Svavar Gudnason, 18.11.1909-25.6.1988, maler. Svavar Gudnasons betydning for dansk kunst knytter sig til perioden fra 1935 og til kort tid efter krigsafslutningen i 1945. Svavar Gudnason var da fast bosat her i landet, og han kom hertil for at gå på kunstakademiet hvor han i årene 1935-37 gik hos Kræsten Iversen. Fra 1951 boede han igen fast i Island. I et interwiev afslørede Svavar Gudnason dog senere at akademitiden for hans vedkommende højst strakte sig over tre måneder. Et senere studieophold hos Fernand Leger i Paris kom kun til at omfatte en uges tid. På dette spinkle akademiske grundlag foretog Svavar Gudnason på egen hånd sine studier, og fra første færd dyrkede han det abstrakte billedsprog som bragte ham i forbindelse med pionererne inden for den danske abstrakte kunst, og han kom hurtigt til at spille en givende rolle i kredsen omkring Høstudstillingen og tidsskriftet Helhesten og senere Cobra. Indtryk fra denne periode nedfældede Svavar Gudnason i en lille artikel De gamle paroler i Louisianarevy nr. 1, årg. 1966.

Svavar Gudnasons værker havde mange fællestræk med de danske abstrakte kunstneres billeder, men hans rod i den islandske natur gjorde at han kunne føje en ny udtryksfacet til de samlede bestræbelser. Trods billedernes nonfigurative karakter vidner Svavar Gudnasons malerier altid om naturindtryk og heftig naturfølelse, og koloritten har stærke lyriskdramatiske kvaliteter, men selv hvor Svavar Gudnason brugte farven mest voldsomt har den altid et skær af atmosfærisk gennemlysthed og luftig bevægelse. Disse egenskaber er også til stede i hans akvareller som udgør en betydningsfuld del af hans produktion.

Svavar Gudnason udstillede mange steder i udlandet og i Danmark, bl.a. retrospektivt i Kunstforeningen i Kbh. 1960, og han er repræsenteret på mange danske kunstmuseer, bl.a. Silkeborg kunstmuseum og Louisiana. Et af hans hovedværker, maleriet Vejret fra 1963 er af Statens kunstfond blevet placeret i Studenternes hus i Århus. Svavar Gudnason var medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen 1963-82.

Familie

Svavar Gudnason blev født i Höfn, Hornafjörður, Nesja sogn, Island og døde i Reykjavik.

Forældre: skomager, fisker, senere handelsagent Guðni Jonsson (1878-1959) og Ólöf Þórðardóttir (1879-1963). Gift 4.2.1939 i Kbh. (b.v.) med Ásta Eiríksdóttir, født 28.1.1912 i Borgarsfjörður, Island, d. af købmand Eiríkur Sigfússon (1863-1951) og Marin Sigurðardóttir (1870-1926).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

G., ved Edouard Jaguer, 1950 = Cobrabibl. H.S. G., med tekst af Halldór Laxness, 1968 = Vor tids kunst LXVII. – Ejler Bille i Helhesten I, 1941–42 131. Gunnar Jespersen: De abstrakte, 1967 81-84.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig