Ole Schwalbe

Ole Schwalbe, Ole Albert Christian Schwalbe,  23.7.1929-15.10.1990, maler. Født i Brønshøj. S. var elev på Det kgl. opfostringshus 1940–44 og blev uddannet som litograf 1945–50. Han debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling 1945, var medlem af Linien 1958 og af Den frie fra 1961. Siden 1946 har S. opholdt sig i længere perioder i Paris og i 70erne i USA. Han har deltaget i udstillinger i Sverige, Norge, Finland, USA, Frankrig og Japan. – S. var 1961–62 medlem af censurkomiteen for Kunstnernes efterårsudstilling og bestyrelsen for Den frie, komiteen for danske udstillinger i udlandet; 1966 lærer ved Den danske filmskole, 1970–73 præsident for Akademiet for de skjønne kunster, 1972 leder af kunstakademiets laboratorium for konstruktiv billeddannelse, 1974–79 rektor for kunstakademiets billedkunstskoler.

Af større udsmykningsopgaver kan nævnes: Oslobåden M/S Prinsesse Margrethe, 1956; Statsbibliotekets kantine, Århus, 1963; Herning handelsskole, 1967; Politikens forhal, 1969; Pressens hus og Brandbjerg højskole, 1970; kantine i Ingeniørfirmaet Johs. Jørgensen, 1971; forsamlingshuset i Sukkertoppen, 1972; I/S Datacentralen og Englandsbåden Dana Regina, 1974; den danske ambassade i London, 1977; M/F Prins Joachim, 1980; Nørreport station og Holstebro bibliotek, 1981. S. har endvidere solgt til kunstmuseet, kobberstiksamlingen, Ny Carlsbergfondet og de fleste provinsmuseer samt til Moderna museet, Stockholm, Malmö museum m.fl. Som forfatter har S. publiceret: Fra kubisme til informel kunst, 1961, Se på kunst, 1968 og artikler bl.a. Arkitektur og Billedkunst i Arkitekten nr. 3, 1970 og Fragmenter: Stilskabende elementer i billedkunsten i Kunstakademiets Skoler Nytår 1971. S. har haft separatudstillinger i Trefoldigheden, 1954; Galerie Birch, 1961; Den Frie Udstillingsbygning, 1977.

Som billedkunstner er S. autodidakt. Hans arbejder er præget af klarhed, præcision og professionalisme. Som helt ung var han ekspressionist, men under påvirkning af malere som Malevitch, Mondrian og Herbin samt Georg Jacobsen ændrede han i 50ernes første år sit formsprog. Han begrænsede sin farve til sort/hvidt eller mørkviolet; siden kom rødt, gult og blåt til at dominere. Med stor virkning udnytter han de forskellige farvers temperatur og vægt på fladen. Motiverne er elementære: cirkler, halvcirkler eller ovaler på en lille stilk, rette linjer der ofte danner et kors eller som lige netop ikke flugter samt firkanter, terninger eller kugler. Ofte er hans figurer negative, idet de dannes af mellemrummet mellem farvepassager eller forsænkninger i et relief. Trods konkretismens strenge selvtugt – han har selv defineret den som "det område indenfor abstraktionen der bygger på intellekt og lovmæssighed" – er der liv og kræfter i de stramme former, ja, hans arbejder rummer endog en vis underfundig humor. Siden 1960erne har S. haft mange og store dekorationsopgaver. Med følsomhed og respekt har han udnyttet det eksisterende og integreret gammelt og nyt. At hans kompositioner harmonerer med arkitektur siger sig selv, og han har i udpræget grad forstået at gøre det bagved liggende murværks struktur til en del af sit motiv. På facaden til ambassaden i London har han således udnyttet den rustikke fugning uden at hans relieffer derfor er konforme med kvadrenes mål. Men også i sine grafiske og malede opgaver bygger S. ikke sjældent på samspillet mellem to selvstændige planer, hvor det ene ligger som en autonom struktur under det andet. I sine Romerske synonymer arbejder han derimod med at sidestille illusionisme og abstraktion/fotografi og litografi; men det er sjældent han som ved dekorationen til storebæltsfærgen Prins Joachim direkte griber ind i det rumlige med en tredimensional fremstilling. Det pædagogiske og kunstpolitiske er andre væsentlige aspekter af S.s virke – og få er så velartikulerede som han. Klart og ukunstlet har han analyseret 1900-årenes maleri for lægfolk og specialister, idet han med skarphed har taget afstand fra det han kalder "den lille lyriske foræring" i dansk kunst. Ved sin konsekvens og nøgternhed passer S. ind i en europæisk sammenhæng, men hans humor og den snært af noget uforudsigeligt samt den poesi der kan være i hans farve gør ham meget dansk. – Oluf Hartmanns mindelegat 1965. Thorvaldsen medaljen 1978.