Olaf Rude

Olaf Rude, Carl Olaf Rude, ved dåben Olaff,  26.4.1886-17.6.1957, maler. Født på godset Kattentak (Kermo) ved Rakvere (Wesenberg) i Estland, død på Frbg., begravet sst. R.s forældre som stammede fra Fyn kom 1892 til Danmark efter årene i Estland og købte gården Borretlund i Frejlev på Lolland. Her voksede R. op og blev, da han ville male, sat i lære i Nykøbing F. hvor han blev svend 1905. Herefter tjente han nok til at rejse til Kbh. for at gå på Teknisk skole hvor han et par år nød godt af H. Grønvolds undervisning. Mindre vellykket var året på Kristian Zahrtmanns skole 1907, men herefter fortsatte R. nogle måneder 1908 hos Johan Rohde. – R. debuterede 1908 på Kunstnernes Efterårsudstilling og slog sit navn fast på De trettens udstillinger de følgende år, alt sammen uden at have gennemgået akademiet. Et ophold i Paris på kun tre måneder, januar-april 1911 blev imidlertid skelsættende for hans udvikling. Sammen med Axel P. Jensen, W. Scharff og forfatteren Jens Pedersen oplevede han ved selvsyn den ny franske kunst fra Edouard Manet og impressionisterne til Paul Gauguin og Paul Cézanne frem til de yngste: Henri Matisse og Pablo Picasso som især vakte hans interesse. Denne indlevelse i fransk kunst kom for altid til at præge R. og de af hans samtidige som i samme periode gjorde tilsvarende erfaringer, fx A. Salto, S. Swane og A. Naur. De malerier R. udførte efter Frankrigsrejsen var blandt de første herhjemme som kunne kaldes kubistiske, om end næppe i doktrinær forstand. Således Bro i Frederiksberg Have 1915 (Århus kunstmuseum) som oprindelig blev købt af grosserer Chr. Tetzen-Lund hvis hjem og samling af fransk og skandinavisk kunst stod også R. åben. Blomsterdrengen 1916, (kunstmuseet) og Nature morte med franskbrød, 1918. Derpå fulgte helt abstrakte kompositioner. R. er således at regne som en typisk repræsentant for det slægtled af kunstnere som på et fransk idégrundlag provokerede som modernister, fra 1915 på Grønningens udstillinger og i tidsskriftet Klingen. Det ny billedkunstneriske udtryk, R. var med til at skabe, fik varig betydning for dansk maleri og medførte omkring 1920 desuden store forandringer på Kunstakademiet. – Fra hans rejser i Italien 1913 og 1920, hvor særlig Giotto gjorde indtryk på ham, er særlig hans byskildringer af Assisi kendt. Omkring 1920 forlod han imidlertid kubismen, og det er Bornholm hans senere liv og værk er knyttet til. Endnu en udenlandsrejse 1924–25 til Sydfrankrig og Paris var ingen større succes. – 1919 rejste han første gang til Bornholm for at male, tilskyndet af Oluf Høst, og blev da aldeles betaget af øens farver og natur. Siden kom han hvert år, fik 1924 tegnet en atelierbygning af Ivar Bentsen i Allinge og 1935 et nyt højtliggende atelier over Gudhjem. Stor betydning for ham fik Karl Isakson der som en af de første blandt de som benævnes "bornholmer-skolen" havde opdaget øens maleriske muligheder. Han tilbragte sin sidste sommer 1921 her, hvor R. tilligemed Povl Schrøder m.fl. havde lejlighed til dagligt at være sammen med ham.

I de efterfølgende årtier udviklede R. sin modne abstrakt-naturalistiske måleform hvor farven har særlig vægt. Han dyrkede nature-morten i stadig større forenkling, men det var især det bornholmske landskab, skov og mark og kysten med huse og klipper der fængslede som motiver. Mest berømt er Forår, 1926 (kunstmuseet) gjort med overlegen sikkerhed, men også de mange skildringer af udsigten fra hans atelier over havet har gjort hans navn kendt. Også de frontale helfigurportrætter, Aage Jensen, 1928, Faderen, 1931, Maleren Niels Bjerre, 1940 (Århus kunstmuseum) og Kvinde, violet kjole, 1936 (kunstmuseet) betegner en nyskabelse i dansk maleri. - Skønt kritikken helt frem i 1920'erne var hård, gik der dog ikke mange år før R. blev betragtet som en klassiker i dansk modernisme, og anerkendelsen som stadig varer ved, kom i 30rne og 40'erne hvor R. beklædte adskillige tillidshverv og snart blev bredt repræsenteret på museerne her og i Skandinavien. R. havde et par år i 20'erne haft malerskole, men interesserede sig tilsyneladende ikke meget for at undervise før han 1953–56 bestred et professorat på kunstakademiet. – I anledning af folkestyrets 100 års jubilæum bestilte Ny Carlsbergfondet 1949 to landskaber af ham til ophængning i tinget. Afsløringen fandt sted 1954. Motivet er hentet i hans hjemegn på Lolland, det samme han malede som helt ung og igen i 40'erne i akvarel, som han i lighed med Fynboerne mestrede som selvstændig genre. Egene ved Skejten blev en monumental Danmarksskildring der står som hans alderdoms hovedværk.