Kristian Zahrtmann, Peder Henrik Christian (Kristian) Zahrtmann, 31.3.1843-22.6.1917, maler. Kristian Zahrtmann er en af de betydeligste personligheder inden for dansk kunst i sidste halvdel af 1800-tallet. Dels fortsatte han et historiemaleri med rødder hos Wilhelm Marstrand, men lagde mere vægt på fast form og kolorit, dels virkede han som en højt skattet lærer for et par generationer af danske malere. Desuden var han en fin skribent, hvilket fremgår af både trykte erindringer og talrige breve til familie og venner. Han voksede op i et dannet hjem i Rønne og bandt sig tidligt stærkt til sin mor, et træk der satte sig spor i hans mange skildringer af kvindeskæbner, fulde af medleven og forståelse, som billederne med scener fra Leonora Christinas liv. 1860 kom han til Sorø akademi hvor han to år senere tog studentereksamen, og fra disse år til optagelsen i kunstakademiets forberedelsesklasse 1864 daterer sig hans første kunstneriske forsøg, for det meste portrætter af familie og venner. Han knyttede tidligt venskab med malerkammeraterne P.S. Krøyer, August Jerndorff og F. Hendriksen, den senere xylograf der i sine erindringsbøger har bidraget med førstehånds oplysninger om Kristian Zahrtmanns liv og kunstneriske udvikling. Kristian Zahrtmanns uddannelse på kunstakademiet hvor han som lærere havde Adolph Kittendorff, Marstrand, J. Roed, N. Simonsen og F. Vermehren forløb planmæssigt, og han tog afgang i juli 1868. Året efter debuterede han på Charlottenborgs forårsudstilling med genrebilledet En konfirmandinde på Bornholm.

I akademiårene sluttede Otto Haslund og Pietro Krohn sig til vennekredsen, og Kristian Zahrtmann delte atelier med dem vintrene 1868-71 idet han tilbragte somrene på Bornholm. 1869 begyndte Kristian Zahrtmann at arbejde med emner fra Leonora Christinas Jammersminde som netop var udkommet, en motivkreds der kom til at optage ham livet igennem. Ved et heldigt tilfælde udskrev Neuhausens konkurs 1870 en præmie for et billede af Leonora Christinas liv i fængslet, og Kristian Zahrtmann besluttede at deltage. Maleriets tilblivelse blev arbejdsom, begyndende med tegnede og malede studier til alle figurer, en fremgangsmåde Kristian Zahrtmann benyttede til næsten alle sine større figurbilleder. Moderen sad model til Leonora i en første version af emnet, men til det endelige billede (Statens museum for kunst) valgte han dog en anden model. Måske var hans følelser over for den første model for involverede til at han kunne skildre den fængslede kongedatter objektivt. Billedet, et psykologisk historiemaleri og som sådan på linje med visse af Carl Blochs historiske skildringer, vandt præmien, da det udstilledes på Charlottenborg 1871. Kristian Zahrtmann fortsatte i denne genre med Scener fra Christian VII's hof (studier 1871-72, det endelige billede 1873, senere version fra 1881 i Statens museum for kunst), Sigbrit gennemgår toldregnskaberne med Christian II, 1873 og Leonora Christina forlader fængslet, 1874 (Ny Carlsberg glyptoteket). 1873 vandt han kunstakademiets lille guldmedalje for en karton udført med kul, sort og hvidt kridt af Job og hans venner (Vejle museum).

To vidt forskellige kvindeskildringer, begge fra 1874 og begge visende en kvinde i et interiør, belyser divergerende aspekter af Kristian Zahrtmanns karakteriseringsevne og udtryksform: humor i billedet af Jomfru Charlotte Dorothea Biehl ved et vindue og alvor i et nattebillede af Leonora Christina alene i sit fængsel (Hirschsprungs samling). Sommeren 1875 malede han nogle genrescener fra Ribe-egnen, inden han i nov. drog sydpå med Italien som mål, finansieret af et lån; først 1876-78 fik han stipendium fra kunstakademiet. Hermed åbnedes et frugtbart virkefelt for Kristian Zahrtmann, den italienske folkelivsskildring, en tradition der i Danmark går tilbage til C.W. Eckersberg og hans elever, og som Kristian Zahrtmann kom til både at forny og til dels afslutte. I Rom gik han snart i gang med En romersk frugtbutik, 1876 der allerede kom til at indeholde de karakteristika der præger mange af hans italienske motiver. Emnet er fra dagligdagen og udramatisk, figuren er skabt på grundlag af indgående detailstudier – Kristian Zahrtmann måtte altid have sin model for øje når han arbejdede – farverne er kraftige og formerne plastiske. Hvor stor en rolle modellen spillede for ham ses af hans nære forbindelse med ægteparret Lovisa og Lionardo som han havde truffet i Rom, og som han fulgte ud til deres hjemby Saracinesco i Sabinerbjergene. Han skildrede deres liv både i en række harmoniske malerier fra 1877, Forældreglæde, En sabinerinde der vugger sit barn (Nasjonalgalleriet, Oslo) og Postbud i Sabinerne, og langt senere i bogen Lovisa fra 1912. Han kan i deres uspolerede samliv have set en slags urbillede på ægteskabet som han nok vidste han aldrig selv ville komme til at opleve. Hans forelskelse i dem begge er den evige ungkarls, parret med beskyttelsestrang. Sommeren 1878 tilbragte Kristian Zahrtmann i Amalfi hvor han malede en række monumentale billeder af kvinder i landskaber, og i december samme år vendte han hjem til Danmark. Hverken malerierne med italienske emner eller David i Sauls hal, 1877-78, et stort figurbillede i historisk klædebon, vandt bifald i Danmark da de kom frem. Man fandt dem fremmedartede og uskønne.

Inden den næste udenlandsrejse 1883-84 malede Kristian Zahrtmann igen emner fra Leonora Christinas liv: den enkle scene med den gamle Leonora i Maribo kloster (version fra 1881, og fra 1882 i Statens museum for kunst) og Dronning Sofie Amalies død, 1882 (version i Hirschsprungs samling og i Statens museum for kunst). I sidstnævtne motiv kulminerer Kristian Zahrtmanns psykologiske historiemaleri i skildringen af den gamle dronnings hæslige død i pragtfulde omgivelser, et vanitasmotiv på en ny måde. Efter ankomsten til Rom fandt Kristian Zahrtmann sommeren 1883 den by, Civita d'Antino, han kom til at knytte sig til mere end noget andet sted uden for Danmark. Her gik han straks i gang med en række genrebilleder, hvortil den stedlige befolkning stod model, selv 18 drenge der på én gang og i flere omgange stillede op til Drenge med oliegrene på palmesøndag (version fra 1883 og 1884). Vinteren 1883-84 tilbragtes i Grækenland, hvilket satte sig spor i nogle små billeder fra Athens Akropolis. Efter endnu en sommer i Civita vendte Kristian Zahrtmann hjem i november 1884. Hans billeder fra dette ophold fik en langt bedre modtagelse end de tidligere Italiensmotiver. De er lysere i koloritten og lettere end de lidt tungere, meget plastiske værker fra 1875-78, men mangler disses alvor.

Januar 1885 overtog Kristian Zahrtmann ledelsen af forberedelsesskolen til Kunstnernes studieskole, en malerskole som efterhånden skulle blive kaldt Zahrtmanns skole hvor han underviste uden løn frem til 1908. Som elever fik han nogle af disse tiårs betydeligste yngre kunstnere, fx Fynboerne, Poul S. Christiansen, Niels Larsen Stevns, Oluf Hartmann, Harald Giersing, Sigurd Swane og Edvard Weie. Kristian Zahrtmann kom herigennem til at spille en stor rolle for dansk kunst, både ved at lægge vægt på farven og ved at give eleverne frihed til personlig udvikling. Også ved sin varme interesse for dem betød han meget. Skolearbejdet forhindrede ham ikke i at besøge Italien ofte. En rejse 1888-89 førte ham også til Grækenland og Paris, og fra 1890 til 1913 var han næsten årligt i Italien, ofte i selskab med sine elever. Næsten hver gang opholdt han sig i Civita d'Antino, hvis æresborger han blev 1902. Kristian Zahrtmanns kunst fra 80erne og 90erne svinger mellem naturalistiske Italiensskildringer, drevet højt op i farven, og historiebilleder der bliver mere og mere ekstreme i udtrykket eller utraditionelle i valg af synsvinkel, som i de frontalt anbragte, ovenfra sete Studenter drager ud til Københavns forsvar 1658, 1888 (Hirschsprungs samling), et ikke antaget konkurrenceforslag til udsmykningen af Kbh.s universitets festsal. Hertil kommer nogle få malerier der har visse lighedspunkter med aspekter af den samtidige symbolisme: Job og hans venner, 1886-87 (Statens museum for kunst), udført efter kartonen fra 1873, Adam og Eva i Paradis, 1892 (Fåborg museum) og Det mystiske bryllup, 1893-94 (Bornholms museum). Fra årene efter 1900 kendes nogle få lysfyldte, farvefine landskaber fra Kristian Zahrtmanns hånd; ellers vedblev han at male figurbilleder og historiske motiver til det sidste. Hans menneskeskildringer fra disse år har et helt personligt særpræg, undertiden kan de være bizarre som Susanne i badet, 1906-07, hvor hun står på hænder. De har ikke altid mødt forståelse, hverken i samtiden eller senere, hvilket også gælder en række mandlige modelbilleder, let forklædte som "historiemalerier": Prometheus, 1904, Sokrates og Alkibiades, 1907, hvor Sokrates minder om Kristian Zahrtmann selv, og Adam i Paradis, 1913-14. Emnet, den nøgne virile mand -gerne i et landskab – var ikke ualmindeligt i begyndelsen af 1900-tallet, men sammenlignet med billeder af denne art af Edvard Munch eller J.F. Willumsen er Kristian Zahrtmanns mandsskildringer varme og sensuelle og har en undertone af erotisk interesse for modellen. I de sidste 10-15 år af sit liv udførte Kristian Zahrtmann en række selvportrætter, noget af det ypperste han har skabt. Uden skånsel så han på sit eget fysiognomi og gengav det undertiden med en sand eksplosion af farver, ofte præget af den rødviolette helhedstone som karakteriserer mange at hans sene billeder. I disse selvportrætters kraftfulde kolorit nærmer han sig den samtidige ekspressionisme. Kristian Zahrtmann var i det små også virksom som billedhugger og modellerede fx Leonora Christina forlader fængslet, og han spillede en medskabende rolle ved udformningen af sit hus på Frederiksberg (Casa d'Antino på Zahrtmanns plads) som arkitekten H. Koch byggede for ham 1912.

Kristian Zahrtmann var en enegænger i dansk kunst, bl.a. ved at fastholde figur- og historiemaleriet i en periode hvor disse genrer begyndte at spille en mindre rolle. Han faldt ikke for "det flotte" og den fejende penselføring, som Krøyer og Michael Ancher undertiden gjorde det, men han greb heller ikke til naturnære, bredt malede motiver som Fynboerne. Med stædighed gentog han de samme emner igen og igen: historiemalerierne, der blev båret oppe af høje idealer, og genremalerierne fra Italien, som var baseret på en sand og smittende glæde ved livet i syden. Selv om Kristian Zahrtmann var en kendt kunstner i sin samtid blev han aldrig godtaget af kritik og publikum over en bred front. Og det er karakteristisk at langt de fleste af hans arbejder – også hovedværker – endnu findes i privateje og ikke på museer. Ved hans død kunne Johs. V. Jensen dog udtale sig om Kristian Zahrtmanns indsats i en nekrolog i Politiken på følgende måde: "Han havde haft sin Tid. Jeg tror, der ligger mere i, hvad saadan en sær, produktiv og ensom Mand har udrettet, end det voldsomme Flyttearbejde, der fandt Sted omkring ham og gjorde hans Død ensom."

Kristian Zahrtmann modtog Neuhausens præmie 1871 og 1873 og bronzemedaljer på verdensudstillingerne i Paris 1889 og 1900. Han udstillede på Charlottenborg 1869-91, 1894, 1897 og 1900, på Den frie 1891-1915, i Kunstforeningen i København. 1891, 1893 og 1907, på verdensudstillingerne i Paris 1878, 1889 og 1900 samt adskillige andre steder. Han er repræsenteret på de fleste danske kunstmuseer, men er for indeværende fyldigst fremhængt i Hirschsprungs samling og Bornholms museum. Endvidere er der billeder af ham i Nasjonalgalleriet i Oslo, Nationalmuseum i Stockholm og i kunstmuseerne i Malmö og Göteborg.

Familie

Kristian Zahrtmann blev født i Rønne, døde på Frederiksberg og har urne på Vestre kirkegård. Forældre: regimentskirurg, senere distriktslæge, etatsråd Carl Vilhelm Zahrtmann (1810-99) og Laura (Laurine) Pouline Jespersen (1822-1918). Ugift. Bror til M.K. Zahrtmann

Ikonografi

Tegn. af Vilh. Hauch, 1861. Mal. af Wenzel Tornøe 1862-63. Tegnet selvportræt 1865, malet 1867. Tegn. af Otto Haslund, 1867, af Aug. Jerndorff s.å. og på karikatur af samme 1867-68. Tegn. af Pietro Krohn, 1869 og af Jerndorff, 1870 (Bornholms mus.). Mal. af P.S. Krøyer, 1873. Mal. af Frants Henningsen, 1875. Tegn. af Carl Thomsen s.å. (Bornholms mus.). Tegn. af Pietro Krohn s.å. og på gruppebillede s.å. Tegn. af Krohn, 1876. Malet selvportr. 1880. Træsnit af H.P. Hansen, 1884. Afbildet på P.S. Krøyers mal. Musik i atelieret, 1886 (Nasjonalgalleriet i Oslo), gentagelse 1887 (Hirschsprung). Afbildet på mal. af V. Johansen, 1887 (John G. Johnson Art Collection, Philadelphia). Tegnet selvportr.

1888 (Hirschsprung). Mal. af V. Hammershøi 1889 og 1890 (St. mus.), skitse 1889 (Hirschsprung). Træsnit 1890 efter foto. Mal. af Henry Lørup 1890 eller 1891, tegn. af samme 1893. Afbildet på pastel af Krøyer, 1890 (Hirschsprung), pastel af samme 1892. Malet selvportr. 1892. Mal. af Johs. Wilhjelm på gruppebillede udført af Kristian Zahrtmann 1893. Mal. af Johan Rohde, 1896 (Nationalmus., Sth.), litografi af samme s.å. Malet selvportr. 1897. Afbildet på mal. af V. Johansen s.å. (Neue Pinakothek, München). Afbildet på mal. af Poul S. Christiansen 1898-99 (Århus kunstmus.) og på tegn. af samme 1900 (St.mus.), radering af samme 1899. Malet selvportræt, ca. 1900 (Københavns bymus.), 1901 og i min. på elfenben 1902 (Fr.borg), min. og akvarel s.å. Pastel af Krøyer, 1902. Afbildet på mal. Fem kunstnere af Jul.

Paulsen, 1902, hertil forarbejde, og på mal. af samme fra kunstnerens hjem 1902-03 samt på gruppe af læger af samme 1903 (Odense kunstmus.). Tegn. af Peter Hansen, 1903. Flere fremstillinger af A. Jerndorff i Mefistofeles viser, 1903. Afbildet på mal. af Wilhjelm, 1905 (Bornholms mus.). Radering af Henrik Lund, 1907. Mal. af Carl V. Meyer s.å., påbegyndt af Kristian Zahrtmann (Bornholms mus.). Tegn. af Alfred Schmidt i Klods-Hans 1907 og 1912. Tegn. af Eigil Petersen, 1909. Buste af Thorald Mogensen, 1909, i bronze 1914. Mal. af K. Sinding-Larsen, 1910. Tegn. af Sven Brasch s.å. Afbildet på mal. af Johan Rohde s.å. (Fr.borg) og på E. Henningsens tegn. Bogstaveligheden ca. 1910 (sst.). Afbildet på Peter Hansens mal. 1910-11 af museumsindvielsen 1910 (Fåborg mus.). Akvarel af samme, 1912 (St. mus.). Malet selvportr. s.å. Tegn. af Eigil Petersen s.å. Tre malede selvportr. 1913 (bl.a. udstillingsfonden, Charlottenborg), otte 1914. Træsnit af L. B. Hansen, 1914. Fire malede selvportr. 1915 (det ene Hirschsprung). Afbildet på mal. af Jul. Paulsen s.å. Skitse af Sig. Wandel s.å. (Fr.borg), mal. af samme 1916 (Bornholms mus.). Ni malede selvportr. 1916 (bl.a. Sorø kunstmus.) og tre 1917. Mal. af Anders Olsson Montan. Silhouet af Carl Julius Salomonsen, 1917. Radering af Knud Hendriksen. Træsnit af F. Hendriksen efter tegn. af Pietro Krohn. Tegn. af Viggo Johansen (Fr.borg), af S. Danneskiold-Samsøe og karikatur af Alfred Schmidt (Fr.borg). Buste af Hans Syberg på monument 1931 (Kristian Zahrtmanns plads, København), hertil forarbejder (Sorø kunstmus.; Bornholms mus.). Linoleumssnit af K.J. Almquist, 1944. Fremstillet på mal. af V. Neiiendam udst. 1949. Foto. – Gravsten tegnet af J. Skovgaard efter udkast af Th. Bindesbøll og hugget af N. Larsen Stevns. Mindetavle på Casa Cerroni i Civita d'Antino.

Bibliografi

Bibliografi. H. Qhr.] Qhristensen]: Kristian Zahrtmann. Fortegnelse over hans malerier, 1917.

Udg. Leonora Christina Ulfeldts Jammersminde i tegninger af Kristian Zahrtmann, 1890. Leonora Christinas Jammersminde. 15 blade efter Kristian Zahrtmanns originaler, 1907. 60 autotypier, 1911 (3. opl. 1944) = Små kunstbøger V. 40 billeder efter skitser og studier af Kristian Zahrtmann, udg. H. Chr. Christensen, 1915. Kilder. Erindr, i Tilskueren XXV, 1908 186-93; XXX, 1913 I 33(M2; XXXI, 1914 I 14-23 152-61 315-26 413-21; XXXV, 1918 I 335-40. Kristian Zahrtmann i Juleroser, 1915 (upag.) og i Kunstmuseets årsskr., 1916 83-90. Breve i Tilskueren XL, 1923 I 216-35.

Lit. Karl Madsen i Tilskueren II, 1885 524-43. Emil Hannover sst. IV, 1887 386f. Peter Hansen og H. Giersing sst. XXX, 1913 I 345-52. Fr. Beckett i III.tid. 23.4.1893. S. Danneskjold-Samsøe og Kristian Zahrtmann sst. 30.3.1913. Karl Madsen i Kunst IV, 1902 (upag.). Fritz Syberg og Poul S. Christiansen i Det nye kunstbl. I, 1910-11 32-41. H.G. Olrik i Soranerbl. II, 1917 29f. Emil Buchwald sst. 61 f. Sig. Muller i Gads da. mag. XII, s.å. 49-57 (heri breve). Johan Rohde i Ugens tilskuer VII, s.å. 269-73 (også som særtryk s.å.; optr. i forf.s Mindretalsytringer, 1981 80-89). Johs. V. Jensen: Årbog, s.å. 289-92. Viggo Johansen i Vor tid II, 1918 258-60. Kristian Zahrtmann. En mindebog bygget over hans egne optegn, og breve fra og til ham, udg. F. Hendriksen, 1919. Elise Konstantin-Hansen i Højskolebl. XLVII, 1922 1013-26 1039-48. Vald. Neiiendam i Juleroser, 1922 (upag.). F. Hendriksen: En dansk kunstnerkreds, 1928. Samme: Mennesker og oplevelser, ny udg. 1932. S. Danneskjold-Samsøe: Kunst set og skrevet, 1930 7-9 53-58. Samme: Kristian Zahrtmann, 1942 (heri fortegn, over Kristian Zahrtmanns værker). Kr. Sinding-Larsen m.fl. i Kunst og kultur XXII, Bergen 1936 107-27. Hanne Honnens de Lichtenberg: Kristian Zahrtmanns skole, 1979. Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig