L. Tuxen

L. Tuxen, Laurits (Lauritz) Regner Tuxen, 9.12.1853-21.11.1927, maler. Allerede i skoletiden begyndte L. Tuxen at tegne skibe hvori han fik nogen vejledning i Borgerdydskolen på Christianshavn af marinemaleren Johan Petersen, og at male efter anvisninger som Holger Drachmann gav ham. Vilhelm Kyhn forberedte ham for akademiet. Her kom han ind okt. 1868, allerede før han havde taget præliminæreksamen, og her opnåede han afgang dec. 1872.

Lige fra begyndelsen havde L. Tuxen tænkt sig at blive marinemaler. Han debuterede på en decemberudstilling på Charlottenborg 1874 og fik på den følgende forårsudstilling optaget to strandbilleder fra Vesterhavet og en for sin tid stort og dristigt opsat komposition En Fladbaad, bemandet med Fiskere, er i Færd med at passere den anden Revle under et Forsøg paa i haardt Vejr at naa ud til et strandet Skib. Dette efter samtidens udsagn dygtigt gennemførte, i sit motiv virkningsfulde billede der blev meget kendt i en omarbejdet gentagelse, malet på Skagen sommeren 1876, solgtes til en skotte. For de indvundne midler rejste L. Tuxen endnu foråret 1875 til London og den engelske kyst for at male, men han fortsatte snart til St. Malo i Bretagne. Efter nogle unge franske kunstneres råd tog han i begyndelsen af okt. til Paris i den hensigt at søge undervisning, og dec. s.å. begyndte han på Léon Bonnats atelier i fællesskab med Theodor Philipsen. Hans ophold her varede til april 1876, men maj 1877 var han igen i Paris og synes (fraset et sommerophold i St. Malo) at være blevet her til okt. 1878, ivrigt optaget af studier hos Bonnat, denne gang sammen med P.S. Krøyer.

Som afslutning på sin studietid malede han efter Bonnats tilskyndelse en komposition Suzanna i Badet, der blev udstillet og solgt på salonen i Paris 1878. Hjemme i Kbh. udførte L. Tuxen et nyt billede af dette motiv. Det blev hans gennembrud på forårsudstillingen 1879 hvor det for figurmaleriets vedkommende indledte den nye æra som studierejserne til Paris bragte ind i dansk kunst (forstudie i Den Hirschsprungske samling, gentagelse i Ny Carlsberg glyptotek).

Vinteren 1878-79 begyndte L. Tuxen at samle en række jævnaldrende malere (bl.a. Kristian Zahrtmann, Frans Schwartz, August Jerndorff, Otto Bache) til studier efter model i Søkvæsthuset. Dette blev forløberen for Kunstnernes studieskoler hvor sammen med Krøyer overtog en afdeling 1883 og underviste gennem adskillige år. Efteråret 1879 rejste L. Tuxen over Paris til Italien. Den længste tid tilbragte han i Firenze og Rom sammen med Krøyer. Hermed afsluttedes L. Tuxens studieår. I kraft af sit smidige talent, sin uomtvistelige koloristiske begavelse og sin lærervirksomhed stod han nu i første række som en af tidens ledende malere. Selv om han snart blev overgået af Krøyer, dengang det alt overstrålende geni, og selv om Krøyers eksempel måske i de følgende år faldt samtiden nok så stærkt i øjnene var det dog L. Tuxen der viste vejen til Bonnat, og først og fremmest ham der overførte den naturalistiske franske skoles teknik og figurstudium til dansk maleri ved sin aktive undervisning.

Betydningen af dette ligger dybere end det almindelig opfattes. Med den nye fremgangsmåde som Tuxen og Krøyer bragte hjem blev den fra 1700-tallet gennem C.W Eckersberg nedarvede teknik skudt til side og maleriets hele tekniske grundlag radikalt ændret. Eftertiden har beklaget at L. Tuxen ikke i lighed med Th. Philipsen knyttede sig til impressionisterne hvis arbejder han dog så i Paris, men dette rokker ikke ved hans historiske position. Et vidnesbyrd om hans anseelse ved 80'ernes begyndelse er de bestillinger han modtog. Carl Jacobsen finansierede hans Italiensrejse ved at bestille kopier efter Tizian og Raffael og lod ham udføre portrættet af Ottilia Jacobsen (1882-83, glyptoteket) der både i portrætkarakteristik og ved sin smukke sollysvirkning hører til hans betydeligste arbejder. Ligeledes blev nogle ret anselige loftsmalerier til Fr.borg overdraget ham, Venus' Triumf, ca. 1882, Danmark, som modtager Stændernes Hylding, 1883, Havet og Jorden. Samtidig indtraf den begivenhed der ganske ændrede hans kunstneriske løbebane, nemlig kongehusets bestilling efteråret 1882 på at male et monumentalt billede af den danske kongefamilie på Fredensborg. (Christiansborg, gentagelse i de engelske kgl. saml.).

De følgende tyve år førte L. Tuxen en ret omflakkende tilværelse. Af naturen har han sat pris på omskiftelse og nye indtryk – han foretog rejser til Egypten i første halvdel af 1889 og til Palæstina vinteren 1891-92 hvor han arbejdede meget. Desuden søgte han at bevare sin tilknytning til Frankrig og det marine- eller kystmaleri der oprindelig var hans udgangspunkt. Kongehusets bestilling nødvendiggjorde nu udstrakte studiebesøg ved hofferne i London, St. Petersborg og Gmunden, og da den trak nye bestillinger fra disse hoffer med sig, udsprang deraf et omfattende rejseliv der snart gjorde L. Tuxen til en kosmopolitisk personlighed og fyrstemaler af et i vor kunst ret enestående format. Yderligere understregedes denne udvikling ved at man hjemme hurtigt tog de smidige diplomatiske evner han herved lagde for dagen i brug til offentlige repræsentative hverv (bl.a. medlem af den internationale jury ved verdensudstillingerne i Paris 1889 og 1900 og i Antwerpen 1894, dansk kommissær ved verdensudstillingen i Rom 1911 og ved den danske udstilling i Guildhall, London 1907, som kom i stand på hans initiativ).

Foruden Fredensborgbilledet udførte L. Tuxen til det engelske hof Dronning Victoria ved sit Jubilæum 1887, omgiven af hele sin daværende Slægt i den grønne Sal paa Windsor Castle, 1887-88, et billede af hertugen af Yorks bryllup 1893 i St. James' Palace, 1893-94, Kejseren [Nikolaj II] og Kejserinden af Ruslands Formæling i Vinterpaladset den 26. November 1894, 1894-96, Prins Carls og Prinsesse Mauds Formæling i Buckingham Slots Kapel 1896 (udst. 1898), dronning Victorias Gardenparty i Buckingham Palace ved 60 års regeringsjubilæet (1898-99), tre billeder af kong Edwards og dronning Alexandras kroning og salving i Westminster Abbey 1902 (1902-04) og kong Georgs kroning 1911 – til det russiske hof Kejser Nicolaus II's Kroning i Uzpenski Kathedralen i Moskva den 28. Maj 1896 (udst. 1899) og en anden version af kejserbrylluppet 1894 (1894-96). Dette var altsammen store, figurrige kompositioner der stillede meget komplicerede krav både om overlegen teknik og diplomati til deres ophavsmand.

Af større kunstnerisk vægt blev dog mange af de skitser og studier som gik forud, og hvor L. Tuxen ofte lynsnart måtte gribe en stemning eller en portrætlighed. I sådanne studier kunne hans koloristiske evne med den pragtlyst som var den stærkeste drivkraft i den også udfolde sig frit og uhæmmet. Afslutningen på denne del af L. Tuxens virksomhed danner en række helfigurportrætter til Fr.borg riddersal af Christian IX's og Frederik VIII's dronninger (1903 og 1912), Edward VII (1909) og kong Georg af Grækenland og dronning Olga (begge 1914), den populære apoteose De fire Slægtled (udst. 1902, gave til Christiansborg fra toldetaten) samt de privat malede billeder af Kong Georgs Indtog i Saloniki, 1916 og Christian X til Hest (1919, solgt i USA). Store figurrige kompositioner i lighed med de fyrstelige begivenheder, men mere i tråd med det samtidige maleri (Krøyer, Jul. Paulsen) malede L. Tuxen med Kongefamiliens Besøg paa Ny Carlsberg, 1893 (Carlsberg museet), aftenselskabet i L. Tuxens atelier på Strandvejen, 1915 og det mærkelig drastisk karakteriserende Man rejser sig fra Bordet af etatsråd Jacob Morescos middagsselskab, 1906.

Med den selverkendelse der udgør et sympatisk og fremtrædende træk i hans personlighed var L. Tuxen selv klar over den fare som det officielle maleri rummede for hans kunstneriske udvikling. Han søgte at modvirke den ved opgaver af anden art, bl.a. mytologiske kompositioner, men disse billeder vandt aldrig fodfæste i det almindelige omdømme, formentlig fordi de i for høj grad er et tidspræget, naturalistisk modelmaleri og savner skabende fantasi. Samme skæbne led den store historiske komposition Arkonas Indtagelse af Valdemar den Store og Absalon 1169, 1894 (Fr.borg) som dog indtager en fremtrædende plads i naturalismens historiemaleri. Efter århundredskiftet spredte L. Tuxen, der 1901 havde erhvervet eget hus på Skagen, sig over mange felter. Det blev nok i nogen grad overset at han i farven førte sin udvikling videre til en stærkt koloreret impressionisme der hævder sig ved siden af hans bedste ungdomsarbejder. Han bevarede sin vitalitet til det sidste, foretog lange rejser til Grækenland, Egypten og Balkan nov. 1913-14, til USA 1918, 1923-24 og 1925 og 1921 fulgte han efter indbydelse kongen på dennes færd til Island og Grønland.

Måske til dels som følge af sin oppositionelle skolevirksomhed i 80'erne modtog L. Tuxen relativt sent akademiets anerkendelse gennem Eckersbergs medalje 1893. Han havde imidlertid sæde i akademirådet 1897-1926, var dettes dirigent 1917-23, professor i malerkunst 1909-16 og akademiets vicedirektør 1920-23. Endvidere medvirkede han ved stiftelsen af Malende kunstneres sammenslutning og var dens formand 1910-13, 1916-19 og 1922-25. Foruden på Charlottenborg-udstillingen som han tilhørte til sin død udstillede L. Tuxen lejlighedsvis på salonen i Paris og deltog i den nordiske udstilling i Kbh. 1888, rådhusudstillingen 1901, kunststævnet i Forum 1929, verdensudstillingerne i Paris 1889 og 1900, jubilæumsudstillingen i Berlin 1891, de danske udstillinger i Guildhall, London 1907, Brooklyn museum 1927, Jeu de Paume i Paris 1928 og Oslo 1931. En stor mindeudstilling blev afholdt på Charlottenborg jan. 1929.

Ligesom Krøyer har han fra tid til anden givet sig af med skulptur. Der findes omkring femten arbejder fra hans hånd, dels buster (V. Irminger 1885, P.S. Krøyer 1907, i Krøyers hus på Skagen, Michael Ancher), dels statuetter, således udkast til et Holger Drachmann-monument og til en dobbeltstatue af Krøyer og Ancher. Dobbeltstatuen udførte han tillige i naturlig størrelse (opstillet foran Skagens museum). Arbejder af ham findes i Kunstmuseet, den Hirschsprungske samling, Glyptoteket, på Fr.borg, i Kronborgmuseet, Skagens museum, museerne i Ålborg, Århus, Randers og Odense, Guildhall i London og museet i Budapest. Alterbilleder i Visborg kirke (Christus på korset) og Solbjerg kirke på Frbg. (Hagar og Ismael). – Tit. professor 1892.