Melchior Lorck

Melchior Lorck, Melchior Lorch, Melchior Lorichs, 1526/27-1583, maler, grafiker. Om Melchior Lorcks tidligste ungdom er vi underrettet gennem den selvbiografi han i form af et brev til Frederik II, dateret 1.1.1563 i Wien, lod aftrykke i sin bog om den tyrkiske sultan Soliman II som han publicerede i Antwerpen den 21.4.1574. Ifølge den opnåede han, ved allerede som barn at plage sine forældre, at blive sendt i lære hos en guldsmed i Lübeck hvor han lærte at arbejde med metal og ædelsten. Sammen med guldsmeden kom han på rejse i Danmark med nabolande, besøgte Stralsund og vendte tilbage til Lübeck. Guldsmeden opfordrede ham til at uddanne sig videre som kunstner i "Nederlandene, Italien og andre kongeriger" til forældres og venners forfærdelse, thi som kunstner ville han hverken kunne vinde rigdom eller anseelse mente hans velstående familie i hvis hus Christian III plejede at tage kvarter når han besøgte Flensborg.

Christian III forsyner ham imidlertid med en årlig understøttelse og skriftlige anbefalinger således at rejsen kan tiltrædes. Den går ifølge selvbiografien til "Hochdeutschland" hvor han møder kejser Karl V ved rigsdagen i Augsburg 1548 (hvor også Tizian er til stede), arbejder for kardinalen af Augsburg (Otto Truchsess von Waldburg) og for den lutheranske kurfyrste Ottheinrich von der Pfalz. Fra Ottheinrich, hvis residenser er Heidelberg og Neuburg/Donau, drog han ifølge selvbiografien til Nederlandene.

Melchior Lorcks tidligste arbejder er et par kobberstukne kopier efter kobberstik af Heinrich Aldegrever, hvoraf det ene er dateret 1543 og derfor sikkert udført under læretiden i Lübeck. Andre udaterede, men formentlig meget tidlige arbejder viser påvirkning fra Lucas Cranach. Fra 1545 er det lutheranske spotteblad forestillende Paven som vildmand; et prægtigt eksemplar i Albertina, Wien, bærer en delvis bortbleget påskrift der synes at angive at forlægget er tegnet af den kunstner som på det tidspunkt var Melcior Lorcks læremester. 1546 kopierede han Albrecht Dürers radering af Hieronymus i ørkenen. Hans lutheranske udgangspunkt bevidnes yderligere af det lille antipavelige kobberstik Basilisken fra 1548 og af det smukke kobberstukne portræt af Luther, ligeledes fra 1548, som bygger på den primitive tegning Luthers tjener Reifenstein udførte, men udbygger fremstillingen med lån fra Dürers kobberstukne portræt af Erasmus af Rotterdam det er fra dette portræts påskrift at man udleder Melchior Lorcks fødeår, idet han angiver sin alder til 21 år.

Perioden i "Hochdeutschland" synes at have omfattet årene fra 1548 til engang i 1551. En række tegninger og grafiske blade tillader, gennem stil og påskrifter, at indkredse hans miljø som han møder det i Augsburg, Nürnberg og Neuburg/Donau. Der kendes arbejder med påskrevne dedikationer til kunstnere som Christoph Amberger, Lorenz Stör og den lidet kendte Frans Buch. En radering af Hanns Lautensack bærer af uforklarlige årsager Melchior Lorcks monogram indraderet, den samme Lautensack hvis stilpræg er bestemmende for den kendte landskabstegning fra 1549 i kobberstiksamlingen.

I et par tilfælde udfører han træsnit til enkeltbladtryk af digte af Hans Sachs. 1550 udfører han et portrætstik af Dürer baseret på Hans Schwarz' medalje fra 1520. Stilpræget i disse år er overordentlig heterogent og spejler et bredt spekter af strømninger i den efter-dürerske kunst i Sydtyskland; hertil kommer en indirekte italiensk påvirkning, eftersom han efter ukendt forlæg udfører en radering, dateret 1550, forestillende den korsfæstede Haman fra Michelangelos sixtinske loft. Dette sydtyske ophold synes én gang at være afbrudt eftersom han 24.3.1549 fra Flensborg skriver et brev til Christian III hvori han bekræfter en aftale med kongen ifølge hvilken han skal oppebære yderligere fire års understøttelse for derpå at tjene kongen.

Ifølge selvbiografien besøgte han så Italien: Venezia, Bologna, Firenze og Rom. 4. og 5.9.1551 dedicerer han tre tegninger til vennen Lorenz Stör, og hans Madonnamaleri fra 1552 synes malet på nordeuropæisk træ: rejsen kan således højst have varet et års tid. Tre tegnede studier efter antik skulptur er dels dateret 1551, dels påskrevet "Roma", en antikinspireret ruinfantasi er dateret 1551. Madonnamaleriet fra 1552 (Statens museum for kunst) røber i sær blanding påvirkning fra Amberger, fra nederlandsk kunst omkring M.J. Heemskerck og et klart lån fra Tintorettos Markus befrier slaven fra 1548. 1553 skulle Melchior Lorck være vendt tilbage til Danmark for at tjene Christian III, men det gjorde han ikke, og kongen tager hævn ved at beordre bystyret i Flensborg, ved brev af 14.7., til at tilbageholde en arv der var tilfaldet Melchior Lorck. Han synes at være taget tilbage til Sydtyskland hvor han 1553 daterer en tegning af jødiske præster i Neuburg/Donau.

Fra 1554 kendes en tegning som måske røber tilknytning til kunstudfoldelsen i Neuburg/ Donau.

Da kejser Ferdinand I ved brev af 22.2.1564 fornyede Lorck-familiens adelskab nævnedes det at Melchior Lorck var blevet beordret til at slutte sig til den ambassade kejseren sendte til sultan Soliman 1554 under ledelse af den lærde A.G. de Busbecq. Melchior Lorck synes at være stødt til 1555; i selvbiografien nævner han at opholdet i Konstantinopel strakte sig over "halvfjerde" år og altså må have varet til 1559. Man kender Busbecqs interesse for antikke mindesmærker, og fra Melchior Lorcks hånd findes bevaret en række gengivelser af antikke skulpturværker fra tyrkiske områder i form af rentegninger udført i Wien efter hjemkomsten. Tyrken betragtedes som Antikrist selv og Soliman var Europas mest truende fjende; rejsen og opholdet var derfor farefulde, men ambassaden slap med en tid lang at blive holdt indespærret. Trods alt blev det muligt for Busbecq og Melchior Lorck at besøge Ankara og andre byer uden for Konstantinopel.

Melchior Lorck må have hjembragt et kolossalt materiale i form af tegninger som han vedblev at bearbejde frem til 1583 hvor vi taber ham af syne. Nogle strenge, prægtige kobberstukne portrætter af Busbecq selv og andre fremtrædende medlemmer af ambassaden bærer dateringer fra de "halvfjerde" år i Konstantinopel, men det er ikke utænkeligt at de først blev udført efter hjemkomsten til Wien. Melchior Lorck havde nemlig for vane i mange tilfælde på tegninger og grafiske blade, der påviseligt først blev udført efter hjemkomsten, at fastholde dateringer fra selve rejsens dage. Det gælder nogle tegninger efter antikke skulpturværker, og det gælder først og fremmest det ni meter brede prospekt af Konstantinopel, en tegning som i dag findes i universitetsbiblioteket i Leiden, og som utvivlsomt skulle have været udgivet som træsnit eller kobberstik.

Melchior Lorck hjembragte også et væld af tegninger efter tyrkisk arkitektur, militær og folkeliv. Ligesom det var tilfældet med det arkæologiske materiale og med Konstantinopelprospektet rentegnede han dem efter hjemkomsten og planlagde en udgivelse i bogform med træsnitillustrationer; en række rentegninger findes bevaret, men kun enkelte af de på stedet udførte, hvoriblandt den prægtigste er kobberstiksamlingens ufuldførte Udsigt over Konstantinopels tage.

Til trods for at hertug Hans d. Ældre ved brev af 12.8.1560 anmodede om Melchior Lorcks tjenester, formodentlig i forbindelse med den igangværende opførelse af slottet Hansborg, synes Melchior Lorck at have foretrukket en tilværelse i Wien og svarede hertugen henholdende; med sit indledningsvis omtalte brev af 1.1.1563 bragte han sig kraftigt i erindring over for Frederik II, men alligevel forblev han i Wien hvor den kejserlige nærhed må have budt på muligheder selv om vi fra perioden mellem hjemkomsten fra Konstantinopel og 1563 kun kender ganske få ting fra Melchior Lorcks hånd ud over de nævnte rentegninger: et par tegninger i kobberstiksamlingen af akademisk præg og et kobberstukket portræt af Aristoteles fra 1561, kopieret efter et kobberstik af italieneren Enea Vico fra 1546.

1563 kronedes i Frankfurt som kåret romersk konge den kommende kejser Maximilian II. 16.3 holdt han sit indtog i Wien som under Melchior Lorcks kunstneriske ledelse var blevet prægtigt udsmykket med triumfbuer og vinspyende springvand hvis program var udtænkt af historikeren Wolfgang Lazius. Et træsnit af Melchior Lorck (bedst bevarede eksemplar med bogtrykt tekst findes i Kupferstichkabinett, Vestberlin) gengiver en af triumfbuerne, et par tegninger i kobberstiksamlingen viser springbrøndene, mens en publikation af Caspar Stainhofer (Wien 1566, eneste kendte eksemplar i Bayerische Staatsbibliothek, München) i tekst og mindreværdige træsnitillustrationer fastholder indtogsfestens helhed. Melchior Lorcks tegnede portræt af Lazius fra 1563 findes i kobberstiksamlingen.

Løsningen af denne ærefulde opgave var stærkt medvirkende til at familien Lorck 22.2.1564 fik sit adelskab fornyet af kejser Ferdinand I. Måske bevirkede den også at Melchior Lorck fra 1564 fik fast ansættelse som "Härtschier" (nærmest en art kammerjunker) ved det kejserlige hof, en ansættelse som med enkelte afbrydelser i hvert fald lader sig følge i regnskaberne frem til 1577; som Härtschier ledsagede Melchior Lorck kejseren i felttoget mod tyrkerne aug.-sept. 1566 der pludselig blev bragt til ophør ved sultan Solimans sygdom og død.

Formentlig fra 1560'erne stammer Melchior Lorcks betydeligste maleri, en kæmpestor sag forestillende et utal af episoder fra historien om Esther og Ahasverus; formentlig skylder det sin tilblivelse en ægteskabsalliance mellem slægterne Thurzo og Tucher hvis våben ses på billedet. Maleriet tilhører Kunsthistorisches Museum, Wien, men er deponeret i Schloss Ambrass nær Innsbruck i Tyrol. Maleriets stil tyder på Melchior Lorcks kendskab til den ejendommelige serie Hertug Wilhelm IV's historebilleder (München og Stockholm), måske specielt til dem af Ludwig Refinger fra 1537 og 1540.

1.12.1566 skrev kejser Maximilian II et personligt brev til Frederik II, en art anbefaling for Melchior Lorck som med virkning fra juleaften efter eget ønske forlod sin kejserlige tjeneste som "Härtschier". Vi kender ikke Frederik II's reaktion, men Melchior Lorck selv møder vi senest i begyndelsen af sept. 1567 i Hamburg hvor han dels forestår udformningen af en af byportene, Schartor (nu nedrevet), og dels udarbejder det tolv meter brede kort over Elbens nedre løb fra Sachsenwald øst for Hamburg til udløbet i Vesterhavet; kortet findes i Hamburgs Staatsarchiv. Melchior Lorck udførte også et kort over det hamburgske landskab Vierlande. Endnu 1572 var Melchior Lorck i Hamburg hvor han 15.2. gjorde testamente til fordel for sin trolovede, enken Anna Schrivers, som havde plejet ham under en langvarig sygdom; det lidet han ejede havde han selv tjent, hans brødre og søstre havde tilbageholdt hans fædrene arv. Men Melchior Lorck kom i gang igen. Mellem 1567 og 1573 udførte han en række dragttegninger, der lader ane at han arbejdede på et værk om historiske dragter, fortrinsvis fra Nordtyskland. 1568 udgav han i Frankfurt Ein Liedt vom Türcken vnd Antichrist som han havde digtet 1559 i Konstantinopel.

1570 genoptog han arbejdet med sit tyrkiske materiale. Fra det år daterer sig de første af hans 128 tyrkiske træsnit, gengivende tyrkisk arkitektur, soldater og folketyper; de seneste af træsnittene er fra 1583. Stilforskelle imellem dem, samt enkelte træsnittersignaturer gør det klart at i hvert fald en del af dem ikke er egenhændigt udførte. Hensigten var åbenbart en udgivelse i bogform, men den kom Melchior Lorck ikke til at opleve. Der kendes en art emblematisk træsnitkomposition, dateret 1575, på hvilken der øverst findes bogtrykt titlen på "tyrkerværket" og årstallet 1619 som kunne tyde på at en udgave var planlagt til at udkomme det år, men den er aldrig kommet. Værket blev først offentliggjort i Hamburg 1626, med titlen: Dess Weitberühmbten, Kunstreichen, vnd Wolerfahrnen Herrn Melchior Lorichs, Flensburgensis. Wolgerissene vnd Geschnittene Figuren, zu Ross vnd Fuss ... Hamburg, Bey Michael Hering, Jm Jahr 1626. En anden udgave (fejlagtigt angivet som værende den tredje) udkom 1646 i Hamburg hos Tobias Gundermann, ledsaget af et register som rummer fragmenter af den tekst Melchior Lorck selv havde forfattet til sit værk.

1683-84 pågik den sidste og afgørende krig mellem tyrkerne og Vesteuropa. I Hamburg udsendte Eberhard Werner Happel en avis: Turckischer Estats- und Krieges-Bericht hvori Melchior Lorcks træsnit blev genoptrykt som var det samtidsreportage, og 1688 udsendte Happel sit værk Thesaurus Exoticorum hvor et stort afsnit om tyrkerne blev illustreret med træsnittene; i begge værker har Happel, dog uden kildeangivelse, gjort brug af manuskriptet til Melchior Lorcks tekst som altså endnu da har måttet eksistere. Lorck må, i kraft af sit førstehånds kendskab til tyrkerne, have været en mand af største interesse for Europas humanister. Allerede med et brev af 20.1.1563 til Frederik II havde Melchior Lorck kunnet sende nogle eksemplarer af sine halvfigurs portrætter af sultan Soliman og den persiske ambassadør. 21.4.1574 kunne han i Antwerpen udgive et tyndt bind med titlen Soldan Soleyman Tvrckischen Khaysers... Whare vend eigendtliche contrafectung vnd bildtnuss..., indeholdende de to nævnte brystbilleder, to helfigursportrætter af de samme, samt i hvert fald også den selvbiografi han med brev af 1.1.1563 havde sendt til Frederik II. Det hidtil eneste kendte eksemplar af værket gik til grunde i Hamburgs statsbibliotek under anden verdenskrig.

Melchior Lorck var kommet til Antwerpen 1573 og blev der et års tid. Hans formål var åbenbart at få udgivet et eller flere af sine planlagte værker i dette hovedsæde for bogproduktion. Han kan spores som medarbejder hos den store bogtrykker og forlægger Christophe Plantin til hvis berømte folio-missale fra 1575 Melchior Lorck udførte fem illustrationer hvis stokke stadig findes i Plantin-museet. Han blev ven med en af tidens betydelige grafikere Philipp Galle som 1574 dedicerede Melchior Lorck sin serie af stik efter Hans Vredemann de Vries' værk om brønde. Melchior Lorck kom også i nær kontakt med den kreds af humanister der også havde været venner med den kort forinden afdøde Pieter Brueghel d.æ.: historikeren Hubert Goltzius som Lorck portrætterede i et stik i streng stil, og geografen Abraham Ortelius, i hvis stambog Lorck blev bedt om at skrive og tegne.

Da Melchior Lorck var tilbage i Hamburg skrev han 10.10.1574 et smukt brev til Ortelius. Uden tvivl var det i Antwerpen at Lorck havde planer om at udgive sit tyrkerværk, og nogle af træsnittene fra 1575 og -76 er signerede af træsnittere fra Antwerpen. 19.5.1575 skrev Melchior Lorck til Frederik II og medsendte ikke blot sin egen bog om sultan Soliman, men også eksemplarer af Galles værk med dedikationen til Melchior Lorck. Han var åbenbart ved at forberede sin hjemkomst. Men om den ved vi kun at Lorck 19.2.1580 af Frederik II udnævntes til hofmaler. Han må straks have udført den tegning eller det maleri der ligger til grund for portrætstikket af kongen fra 1582, og som forholder sig tankevækkende nært både til J.G. van der Schardts terracottabuste af kongen og til det malede portræt af ham på Fr.borg som med lidt letsindig argumentation er tillagt Hans Hans Kniepers; stod busten model for Lorck, og er det ham som har malet det portræt der siges at være af Kniepers? 1580 udførte Lorck det i kun ét eksemplar kendte træsnit af elefantordenens elefant, måske i forbindelse med at ordenen just dette år fik nye statutter.

I et brev af 10.11.1582 fra Kolding afskedigede Frederik II Melchior Lorck, sammen med en barber og nogle studenter; sin løn fik Melchior Lorck sidste gang udbetalt 4.3.1583, og vi hører intet mere til eller om ham.