denne lejlighed, en begivenhed som utvivlsomt fik afgørende betydning for hans udvikling og senere livskald. Efter sin hjemkomst debuterede M. på Charlottenborgs forårsudstilling 1880 med En Fiskerenke. Fra Skagen. Som maler "vandt han Paaskønnelse, men vakte ikke Sensation. Stilfærdige Landskaber og Stadbilleder i fine graa Toner, der vidnede om en kultiveret Farvesans" (G. Philipsen). Han nåede kun at udstille seks arbejder på Charlottenborg 1880-82, 1886 og 1889, men blev den egentlige grundlægger af kunstnerkolonien på Skagen, idet han trak sine nærmeste venner med sig på sine sommerstudier og derved bevirkede at kolonien i Hornbæk, hvor Krøyer udførte sine første ungdomsbedrifter, blev opgivet efter få års forløb. Mere og mere gik M.s beskæftigelse i retning af studier, samlerinteresser og kunstkritisk skribentvirksomhed. Hans første artikel, en anmeldelse af Charlottenborgs juleudstilling, stod i Dagsavisen 21.12.1881. På Holger Drachmanns anbefaling knyttedes han til dette blad som fast anmelder og skrev tillige 1882-83 artikler til Morgenbladet. Derfra gik han 1884 over til Politiken. Desuden leverede han regelmæssigt bidrag til Ude og Hjemme fra 1882, til Tilskueren fra 1884 og redigerede 1888 sit eget tidsskrift Kunstbladet, skrev senere hen ofte i Kunst og Illustreret Tidende.

Med M. indførtes en ny form for kunstkritik der både litterært og i kunstnerisk opfattelse afveg mest muligt fra Julius Langes humanistiske filosoferen og N. L. Høyens nationale standpunkt. I sin vurdering var han først og fremmest den udøvende fagmand. Han vandt straks øre ved den varme, hvormed han fremdrog hvad der forekom ham værdifuldt, og han formåede at lægge sine egne kunstneriske oplevelser og tidens maleriske problemer op for læseren i et klart og levende sprog som enhver kunne forstå. Men i samme åndedræt kunne han være bidende og skarp under en afvæbnende elegance. Med sikkert blik slog han ned på svagheder, ubarmhjertigt og uden personsanseelse, enten det drejede sig om ven eller fjende. M. blev pennefører for det nye maleriske syn der kom fra Frankrig. I sin dagbladsjournalistik varetog han oppositionen mod det herskende regime, rejste bl.a. kamp mod akademiet og Charlottenborgudstillingen på grund af disse institutioners vægring ved at anerkende Vilhelm Hammershøi - den kamp som resulterede i Den frie udstillings dannelse. I monografiske tidsskriftartikler som for størstedelen har bevaret deres værdi usvækket gennem årene, satte han tidens betydelige malerpersonligheder på den fremtrædende plads, de siden beholdt: Viggo Johansen, Kristian Zahrtmann, Michael Ancher, L. A. Ring, Th. Philipsen, brødrene Skovgaard (Niels og Joakim), Julius Paulsen, Vilh. Hammershøi. Allerede med den nordiske udstilling i Kbh. 1888, som Maurice Hamel så under M.s ledelse og anmeldte i en vel instrueret artikel i Gazette des Beaux-Arts, og med verdensudstillingen i Paris 1889 var de nye strømninger trængt igennem. M., der behændigt havde udnyttet mellemspillet mellem Kbh. og Paris, kunne hjemføre sejren, men han havde for så vidt taget forskud på den i Nordisk Tidsskrift 1888 i et opgør med tidens problemer og dansk maleris aktuelle stilling dertil, som hører til de skelsættende monumenter i vor kunsthistorie. At M. blev den ledende kunstkritiker som før ham kun Hoyen og ingen senere, kom også ældre samtidige kunstnere til gode, fx Lorenz Frølich, hvem den nationale skole havde set over hovedet, og Vilh. Kyhn. Gennembruddets generation har imidlertid M. at takke for sin sikre position i det offentlige omdømme, og for en række yngre kunstnere har M. i årenes løb lagt grundlaget for deres berømmelse, fx Alb. Gottschalk, de tre store fynboer og Aksel Jørgensen.

Side om side med den kritiske virksomhed udviklede M.s kunsthistoriske forfatterskab sig naturligt ud af hans samlerinteresser. På et meget tidligt tidspunkt kastede han sig over japansk kunst, erhvervede sig selv en anselig samling og indførte kendskabet til Japan i Norden med sin første bog Japansk Malerkunst, 1885 der gjorde stærkt indtryk i datidens kunstliv og også virkede på udviklingen i naturalismens brydningsår. I tråd hermed falder M.s kunstindustrielle interesser, hans artikler i Tidsskrift for Kunstindustri. Med dem støttede han det nye underglasurmaleri på porcelæn der opstod under Arnold Krogs ledelse på Den kgl. Porcelainsfabrik, og den højst originale pottemager-keramik, som Thorvald Bindesbøll, brødrene Skovgaard og deres kreds udførte på små lervarefabrikker i hovedstadens periferi (1887). Tillige leverede han den forste grundlæggende fremstilling af Den kgl. Porcelainsfabriks tidligste historie (1893). - Den nederlandske kunst optog imidlertid M. i stigende grad. Det satte sig spor i en række artikler og en bog Hollandsk Malerkunst. 1891 der (som undertitlen angiver) behandler "Tiden før Rembrandt, Kunstnerforholdene i det 17. Aarhundredes Holland". Også den føltes som et grundlæggende værk ikke blot gennem den miljøskildring der tilvejebragtes ved forfatterens omhyggelige studier over de hollandske kunstneres arbejds- og levevilkår, men også fordi den moderne kunstvidenskabs metoder, arkivforskning kombineret med et minutiøst detailstudium over for kunstværket, hermed indførtes hos os. Hvad M. havde tænkt sig med denne bog gennemførte han ikke. Hans hovedværk på dette område blev et museumskatalog, Fortegnelse over den kgl. Malerisamlings Billeder af ældre Malere, 1904, vort første videnskabelige katalog i moderne stilkritisk forstand. En kortfattet samlet fremstilling af Nederlandenes Malerkunst i det 17. Aarhundrede skrev han dog til Verdenskulturen 1909; den udkom selvstændigt i udvidet skikkelse 1925.

Inden for dansk kunst deltog M. - side om side med Emil Hannover - i den vågnende interesse for Eckersberg og hans første elever, 30'ernes og 40'ernes maleri, som den nationale epoke og dens efterfølgere havde overlejret og skubbet til side. I modsætning til den gængse vurdering fremhævede han de inspirerede skitser, studier og forarbejder som en værdifuldere del af den ældre skoles produktion end de færdige udstillingsstykker der havde tabt i malerisk friskhed. Det gælder især W. Marstrand, hvis evner først M. vurderede rigtigt og satte på plads. På samme linje ligger C. A. Jensens rehabilitering og fremdragelsen af Danqvart Dreyer. For Kunstforeningen skrev han monografierne om Johan Thomas Lundbye, 1895 og Wilhelm Marstrand, 1905. Under hans redaktion udkom 1901-07 Kunstens Historie i Danmark hvor han affattede hovedkapitlerne Eckersberg og hans Skole og Den nationale Kunst og desuden behandlede 1600- og 1700-tallets malerkunst. Senere føjede han til denne del af sin produktion afsnittet om Joakim Skovgaards udsmykning i monumentalværket om Viborg domkirke, 1909, monografien om Theodor Philipsen (udg. af Kunstforeningen 1912), den store afhandling om Christen Købke og hans Billeder paa Galleriet (Kunstmuseets Aarsskrift 1914) og de populære skrifter J. Th. Lundbye. Dagbogsoptegnelser og P. C. Skovgaard og hans Sønner, begge 1918, og Malerier af Johan Thomas Lundbye, 1931.

Under store betænkeligheder (som Jul. Lange søgte at berolige) over for den radikale og fra nogle sider ikke just elskede kritiker ansatte Den kgl. malerisamling 1895 M. som assistent; 1900 avancerede han til inspektør. Han fik herved lejlighed til kritisk at gennemarbejde hele galleriets bestand af ældre malerkunst og til at gennemgå statens magasinbeholdninger. Af disse fremdrog han mange betydelige arbejder (en række billeder af Rembrandt, deriblandt Korsridderen, den ældre Brueghels fortrinlige skitse, malerier af Cornelis Vroom, Adriaen van Ostade, Adriaen Brouwer, Gerard Dou, Salomon Ruysdael, Lucas Cranach o.a.). Også uden for museet lagde man beslag på hans arbejdskraft. Han udarbejdede katalogerne til den Moltkeske malerisamling (1900), over baroniet Gavnos ældre malerier (1914), Wilhelm Hansens samling af nyere fransk malerkunst på Ordrupgård (1918) og H. Heilbuths samling som han foranledigede udstillet på kunstmuseet, inden den spredtes for alle vinde (1920, engelsk tekst). Endvidere bistod han Johannes Hage ved grundlæggelsen af den efter vore forhold så betydelige malerisamling på Nivågård hvis katalog han ligeledes skrev (1908). Forst 1911 nåede M. den plads på kunstmuseets direktørpost som offentligheden for længst og med stigende utålmodighed havde udpeget ham til. M. tog straks fat på at reorganisere alle dets samlinger af malerier og papirkunst, fik forøget dets årlige indkøbssum, stiftede Dansk kunstmuseums forening (senere Kunstmuseets venner) til støtte for erhvervelsen af ældre kunst og udgav fra 1914 Kunstmuseets Aarsskrift. Efter ret indgribende og langvarige bygningsforandringer foretog M. en fuldstændig omordning. Samlingerne kom til at fremtræde under omgivelser der svarede til deres karakter, og han fik lejlighed til i praksis at gennemføre de anskuelser han havde fremsat i sin litterære virksomhed. - Sin ungdoms tilknytning til fransk kunst varetog M. i sin journalistik, gennem større artikler om J.-F. Millet (Ude og Hjemme, 1884) og Th. Rousseau (Kunstmuseets Aarsskrift 1915), bogen om Corot og hans Billeder i nordisk Eje. 1920 og endelig ved den store udstilling af fransk kunst fra 1800-tallet som han med kunstmuseumsforeningens støtte fik afholdt i museet forsommeren 1914. En fremtrædende interesse hos ham udgjorde bogkunst. Han hørte til Forening for boghåndværks stiftere og første bestyrelsesmedlemmer 1888 og behandlede illustrationskunst i en række afhandlinger (om franske illustratorer fra 1700-tallet og om Erik Werenskiold i Kunstbladet 1888; om Hans Smidths illustrationer til Steen Steensen Blicher og P. C. Skovgaards til H. C. Andersen i Kunstmuseets Aarsskrift 1917 og 1920; om illustrationer til H. Wergeland i Bogvennen 1921) og et par bøger (Illustrationerne til Holbergs Peder Paars, 1919; Franske Illustratorer fra det 18. Aarhundrede. 1929).

Ved sin afgang fra kunstmuseet 1925 stod M. som en europæisk kendt personlighed og med en række ikke almindelige udmærkelser: æresmedlem af akademiet i Antwerpen, overordentligt medlem af kunstakademierne i Kbh. (1917) og Stockholm, dr.phil.h.c. ved Lunds universitet (1918). Et festskrift overraktes ham af nordiske kolleger på hundredårsdagen for museets oprettelse 1924, og den danske udstilling i Musée du Jeu de Paume i Paris 1928, hvis præsident han var, betød en ærefuld afslutning på det der indledte hans livsværk, rehabiliteringen af vor kunst efter nederlaget 1878. Han fik et langt og virksomt otium. 1928 overtog han ledelsen af Skagens museum hvis samling han omorganiserede således at den nu hører til landets ypperste, og han skildrede Skagentidens historie i Skagens Malere og Skagens Museum. 1929. Ved sin død efterlod han sig en næsten fuldfort monografi om Thorvald Bindesbøll. Hans værdifulde samlinger af dansk og ældre udenlandsk kunst solgtes ved auktioner, hvortil han selv havde affattet kataloger. En fuldstændig samling af M.s skrifter og dagbladsartikler tilhører Skagens museum. - En søn Svend Viggo Madsen, født 5.3.1885, død 8.7.1954, uddannedes hos Kr. Zahrtmann og debuterede på Charlottenborg foråret 1904. Forinden var han blevet medhjælper hos Joakim Skovgaard ved udsmykningen af Viborg domkirke. 1917-19 var han direktør for Dansk kunsthandel, grundlagt af J. Rump.