Nicolai Wichmann

Nicolai Wichmann, d. .1729, maler. Død i Kbh. (Petri k.s kapel), begravet 24.10. W.s oprindelse og uddannelse kendes ikke. Muligvis stammer han fra Kbh. hvor en familie Wichmann levede, og hvor han allerede 1700 stod fadder til snedker Jochum Wichmanns barn. Kort efter Frederik IVs tronbestigelse kom han i forbindelse med hoffet, malede 1701 kongens portræt og udnævntes 1703 til dronningens hofskildrer, en stilling der fornyedes ved Anna Sophies tronbestigelse. Det er dog bemærkelsesværdigt, at han ikke var med blandt underskriverne 1701 af ansøgningen om indrettelse af det gamle akademi. W. har utvivlsomt været en del anvendt af hoffet; man kender regninger fra ham for portrætter af kongen (1718, 1725), af kronprinsen (1717, 1727), af prins Frederik (1728) og af prinsesse Sophie Hedevig (1722); desuden overdroges restaurationsarbejder ham. Efter gammel tradition måtte han bistå H. Krock for ansigternes vedkommende (Frederik IVs helfigursbillede på Rosenborg); andre portrætter af kongen på Amalienborg og Orebygård (1706). W. synes at have haft særlig forbindelse med Gyldenløverne; både Ulrik Christian (Gyldenløve, 1678-1719) og hans svigermor stod fadder til hans ældste søn, en anden fik navnet Ulrik Christian, og der findes malerier af admiralen (Fr.borg) og broderen Christian Gyldenløve (Gisselfeld) fra hans hånd. I det hele har han åbenbart været ret beskæftiget i de højere kredse; hans bedste billede er vel storkansler Conrad Reventlows, portræt (Fr.borg). Sst. hænger hans billeder af Woldemar Løvendal og Ulrik Kaas. Det må være hos ham og ikke som andetsteds anført hos sønnen at prins Carl efter dronning Louises død bestilte en serie portrætter af den afdøde. Hans malerier af biskop Henrik Bornemann og pastor Iver Brinck var forlæg for kobberstik. – W. hørte ikke til de store mestre, men der er noget håndværksmæssigt solidt over hans værker. Hans særlige styrke synes at have været de nøgterne, gennemarbejdede og formentlig vellignende portræthoveder, mens figuropstillingen virker langt mere usikker og kluntet, trods en klar afhængighed af Rigaudske skemaer. Karakteristisk er den meget livlige og udpenslede luftbaggrund. Paletten er broget og rig, næsten med en Krocks fylde, men ikke meget varieret, hans karnation mærkelig læderagtig.