Knud Kyhn

Knud Kyhn, Knud Carl Edvard Kyhn, 17.3.1880-23.11.1969, maler, keramisk billedhugger. Knud Kyhn færdedes i farbroderens atelier, og i sekstenårsalderen begyndte han at få tegneundervisning hos Harald Foss, af hvem han dimitteredes til kunstakademiet. Dets skoler besøgte han efteråret 1900-foråret 1902. De næste to vintre gik han på Kunstnernes studieskole under L. Tuxen. Han var skolekammerat med Sigurd Swane og deltog i de udstillinger der mere eller mindre er knyttede til hans kreds, de fra Charlottenborg afvistes udstilling 1905, Ung dansk kunst dec. 1910, Moderne dansk kunst 1925. I øvrigt udstillede han på Charlottenborg forårsudstilling 1906–07, Kunstnernes efterårsudstilling 1908, 1916–19, 1922–23, Den frie udstilling 1908–14 og siden 1922, Grønningen 1915–21. Udenlands deltog han i de danske udstillinger i Berlins Kunstgewerbemuseum 1910–11, Brighton 1912, hos Liljevalch i Stockholm 1919, i Toronto 1929, den skandinaviske udstilling i New York 1912. Større separatudstillinger afholdt Knud Kyhn febr. 1917 og febr. 1920 hos Anton Hansen, marts 1923 i Kunstboden i Hyskenstræde, dec. 1932 i Kunstforeningen, okt. 1933 på Den frie udstilling og 1941 i Kunstindustrimuseet. April 1910 tog Knud Kyhn på studierejse til Berlin og Paris. 1919 tildelte akademiet ham årsmedaljen for akvarellen Tigerpar.

Knud Kyhn var dyremaler, især fuglemaler. Hans produktion tegner billedet af en mand der strejfede om på de våde strande og modtog stærke indtryk af naturen, fulgte fuglenes flugt og de løsgående heste. Store syner prægede sig i hans fantasi, og han gengav dem efter hukommelsen med sikker viden om dyrenes udseende og væsen. I sit oliemaleri har han til en vis grad, måske i tilslutning til Sigurd Swane, optaget pointillisternes teknik. Farven var for ham ikke så meget koloristiske værdier som bevægelse og rytme, et stof som rytmerne vugger på, og som tvinges af penslen. Håndelaget spillede en betydelig rolle, og gennem hånden, der førte penslen, kom rytmen, bevægelsen der hos ham var sindets og stemningens forløsning. Først og fremmest har han dog dyrket akvarellen, og her slår farven stærkere igennem som koloristisk egenværdi og som fortolker af det rå vejrlig.

Tidligt begyndte Knud Kyhn at modellere dyr til keramik, til stentøj, mest eksotiske dyr fra Zoologisk have, navnlig aber, elefanter, tigre, og gjorde det med et udmærket blik for keramiske værdier og med betydelig keramisk kunnen. Med sin skårne form, sin fastholdelse af massens tyngdevirkning og sin karaktersans var han en original plastiker, ikke blot inden for dansk keramik, men tillige i almindelighed inden for sin samtids skulptur. Han arbejdede i tilknytning til Den kgl. Porcelainsfabrik 1904–10, 1924–32 og siden 1936. I de mellemliggende perioder fik han brændt sine ting forskellige andre steder, hos Nordström, hos Bing & Grøndahl (særlig 1908–15, 1933–35) og hos Kähler. Højdepunkterne betegner den fortrinlige samling rødt stentøj fra Kähler han udstillede 1923, og som hører til det ypperste der er præsteret af keramisk plastik her i landet, samt de polykromt glaserede arbejder, hvormed han deltog under Den kgl. Porcelainsfabrik på verdensudstillingen i Paris 1925. En række små bronzer af dyr som han udførte omkr. 1919 nød fortjent anseelse. Arbejder af Knud Kyhn findes i Statens museum for kunst, Kunstindustrimuseet og forskellige provinsmuseer.