Mogens Lorentzen

Mogens Lorentzen, 4.4.1892-7.2.1953, maler, forfatter. Mogens Lorentzen, der voksede op i et højt kultiveret miljø, blev 1910 student fra Østersøgades gymnasium og studerede en kort tid medicin, et studium han dog forlod til fordel for kunsten. Fra 1912-13 gik han på teknisk skole hos H. Grønvold og derefter to år hos P. Rostrup Bøyesen.

1920-21 opholdt han sig i Italien og studerede renæssancens kunst i Firenze og Rom, men også Pompeji og Sicilien blev besøgt. Ved sin hjemkomst udstillede han 1922 på Charlottenborgs efterårsudstilling, hvad der dog ikke var hans debut, for allerede 1916-19 og 20-21 havde han udstillet på Kunstnernes efterårsudstilling. 1923 blev han i nogle år knyttet til Den frie udstilling og fra 1928 til Grønningen. Ind imellem har Mogens Lorentzen været repræsenteret på udstillinger både i København og i udlandet (Moderne dansk kunst på Charlottenborg 1925, Kunststævnet i Forum 1929, i Stockholm 1919, i Göteborg 1923, New York 1927, Helsingfors 1928, Oslo 1931) ligesom han jævnlig har holdt separatudstillinger, bl.a. hos Chr. Larsen på Højbroplads, hvor han 1922 udstillede sine billeder fra den store Italiensrejse.

Som maler var han i begyndelsen påvirket af Edvard Weie hvad der spores i hans tidlige billeder fra Christiansø, men snart blev han smittet af den yderliggående ekspressionisme der opstod i Tyskland efter den første verdenskrig omkring gruppen Der Sturm. Det var som om intet var fremmed for hans letfængelige kunstnersind. Afstanden fra hans stemningsmættede Christiansø-billeder og sommernatsbilleder med gule marker til det voldsomme, dramatiske billede af Liebknecht. Berlin 1918 er påfaldende. Et ekspressionistisk historiemaleri der med sine voldsomme farvekontraster giver en fortrinlig skildring af tidens uro. De store lærreder, ofte med indtegnede figurlige omrids hen over de koloristiske farveflader, kan have mindelser om W. Kandinsky, men hans billeder vakte opmærksomhed og førte ham gradvis over i det store dekorative vægmaleri der var tidens løsen. I samarbejde med arkitekten Kay Fisker udførte han 1925 udsmykningen af den danske pavillon på verdensudstillingen i Paris, et arbejde der dog blev stærkt kritiseret – og 1930-31 malede han i en art freskomanér de store vægmalerier til Roskilde arbejderhøjskole. Men det var som om hans udsmykning af Den danske klub i London tydeligst pegede frem mod den fortælleglæde der snart skulle komme til udtryk i mange af hans ofte lidt barokke små noveller og vers. Han kaldte sit vægmaleri for Året i Danmark og det lyser af oplagt munterhed, en elskværdig opfattelse af omverdenen som han snart skulle omsætte i ord. Gradvis byttede han penslen ud med pennen.

Allerede fra ungdommen havde han vist litterære tilbøjeligheder. Det var som om de to kunstarter kappedes om førsteprioriteten. Tidligt blev han medarbejder ved Klingen og senere ved Kritisk Revy hvad der førte til et samarbejde med Poul Henningsen om revyerne på Nørrebros teater i 1929 og i Riddersalen i 1931. Det var dog i langt højere grad som en skildrer af den elskværdige gennemsnitsdansker han skulle blive kendt ud over hele landet. Familien Gelinde fra 1938 skvulper sig frem gennem besværligheder, men kommer dog frelst i land. Figurerne i novellesamlingerne Midtvejs, 1932 og Søndag midt i Ugen, 1930 bæres af hans oprigtige sympati og ærlige personlighed. Den konstruerede form som nu og da fornemmes i hans lyrik findes ikke i hans prosa der ligesom er skrevet med en slentrende nonchalance. Nævnes bør også hans Børneviser fra1936, illustreret af ham selv, mens de små mundrette vers er sat i musik af vennen Knudåge Riisager. Det var dog navnlig i de senere år hvor han blev helt sig selv og frigjort for litterære forbilleder at hans sjældne evne til intimiteten med hans efterhånden meget store publikum fornemmes. Livsvisen A.B.C. skrevet til Liva Weel i 1929 og Mor Danmark, skrevet under besættelsen, blev snart nynnet af alle. En lyrik der bæres af en ligefrem og enkel tone, og hvor hans egen kærlighed til emnet fornemmes som det egentlige. Men heri lå der også en fare for han kunne i virkeligheden for meget.

Fra cabarettens tribune var vejen til radioen ikke lang. Månedsserien Så gik ... blev en slags borgerlig bekendelse med letfattelig livsvisdom, fremført i et tonefald og med en stemmeføring som gjorde ham kendt i hver en krog af landet. Men det let sentimentale der kunne lure på ham blev altid afbødet af hans stilfærdige humor og hans ukomplicerede tankegang der bragte det jordnære ind i lytterens stue. I de senere år skev han mange viser til Manja Mourier og Aase og Lulu Ziegler som han havde kendt fra de unge år. Han skrev og malede af lyst. Borgerskabets muntre søn, der blev gennemsnitsdanskerens livsræsonnør. Han brændte ikke uden offentlig omtale sit kjolesæt og sin høje hat på Dyrehavsbakkens Skt. hansbål og klædte sig i så stærke farver som lyser fra hans ungdoms lærreder. Han blev under besættelsen og i efterkrigsårene indbegrebet af københavnsk mentalitet.

Mogens Lorentzen har udført en del litografier og beskæftiget sig med bogillustration (Johan Herman Wessels Digte) og med dekorering af porcelæn, især fliser. Malerier af ham i museerne i Oslo og Göteborg.