Dansk Biografisk Leksikon

N. V. Dorph

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

N. V. Dorph, Niels Vinding Dorph,  19.9.1862-21.9.1931, maler. Født i Haderslev, død på Rigshosp. i Kbh., begravet i Søllerød. Efter krigen 1864 flyttede faderen, der var ansat ved latinskolen i Haderslev, til Kbh. Her voksede D. op, tog præliminæreksamen, stod et år i malerlære og dimitteredes fra Teknisk skole til akademiet hvor han optoges jan. 1880. Han gennemgik akademiets skoler til og med jan. kvartal 1884, men forlod dem uden at tage afgang og uddannede sig videre i Kunstnernes studieskoler under P. S. Krøyer og L. Tuxen. D.s virksomhed er nøje knyttet til Charlottenborg-udstillingen hvor han udstillede næsten hvert forår 1884-1931, og som arrangerede en mindeudstilling for ham efteråret 1932. Desuden deltog han med held i en række udenlandske udstillinger: Jubilæums-udstillingen i Berlin 1891 (Mention Honorable for Lawn-Tennis), Verdensudstillingen i Chicago 1893 (guld-medalje for Maane-skinsnat), udstillingerne i München 1906 (guldmedalje) og Rom 1911, de danske udstillinger i Brighton 1912, New York 1928, Helsingfors 1929. Akademiet tildelte ham årsmedaljen 1. gang 1904 for et portræt af generalkonsul Delcomyn (Odense museum) og 2. gang 1907 for to dekorative vægbilleder Over Seinen til St. Germain og Paa Terrassen ved St. Germain. – Ligesom sine jævnaldrende H. Slott-Møller og J. F. Willumsen fik D. en svingende løbebane. De var realister i 1880erne, slog så over i de romantisk-lyriske strømninger i 90erne og omkring århundredskiftet for heller ikke der at finde blivende sted. – D. reddede sig for sit vedkommende over i sin officielle virksomhed og i portrætmaleriet. Man kan beskrive D.s udvikling ved at nævne en række arbejder. 1890 Lawn-Tennis (Kbh.s boldklub), 1891 portrætterne af Herman Bang. Holger Drachmann og J. C. Hostrup hvor vægten er lagt henholdsvis på skildring af hverdags-miljøet og på en forening af miljø og karaktertegning. 1902 malede han et stort, dekorativt, komponeret landskab til Martin Dessaus villa Eltham og i årene omkring århundredskiftet skumrings- og måneskinsscenerier (Sen Sommeraften med de badende piger, 1898 (Hirschsprungs samling)) – lyriske stemninger, i hvilke han til dels fandt et gennembrud. Fra de samme år stammer også de to portrætter der stadig står som dem hvori han gav sine mest distingverede egenskaber, moderens 1902 (Nationalmuseet i Budapest) og generalkonsul Delcomyns (1903). Desuden leverede han tegninger til kunsthåndværket, især møbler.

Selv om D. senere vedblivende beskæftigede sig med dekorative og monumentale opgaver (ni store billeder, skildrende dansk erhvervsliv, til Nationalbanken; fuldendte 1924) var han hovedsagelig portrætmaler der efterhånden havde malet størsteparten af sin samtids fremtrædende personligheder til mange offentlige og private institutioner (bl.a. Fr.borg og rigsdagen). Til den offentlige side af kunstlivet knyttedes D. først som journalist, som Politikens ledende kritiker 1893-1902, redaktør af tidsskriftet Kunst 1. årgang. Han slap aldrig denne virksomhed men vedblev at levere artikler til dagblade og tidsskrifter, i en årrække bl.a. nytårsoversigter til Berlingske Tid. Men i øvrigt gjorde hans repræsentative og formidlende egenskaber ham til en af kunstnerstandens centrale skikkelser på posten som Charlottenborg udstillingskomiteens formand (medlem 1912, formand 1914-26). Hertil føjedes mange andre tillidshverv: medlem af akademirådet 1908-17 og fra 1921 til hans død, akademiets direktør 1931, medlem af gallerikommissionen, tilforordnet Fr.borgmuseet, i bestyrelsen for Friluftsteatret i Dyrehaven samt for en række foreninger og selskaber til kunstens fremme, i flere tilfælde som medstifter. – Sammen med sin hustru ledede han i mange år en stærkt besøgt malerskole. Foruden ovenfor nævnte steder findes der arbejder af ham i Statens museum for kunst og Nordjyllands kunstmuseum; alterbilleder i Søndbjerg og Odby kirker.

Familie

Forældre: adjunkt Jens Peter Christian D. (1822-1900) og Anna Wolfgang-Petersen (1838-1927). Gift 2.6.1900 i Kbh. (Cit.) med maler Bertha Olga Vilhelmine Herlich Green (Dorph, Bertha), født 4.6.1875 i Kbh. (Garn.), død 25.2.1960 på Hillerød centralsygehus, d. af vekselerer, senere chilensisk konsul Hans Carsten Theodor Green (1838-1909) og Anna Kirstine Hansen (1851-1929).

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Rasmus Christiansen, 1883, af N. P. Mols og af L. Find, 1897 (alle tre Fr.borg). Tegn. af Bertha Dorph, 1903 og mal. af samme 1903-04. Tegn. af Rasmus Christiansen, 1908. Karikaturer af Sv. Brasch og Axel Thiess, begge ca. 1910. Afbildet på Sigurd Wandels mal. af udstillingskomiteen 1912-13 (udstillingsfonden, Charlottenborg). Selvportr. 1926 (sst.). Foto.

Bibliografi

Interview i Hver 8. dag 14.4.1907. – Viggo Stuckenberg i III. tid. 14.6.1903. Sst. 27.7.-3.8.1924.Th. Oppermann i Berl. tid. 18.9.1922, 22.9.1931 og 22.10.1932. Knud Pontoppidan i Politiken 22.9.1931 og Th. Faaborg i Dagens nyheder s.d. Sig. Schultz sst. 27.10.1932. – Breve og manus, i Kgl. bibl.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Søllerød
forstad 16 km nord for København; ca. 32.000 ind ...Artikel i Den Store Danske
kunstmuseum
se museum . ...Artikel i Den Store Danske
Seinen
fr. Seine , flod i Nordfrankrig; med en længde p ...Artikel i Den Store Danske
Brighton
Englands mest kendte badeby på sydkysten ud t ...Artikel i Den Store Danske
Holger Drachmann
Holger Henrik Herholdt Drachmann , 9.10.1846 ...Artikel i Den Store Danske
Germain
Germanus , navn på flere helgener. Bedst kendt ...Artikel i Den Store Danske
Skat og selvangivelse
Ved Rigsdagens åbning den 5. oktober 1901 holdt ko ...Artikel i Danmarkshistorien
præliminæreksamen
(1. led af fr. préliminaire 'indledende, forberede ...Artikel i Den Store Danske
generalkonsul
(lat. general- + konsul ), udsendt konsul, der ha ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
SiSch
17/07/2011
  • Læst 579 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki